MIN GRAVIDITET - 1. DEL

MIN GRAVIDITET – 2. DEL

Hej alle i kære læsere bag skærmene.

Som jeg introducerede jer for i indlægget igår vil jeg, fordelt over flere indlæg, forsøge at tage jer med gennem de 9,5 måned hvor vores lille menneske voksede sig større og større, i takt med at min mave gjorde det samme. I er mange der allerede har været inde og læse gårdsdagens indlæg, hvor jeg fortalte om dengang det hele startede med en babysnak og senere en positiv graviditetstest, og her får i del 2 i min lille graviditetsfortælling.


Første trimester

I dagene efter den positive test svævede jeg på en sky. Tankerne om at vi skulle være forældre til efteråret fyldte alt. Jeg var på det tidspunkt i praktik i et kommunalt sundhedscenter, og jeg havde lyst til at fortælle det til alle i mit team. På den anden sidste dag i min praktikperiode kunne jeg ikke holde det for mig selv længere, og selvom at jeg kun var ca. 5 uger henne og næsten alt kunne gå galt, endte jeg med at fortælle dem det. Deres reaktion var det hele værd.

Midt i januar, 2 uger efter jeg havde fundet ud af at jeg var gravid, skulle jeg med mine tre veninder (12’erne) i sommerhus. Vi vidste alle at E var gravid i 14. uge, og i bilen på vej mod sommerhuset fortæller hun, at de venter sig en pige. Jeg har virkelig svært ved ikke at fortælle om min situation, men vil gerne vente med at fortælle dem det til at vi er fremme ved sommerhuset. Vi snakker derud af om alt og ingenting, og pludselig fortæller C, at hun faktisk også er blevet gravid. What! Jeg små-griner lidt og finder hele situationen i den lille bil meget surrealistisk, og udbryder noget i stil med “Ej er det rigtigt? Det er jeg også!”, hvorefter vi alle fire er total på røven. Det er jo for sindsygt.

Weekenden i sommerhuset er magisk. Det er isnende koldt og vi hygger os som altid. Vi snakker selvfølgelig meget om fremtiden med tre babyer. K som ikke er gravid er inderligt lykkelig på vores andres vegne, og glæder sig mindst lige så meget som os. No hard feelings fra hendes side, og det tvivler man overhovedet ikke på når man kender hende. Hun er den bedste, og en baby står ikke på hendes liste lige der. På denne weekendtur tager dette billede. C og jeg er på dette tidspunkt stadig ikke særlig langt henne, og ikke engang vores egne familier kender til vores graviditeter. Jeg synes at billedet er så fint.

img_4706

I 6. uge tager Kristoffer og jeg til en privatscanning. Jordemoderen fortæller os, at den lille klump på skærmen, er det der vil udvikle sig til et foster, og vi hører hjertelyd. Den mest fantastiske lyd. Det hele bliver mere virkeligt♥

Omkring 7. uge begynder jeg at få kvalme, jeg overrumples af træthed, og hver morgen vågner jeg og er helt dårlig af sult. Kvalmen kommer og går i løbet af dagen, men er for det meste til at holde ud. Jeg har ingen cravings, men kan ikke fordrage kaffe og vand. Altså vand uden smag. Alene tanken om et glas vand fra hanen gør mig dårlig. Da jeg altid har drukket meget vand gennem hele dagen, synes jeg at det er en stor omvæltning for mig og ret irriterende. Istedet for vand drikker jeg saftevand.

I 9. uge tager jeg til endnu en privatscanning. Når jeg tænker tilbage på det var det egentlig åndsvagt, da der jo kun var gået 3 uger siden sidste scanning, men min mor ville så gerne med til en scanning, og jeg havde ikke tålmodighed til at vente til nakkefoldsscanningen i 12. uge.

a1287506-e5f4-46dc-b92c-fca6a140461b

Min mor med scanningsbillederne fra 9. uge

I 12. uge, sidste uge af første trimester, tager Kristoffer og jeg til nakkefoldsscanning på Herlev Hospital. Jeg er ikke nervøs. Det er Kristoffer heller ikke. Det viser sig også at alt er i den skønneste orden, og da vi begge er forholdsvis unge, hhv. 23 og 24år på daværende tidspunkt, får vi den laveste risikovurdering man overhovedet kan få. Selvom vi ikke var nervøse er det alligevel dejligt at få at vide, at alt er i den skønneste orden.

Inden længe kan vi fortælle vidt og bredt om vores lykkelige omstændigheder. Jeg glæder mig♡ Vi har allerede fortalt det til vores familier og vores nærmeste venner, men det bliver rart at kunne snakke om det ligegyldigt hvor man er henne og hvem man er sammen med. Vi har aftalt at offentliggøre det når vi kender kønnet omkring 14. uge.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

MIN GRAVIDITET - 1. DEL