TI OM MIG #3

VORES WEEKEND…

Halløj

Et lille skriv om vores weekend (so fare).

Vores weekend er eksekveret på aller roligeste vis. Tid på sofaen, slentretur på vores elskede Frederiksberg, lidt for mange kopper kaffe og morgenbrød fra Meyers. Vores lille bøf har hverken sovet særlig godt eller roligt her i weekenden, så det har været dejligt at vi ikke har haft de store planer.

Fredag aften puttede faderen Willum. Hans debut. Indtil nu har det været mig, der har puttet ham og fået ham til at falde i søvn til natten. Jeg kunne mærke at Kristoffer var lidt nervøs for det, men det gik selvfølgelig helt uden problemer, og faderen var ret så stolt af sin bedrift.

Da vores lille menneske var i drømmeland, hyggede vi med 2,5 times spil matador. Bare Kristoffer og jeg. Det var mange år siden jeg sidst havde spillet matador, og timerne fløj afsted. Skæbnen ville at Kristoffer opgraderede sine fire huse på Rådhuspladsen til et hotel, hvorefter jeg landede på den… 40.000kr. Bum. Jeg havde faktisk penge nok til at betale ham, men så ville jeg næsten heller ikke have mere tilbage, og vi valgte at slutte spillet af.

Ofte sidder vi egentlig bare og ser et eller andet i den firkantede kasse, men det var virkelig hyggeligt at lave noget aktivt sammen istedet for. Noget hvor man sidder med ansigterne rettet mod hinanden, istedet for rettet mod flimmeren. Da vi samme aften lagde vores hoveder på puderne blev vi enige om, at det havde været en rigtig hyggelig aften, og at vi skulle begynde at gøre sådan noget oftere.

Lørdag morgen hentede undertegnede morgenmad fra Meyers, sønnike fik et bad, og ved middagstid pakkede vi os alle tre godt ind og trillede en tur i solen. Vi købte bagels med hjem til en sen frokost, og resten af eftermiddagen foregik på sofaen hvor mine mænd sov synkron eftermiddagslur. Så sødt altså♡

Efter aftensmad tog Kristoffer hjem til en ven, jeg lagde de mindste til at sove, og lod mig derefter underholde af Danmark har talent. Er det bare mig, eller er dommerne ikke blevet mindre og mindre kræsne?? De sender jo nærmest alle videre…

cec4c9c7-70d1-47ad-b33e-dfc21ab59f29

Søndag morgen tog Kristoffer, som alle andre søndage, afsted på arbejde. De øvrige familiemedlemmer, min søn og jeg, vågnede stille og roligt. Formiddagen foregik skiftevis på legetæppet og i sofaen, og ved 12-tiden tog jeg min computer under armen, iførte Willum sin bamsedragt og lagde ham i barnevognen, hvorefter vi trillede ned på den nærmeste kaffebar, Den Go’e kaffebar på Frederiksberg alle, hvor jeg sidder netop nu. Jeg har fanget et bord udenfor i en varm solstråle, med en varm kop kaffe, og min søn sovende trygt i sin barnevogn her ved min side. Fra denne plads i solen skriver jeg dette indlæg, til lyden af Willums tunge åndedræt. Når min søn vågner inden længe vil vi trille hen og handle ind til aftensmaden og derefter hjem i varmen til faderen som er vendt hjem fra arbejde.

Resten af aftenen kommer til at gå med mere afslapning, madlavning, og så har vi tænkt os at følge med i den nye serie GreyZone der starter på TV2 i aften. Vi følger normalt aldrig med i tv-serier, og har hverken set Broen, Borgen eller hvad de ellers hedder alle sammen, men nu prøver vi med denne.

Imorgen er det atter mandag. Ny uge, ny start.

Må i have en hyggelig og afslappet søndag aften.

926b746d-3335-440b-8e18-b6d5fa922926

2 kommentarer

  • Det lyder som en skøn weekend og hvor er han bare en lille godte 🙂
    Kram,

    http://nikkilund.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja det har været en skøn weekend. De fleste weekender fyldes jo ofte med fødselsdage og praktiske gøremål, så det har været dejligt at vi i denne weekend bare har kunne slappe af og lave præcis hvad vi har haft lyst til. Håber også at du har haft en god weekend 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TI OM MIG #3