MØDREGRUPPE

Når man er så heldig, at være blevet beriget med et lille nyt menneske, og man dermed er blevet mor, får man besøg af en sundhedsplejerske. Sundhedsplejersken undersøger om ens baby er sund og rask, om baby tager på, om baby har afføring osv. Derudover spørger hun om moderen har lyst til at blive tilknyttet en mødregruppe. Da min sundhedsplejerske spurgte mig, var jeg ikke i tvivl – Det ville jeg rigtig gerne.

Mødregrupper er meget forskellige, så dette indlæg er udelukkende baseret på egne erfaringer. 

Da Willum var omkring 6 uger, startede vi i mødregruppe. Det første møde med de andre mødre og deres babyer var spændende. Vi var meget forskellige, med et aldersspænd på 16 år, men stemningen var rigtig god og afslappet.

Siden vores første møde tilbage i oktober sidste år, har vi set hinanden hver onsdag. Vi skiftes til at ligge hus/lejlighed til, og skiftes ligeledes til at tage hhv. kage, brød og pålæg med. Værten står kun for kaffe og te, men mest kaffe.

8e9cd023-8c51-4ccb-846b-688f18b6b01d

Fra venstre: Herman, Tóra, Ebba og Willum. På billedet mangler Minna, som også er en del af slænget.

Min mødregruppe fungerer super godt. Alle er søde og rare, voksne som babyer. Alle bidrager til fællesskabet og viser interesse for hinanden, og når vi ses flyver det rundt med både spørgsmål, svar, fifs og jokes. I starten handlede vores samtaler, naturligt nok, meget om vores små stjerner. Lortebleer, amning, natteroderi, vaccination og alt muligt der imellem. Det varede dog ikke længe før, at vi også snakkede om andre ting, der ikke var babyrelateret. Arbejde, forhold, prævention, familie osv. og udviklingen føltes helt naturlig. Det var rart at snakke om andet end babyer, og skønt at lære kvinderne at kende på et mere personligt plan.

Udover at mødes hjemme hos én af os, har vi et par gange også mødtes til frokost på en cafe, og der har været arrangeret et kursus i babyførstehjælp, hvor vi havde vores respektive partnerer med, så de også fik mulighed for at møde hinanden. Det var rigtig hyggeligt, og kan virkelig anbefales.

Jeg er indforstået med, at man kan være uheldig ift. den mødregruppe man ender i, men min personlige erfaring med at gå i mødregruppe, har virkelig været over al forventning (der iøvrigt var ret så høj). Det er rart at hænge ud med andre kvinder, der står i fuldstændig samme situation som én selv. Nok er vi meget forskellige, og har vidt forskellige liv når ikke vi er på barsel, men det at vi alle er førstegangsmødre, og har babyer der alle er født indenfor et spænd på kun 12 dage, har betydet at vi i den grad har fundet hinanden.

… DEN DER TRÆNING

Pludselig var der gået to måneder. To måneder uden træning…

Eller næsten ihvertfald. Jeg har været ude på én enkelt løbetur.

c7e8aefa-2f2c-40e3-8abd-178b762fdce5

De sidste mange år, helt præcist de sidste 9 år, har jeg trænet fast hver uge. Min træning har været lystbetonet og meget varieret. Spinning, pump, løb, combat, trx, yoga osv. Gennem min graviditet fortsatte jeg min træning, selvfølgelig tilpasset min situation. Jeg havde en ukompliceret graviditet uden gener, og derfor trænede jeg helt indtil fødslen. Den sidste måned op til termin, droppede jeg dog al styrke og konditionstræning, men dyrkede yoga 3-4 gange om ugen.

Seks uger efter fødslen begyndte jeg igen at træne. Bare stille og roligt. Jeg havde Willum med i sin lift, hvor han lå og sov så fint. Otte uger efter fødslen begyndte jeg at træne på fitnessdk’s mor/baby-hold. Et hold med 8-10 nybagte mødre, der alle har deres babyer med. Babyerne sover eller tumler rundt sammen på nogle måtter i midten af lokalet, mens vi mødre får trænet hele kroppen igennem, og det er selvfølgelig tilladt at skifte sin baby eller amme undervejs. Ret genialt!

Jeg gik fast på mor/baby-holdet fra Willum var 8 uger og indtil han fyldte 4 måneder for næsten 2 måneder siden. Men siden da, har jeg ikke været afsted… Lysten har simpelhen ikke været der.

Jo jo, jeg går da dagligt turer med barnevognen og tager også trapperne til 4. sal med baby, pusletaske og poser i armene, men det har også været alt. Når det kommer til bevægelse, er de lange trilleturer med min søn det eneste jeg har været i humør til.

I min optik skal man ikke kæmpe sig afsted til en træning, som man ikke har lyst til. Så skal man hellere finde en anden måde, hvorpå man kan få bevæget sig.

Om man træner eller ej, er også et spørgsmål om ens prioriteringer. Jeg har de sidste 9 år prioriteret at få trænet, men de seneste 2 måneder har jeg prioriteret tid sammen med min søn istedet for ♥

 De måneder hvor jeg fast deltog på mor/baby-holdet, sov Willum en hel del, og træningen kunne jeg få klaret imens han sov. I takt med at han er blevet ældre, sover han mindre og er derfor mere vågen i løbet af dagen. Det betød, at han begyndte at være vågen mens vi var til mor/baby-hold.

Når han er vågen, har han brug for min opmærksomhed og min omsorg. Han har nemlig ikke været gammel nok til, at tumle med de andre babyer. Derfor har mine prioriteringer ændret sig, og jeg prioriterede, at være 100% til stede og til rådighed for ham, fordi hans behov altid kommer i første række. Mine egne kommer derefter.

Vores lille menneske bliver snart 6 måneder. Han kan nu sidde op uden støtte, og er begyndt at vise interesse for andre babyer. Han iagttager dem nøje, og rækker undersøgende sin lille buttede hånd ud efter dem. Derfor tænker jeg, at vi måske snart skulle prøve at tage et mor/baby-hold igen, da vi nu begge to kan få noget ud af det. Jeg tror, at han er ved at have den rette alder til det. Jeg kan træne, og imens kan Willum tumle og pludre med de andre babyer ★

VORES WEEKEND…

Halløj

Et lille skriv om vores weekend (so fare).

Vores weekend er eksekveret på aller roligeste vis. Tid på sofaen, slentretur på vores elskede Frederiksberg, lidt for mange kopper kaffe og morgenbrød fra Meyers. Vores lille bøf har hverken sovet særlig godt eller roligt her i weekenden, så det har været dejligt at vi ikke har haft de store planer.

Fredag aften puttede faderen Willum. Hans debut. Indtil nu har det været mig, der har puttet ham og fået ham til at falde i søvn til natten. Jeg kunne mærke at Kristoffer var lidt nervøs for det, men det gik selvfølgelig helt uden problemer, og faderen var ret så stolt af sin bedrift.

Da vores lille menneske var i drømmeland, hyggede vi med 2,5 times spil matador. Bare Kristoffer og jeg. Det var mange år siden jeg sidst havde spillet matador, og timerne fløj afsted. Skæbnen ville at Kristoffer opgraderede sine fire huse på Rådhuspladsen til et hotel, hvorefter jeg landede på den… 40.000kr. Bum. Jeg havde faktisk penge nok til at betale ham, men så ville jeg næsten heller ikke have mere tilbage, og vi valgte at slutte spillet af.

Ofte sidder vi egentlig bare og ser et eller andet i den firkantede kasse, men det var virkelig hyggeligt at lave noget aktivt sammen istedet for. Noget hvor man sidder med ansigterne rettet mod hinanden, istedet for rettet mod flimmeren. Da vi samme aften lagde vores hoveder på puderne blev vi enige om, at det havde været en rigtig hyggelig aften, og at vi skulle begynde at gøre sådan noget oftere.

Lørdag morgen hentede undertegnede morgenmad fra Meyers, sønnike fik et bad, og ved middagstid pakkede vi os alle tre godt ind og trillede en tur i solen. Vi købte bagels med hjem til en sen frokost, og resten af eftermiddagen foregik på sofaen hvor mine mænd sov synkron eftermiddagslur. Så sødt altså♡

Efter aftensmad tog Kristoffer hjem til en ven, jeg lagde de mindste til at sove, og lod mig derefter underholde af Danmark har talent. Er det bare mig, eller er dommerne ikke blevet mindre og mindre kræsne?? De sender jo nærmest alle videre…

cec4c9c7-70d1-47ad-b33e-dfc21ab59f29

Søndag morgen tog Kristoffer, som alle andre søndage, afsted på arbejde. De øvrige familiemedlemmer, min søn og jeg, vågnede stille og roligt. Formiddagen foregik skiftevis på legetæppet og i sofaen, og ved 12-tiden tog jeg min computer under armen, iførte Willum sin bamsedragt og lagde ham i barnevognen, hvorefter vi trillede ned på den nærmeste kaffebar, Den Go’e kaffebar på Frederiksberg alle, hvor jeg sidder netop nu. Jeg har fanget et bord udenfor i en varm solstråle, med en varm kop kaffe, og min søn sovende trygt i sin barnevogn her ved min side. Fra denne plads i solen skriver jeg dette indlæg, til lyden af Willums tunge åndedræt. Når min søn vågner inden længe vil vi trille hen og handle ind til aftensmaden og derefter hjem i varmen til faderen som er vendt hjem fra arbejde.

Resten af aftenen kommer til at gå med mere afslapning, madlavning, og så har vi tænkt os at følge med i den nye serie GreyZone der starter på TV2 i aften. Vi følger normalt aldrig med i tv-serier, og har hverken set Broen, Borgen eller hvad de ellers hedder alle sammen, men nu prøver vi med denne.

Imorgen er det atter mandag. Ny uge, ny start.

Må i have en hyggelig og afslappet søndag aften.

926b746d-3335-440b-8e18-b6d5fa922926

TI OM MIG #3

God formiddag kære læsere 

Jeg ved godt, at vi i Danmark snakker rigtig meget om vejret, men helt ærligt… Se lige et vejr vi har fornøjelsen af, at være stået op til. Man kan jo ikke andet end at være glad helt ud i tåspidserne. Jeg kan ikke vente med, at komme ud og trille så jeg rigtig kan mærke den iskolde luft, blandet med solens varme stråler. Barnevognen i den ene hånd og Kristoffer i den anden.

Endnu en uge er gået. Den har som altid budt på en masse hyggelige ting, herunder frokost på nyåbnede California Kitchen på Vesterbrogade, en tur i vinter-Tivoli, mødregruppe, fastelavnsboller fra lagkagehuset, en hyggedag med min mor, morgenmad på Emmerys, køb af to, nej tre (!), nye planter til vores hjem, min farfars 84 års fødselsdag og 2,5 times matador, altså spillet. Det meste har I kunne se på min instastory.

Som jeg skrev sidste lørdag, vil jeg hver lørdag komme med ti om mig. Denne gang er 3. gang.

65cc9f7a-14b9-40f2-a121-a44b82746bef


1// Jeg er et kæmpe stort familiemenneske. Min familie betyder alverden for mig. Familiefødselsdage er lige mig.

2// Jeg går i et ret hurtigt tempo, tenderende til løb hvis du spørger Kristoffer. Jeg kan ikke finde ud af, at gå langsommere.

3// I relation til ovenstående racer jeg altid derud af når jeg cykler. Jeg cykler mest i venstre side og overhæler stort set alle. Det er ikke fordi jeg skal nå noget, eller er for sent på den, men jeg kan ikke cykle langsomt. Har prøvet utrolig mange gange… Kristoffers kommentar når vi cykler sammen er: “hvad skal du nå?”. Den er sikker hver gang.

4// Jeg drikker typisk 2 kopper kaffe om dagen. Med mælk, uden sukker.

5// I gymnasiet gik jeg på linjen med biologi A, idræt B.

6// Jeg er så glad for at vi fjernede babyindsatsen på Willums højstol, og istedet for satte bøjle på så han kan sidde oprejst i den. Det har betydet, at han glædeligt har spist alt hvad vi har serveret for ham.

7// Jeg ejer 18 kogebøger (har lige talt dem), men bruger dem aldrig. Som i aldrig. Ved ærlig talt ikke hvorfor… Måske jeg skulle begynde at bruge dem?

8// Jeg har et par lækre, og varme, sælskindshandsker. Jeg købte dem i Tivoli for 3 år siden. Jeg knus-elsker dem! Men er begyndt at få dårlig samvittighed hver gang jeg har dem på. Tænker sådan på den sæl der har måtte lade livet. De baner tænkte jeg slet ikke i for 3 år siden da jeg købte dem…

9// Jeg bliver sentimental hver gang jeg opdager, at Willum er vokset ud af et stykke tøj. Tænk at han aldrig nogensinde bliver så lille igen. Jeg er sikker på, at der er mange andre mødre der har det på samme måde.

10// Selvom vores lille mand snart har været her i 6 måneder (!), tager jeg stadig mig selv i, ikke rigtigt at kunne forstå at han er vores. At han er min. At jeg er hans mor, og at han er min søn. Det er lidt en kliche, men niv mig lige i armen ♥

Håber at I har en fantastisk lørdag.

– At I nyder solen, en kop kaffe, og måske endda en croissant. Her er der allerede røget én med chokolade ned.  

927de4cd-363d-4c40-8bbb-b35d68a7d553

DET RØDE Ø

Jeg ved at min lille søn, barsel og moderskabet fylder en hel del herinde på mit domæne, men jeg havde egentlig tænkt mig at ernæring og sundhed, og min viden indenfor dette, også skulle fylde lidt herinde…

Skriv gerne til mig hvis der er noget i godt kunne tænke jer, at jeg lavede et indlæg om.


Det første indlæg inden for sundhedsverdenen vil jeg gerne dedikere til økologi.

Dem der kender mig ved nemlig, at mit hjerte banker for det lille røde Ø.

Lad mig starte med at ridse op, hvad økologi i grove træk står for:

… Der er strengerer regler for benyttelse af tilsætningsstoffer. I produktionen af økologiske varer må der kun anvendes 49 forskellige tilsætningsstoffer, hvor imod der ved konventionelle (alminde, ikke-økologiske) varer må anvendes ca. 370 forskellige tilsætningsstoffer.

… Ved produktionen af økologiske varer må der ikke være anvendt sprøjtemidler, hvilket betyder, at der ikke findes nogle kemiske rester i det færdige produkt.

… Dyrene i en økologisk produktion skal have adgang til udendørsarealer fra 1. april til 1. november, og skal have minimum 6 timers dagslys og adgang til frisk græs.

Kort sagt står det røde mærke for færre tilsætningsstoffer og sprøjtemidler, samt bedre dyrevelfærd. What’s not to like…

28417652_10214920300416217_925119235_o

Om man køber økologisk eller konventionelt er et personligt valg. Hjemme hos os har vi valgt at gå den økologiske vej.

Jeg ved at økologiske varer prismæssigt er dyrere end konventionelle, men det er noget vi gerne vil prioritere i vores budget herhjemme. At vælge økologiske varer i supermarkedet giver mig god samvittighed, både overfor min krop, miljøet og overfor dyrene. Og den gode samvittighed vil jeg med glæde betale lidt ekstra for.

Min kærlighed for økologi startede efterhånden for mange år siden. Da jeg blev gravid fandt jeg det vigtigere end nogensinde før at spise økologisk, og det samme har gjort sig gældende her imens jeg ammer. Når jeg er ude spiser jeg dog hvad der bliver serveret, lige meget om det er økologisk eller ej. Jeg vil ikke føle mig hæmmet på nogen måde, fordi jeg ønsker at spise økologisk. For mig er helhedsbilledet vigtigst, og når omkring 80-90% af de fødevarer jeg indtager, stammer fra vores eget køleskab og dermed er økologiske, er det okay at de resterende procent ikke er økologiske.

Det skal dog nævnes, at vi ikke køber 100% økologisk herhjemme. De fødevarer vi dagligt spiser, såsom mælk, æg, grøntsager, frugt, rugbrød, syltetøj og ost, køber vi altid i den økologiske variant. Kødprodukter og kaffe køber vi dog ikke altid økologisk. Desuden køber vi fra tid til anden også take away ligesom alle andre, og udbudet af økologisk take away er desværre bare ekstremt lille, så på de dage bliver det konventionelt.

kfmb1998

Jeg er godt klar over, at ikke alle økonomisk set har mulighed for at købe økologisk, selvom ønsket måske er der. I de tilfælde vil jeg gerne opfordre til, at man udvælger 2-3 fødevarer som man vil prioritere at købe økologisk. Fx. mælk, æg og grønsager. I min optik behøver man ikke kører efter alt økologisk, ellers intet økologisk. Ved at købe bare enkelte fødevarer i den økologiske variant, udsætter man sin krop for færre tilsætningsstoffer og skåner miljøet for sprøjtemidler.

De fødevarer der ikke fås i den økologiske variant, køber vi så vidt muligt danskproduceret. På den måde ved vi, at fødevaren er produceret under dansk lovgivning, hvor reglerne for benyttelse af tilsætningsstoffer og sprøjtemidler er mere skærpede sammenlignet med andre lande. Desuden er danske fødevarer produceret med bedre dyrevelfærd end i andre lande, og ved at købe danske fødevarer undgår man desuden den lange transport fra fx. Italien til Danmark, hvilket sparer miljøet for en masse CO2.


Dette indlæg er på ingen måde ment som en løftet pegefinger om, at I alle skal spise økologisk. Det er jeres helt egen sag. Men lige meget om I har valgt at spise økologisk eller konventionelt, håber jeg at jeres valg er taget aktivt, og at I ikke finder jeres valg, og dermed jeres forbrug, ligegyldigt for hverken jer selv, dyrene i landbruget eller for miljøet.

Tak for at I læser med 

Imorgen tjekker jeg ind med en ny omgang Ti om mig. 

Må i alle sammen have en fantastisk fredag.