TI OM MIG #1

5 MÅNEDER GAMMEL

Willum, min søn, vores lille bøf (kært barn har mange navne) bliver 5 måneder idag. Det er altså 5 måneder siden at veerne startede, og vores lille menneske meldte sin ankomst. Omend på en noget anden måde end vi havde regnet med og ikke mindst håbet på… Måske jeg skal skrive om hele fødslen i et seperat indlæg – Hvad siger i? Er det noget i kunne have interesse i at læse?

5 måneder gammel…. Mmh. Tid har fået en helt ny og mærkelig størrelse siden jeg blev mor. På den ene side synes jeg, som alle andre forældre, at tiden er fløjet afsted lige siden det lille menneske trådte ind i vores liv. Men på den anden side synes jeg samtidig, at der er sket så ufattelig meget på de 5 måneder, at det føles som meget længere tid siden at han ankom. På mange måder føles det som om, at Willum har været her altid. Tiden før ham står på en måde lidt sløret for mig, måske fordi det føles som det mest naturlige i hele verden at han er her, og det derfor virker mærkeligt og lidt surrealistisk at tænke på vores liv og vores hverdag uden ham. Det er på flere måder lidt skræmmende.

Nå. Tilbage til det som var mening at dette skriv skulle handle om, nemlig ham der bliver 5 måneder, vores skønne lille Willum, med de store mørkebrune øjne.

f879e1a3-9731-42e6-84b8-9ac622f69ecf

Størrelse

Han vejer nu 6,4 kg og er 63cm lang. Siden fødslen har han altså taget godt og vel 3,7 kg på, og er blevet 15cm længere. Til hverdag synes jeg ikke, at han er vokset noget særligt. Men når jeg ser på billeder fra de første uger efter fødslen, er det jo meget tydeligt, at den lille mand har vokset sig større på alle leder og kanter, og det er jo også den vej det skal gå, så alt er godt.

Humør

Han er generelt en glad lille fyr. Han er taknemmlig og sød ved os, så længe han er nogenlunde udhvilet og har mad i maven. Hans humør topper særligt om morgenen og formiddagen hvor smilende ingen ende vil tage. Han pludre løs til os og alt sit legetøj når vi er hjemme hos os selv, men bliver mere stille og iagttagende, når vi er ude blandt andre. Nogle dage brokker han sig lidt mere end ellers, og på disse dage kræver han min opmærksomhed en smule mere.

Han griner hver eneste dag. For kun én måned siden grinede han kun når vi kildede ham, men nu prydes vi af hans latter bare ved at lave en grimasse eller en lyd, som han finder morsom. Jeg synes selvfølgelig at han har den sødeste latter i hele verden, og mit hjerte smelter en smule hver gang hans søde latter strømmer ud af den lille mund.

Mad

Han er blevet ammet fuldt af mig i alle 5 måneder. Inden for de sidste 5 dage er han også blevet præsenteret for små smagsprøver af både mos og grød. Den første smagsprøve han fik var mos lavet af kartoffel og gulerod, hvilket var et kæmpe hit! Siden da har han smagt på lidt hirsegrød og blomkåls/gulerodsmos, som han ikke har vist den store interesse for. Mmh.. Jeg fortsætter med at præsentere ham for lidt smagsprøver hver dag, og så må vi se hvordan det udvikler sig. Heldigvis har jeg massere mælk, så den lille mand er mæt og glad.

Søvn

Søvnen.. Den kære søvn. Den som alle man møder spørger ind til. “Sover han om natten?” er nok det spørgsmål jeg har fået flest gange, også fra fremmede. Det går folk åbenbart utrolig meget op i.

Vores dag starter typisk omkring kl. 07-07:30, hvor vi alle tre lige så stille vågner. I løbet af dagen sover han to gode lurer, en om formiddagen og en om eftermiddagen, typisk på 1,5-3 timer ad gangen. Om aftenen falder han i søvn til natten i sin egen tremmeseng mellem kl 19 og 20, hvor han sover godt og uden afbrydelser indtil ca. kl. 00.30, hvor han er sulten og får mad hos mig. Derfra og resten af natten er der langt flere opvågninger.. De første 3,5 måned sov han super godt med kun 1, max 2 opvågning i løbet af natten. Sådan er det desværre ikke lige i øjeblikket… Den sidste månedstid har han sovet langt mere uroligt og haft flere opvågninger. Typisk 3 af slagsen, og de slemmeste nætter 5-6… Det er altid kun korte opvågninger, hvor han enten skal have sin sut eller skal lægges til brystet, hvorefter vi begge falder hurtigt i søvn igen. Men hver opvågning er en afbrydelse i søvnen, hvilket betyder at jeg kun sjældent kommer godt ned i den dybe søvn, og mest befinder mig i den overfladiske, lidt halvvågne søvn.

Bevægelse

Hans bevægelse er der, hvor jeg synes der sker den største udvikling. Jeg kan nærmest se udvikling fra dag til dag. Han synes efterhånden, at det er lidt kedeligt at ligge på ryggen. Han vil for det meste hellere ligge på maven, hvor han har bedre udsyn, og bedre kan følge med i hvad der sker omkring ham. Han kan endnu ikke komme fremad, men han kan møve sig rundt om sin egen akse, sådan at hans hoved pludselig vender den modsatte vej i forhold til hvordan man lagde ham.

Han elsker at sidde oprejst på sin lille blenumse og kan, hvis han sidder på et blødt underlag fx. på sin dyne eller i sofaen, faktisk sidde et par sekunder til et halvt minut helt selv uden støtte fra os. Han synes uden tvivl at det bedste og aller mest sjove er, at stå på sine egen ben med støtte fra én af os. Når han står der med sine små buttede babyfødder plantet i underlaget, stråler stoltheden ud af ham, og hans begejstring er ikke til at tage fejl af.

Til sidst vil jeg nævne hans gribereflekser. Den sidste måned er han nemlig blevet meget opmærksom på alle ting omkring sig og griber nysgerrigt ud efter det meste. Han holder godt fat om sin sut, og tager den ind og ud af sin mund, alt efter hvor han ønsker den skal være. Når han ligger på sit legetæppe udvælger han nøje hvilket stykke legetøj han vil have fat på, hvorefter han griber ud efter det og kommer det i munde. Alt skal i munden.

Helbred

Hans helbred er tip top, og han har endnu ikke været sådan rigtig syg (7-9-13). Da han var 2,5 måned, havde han 2-3 dage med lidt forkølelse, men det har virkelig været alt. Skønt! Forleden var han hos lægen og få sin 5 mdr. vaccine og det tog han med bravur.

90f01fdc-48f6-4b65-911d-d1ecae640602

a5f175a5-5996-4012-95ad-82b0922a4a3c

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TI OM MIG #1