BOLIG ØNSKELISTE

6 MÅNEDER GAMMEL

Imorgen bliver min søn 6 måneder. Et halvt år.

Selvom det hverken er ét helt år eller rundt, føles det alligevel som en form for milepæl… Én ting er sikkert, det sidste halve år er gået absurd hurtigt, og jeg står med følelsen af, at tiden er som smulret imellem mine fingre.

Selvom jeg nu har båret min mor-titel i et halvt år, tager jeg stadig mig selv i ikke helt at kunne forstå, at jeg rent faktisk er nogen mor, at jeg har en søn, at han virkelig er min. Jeg har sommetider følelsen af, at jeg drømmer. At det ikke kan være virkelighed. Men det er det heldigvis, og det er simpelthen for vildt!

Siden jeg skrev dette indlæg for 1 måned, er der sket utrolig meget. Vores lille menneske udvikler sig med lynets hast. Han giver så meget igen nu. Hans smil er det smukkeste i hele verden. Så ægte og så varmt, og fortsætter helt op i hans store brune øjne ♥

 bdc882f7-2244-4504-8ad3-6b71e4d941d0

Størrelse

Vores lille mand vejer ca. 7100g, og er altså 4,3 kg tungere, end da han blev født. Jeg ved ikke hvor lang han er, og synes ikke helt at jeg selv kan finde ud af at måle ham ordentligt, så det har jeg droppet.

At han vokser og bliver tungere, er noget jeg i den grad kan mærke. Jeg kan særligt mærke det i mine skuldre, min nakke og øvre ryg, som er virkelig spændte og ømme. Jeg havde en tid til massage af netop skuldre, nakke og ryg for 1 uge siden, men efter kun 5-10 minutters massage af mine skuldre, fik jeg det fysisk dårligt. Koldsved, kvalme og svimmelhed. Det skulle efter sigende være en reaktion på, at en masse affaldsstoffer frigives… Så vurderet ud fra den måde min krop reagerede på, er der vist ingen tvivl om, at jeg virkelig har brug for at få løsnet op for alle mine spændinger. Jeg må få bestilt en tid til noget rolig afspændingsmassage, som kan løsne lidt op, inden jeg får en mere hård omgang massage. Hvad har i andre mødre derude gjort for, at bekæmpe ømme jeres spændte skuldre og nakke? Del gerne i kommentarfeltet.

Humør

Han er stadig en meget glad og tilfreds lille dreng, og det er altid en fornøjelse at have ham med på besøg hos familie og venner. Ligesom alle andre, har han også dage som er bedre end andre, men generelt er han glad, tålmodig og mild.

I indlægget da han blev 5 måneder gammel, skrev jeg, at hans humør typisk toppede om morgenen og om formiddagen. Dette har ændret sig, og hans humør er nu mere stabilt gennem hele dagen, og han er oftest i lige så godt humør om eftermiddagen som om morgenen.

Den sidste måneds tid, er han blevet mere selvstændig. Han er blevet virkelig god til, at sidde på sit legetæppe og underholde sig selv og fører ofte lange samtaler med både sig selv og sit legetøj. Kært.

Mad

Den trofaste læser ved, at vores mindste familiemedlem for 1 måned siden, ikke viste nogen særlig interesse i at fylde sin lille mave med andet end mælk fra mig. De trofaste læsere kunne 1,5 uge senere også læse i dette indlæg, at vi monterede bøjlen på hans højstol, og derefter havde succes med, at få ham til at spise det vi serverede for ham, og det skulle vise sig at være det der skulle til. Siden den dag, har han nemlig spist alt vi har serveret for ham. Fantastisk.

Udover modermælk står hans menu lige nu også på hirse/ris-grød, blomkåls/gulerodsmos, jordskokke/æble-mos og fuldkorns speltsgrød. Jeg ammer selvfølgelig stadig en hel del, og han søger stadig mit bryst igennem hele dagen. Fordi der nu går lidt længere tid imellem amningerne ved mit bryst, kan jeg mærke hvor meget han nyder at blive lagt til. Det er helt tydeligt, at han ikke mærker samme form for tryghed når han sidder i sin højstol og får skemad. Jeg er vist ikke den eneste der knus-elsker vores små intime stunder ♥

 Søvn

Ja, hvordan står det egentlig til med den der søvn? Jeg vil sige at det går meget op og ned. Nogle nætter går godt med kun 2 opvågninger, og andre går mindre godt med flere… Nogle nætter er han iøvrigt begyndt at vågne midt om natten og virke frisk og veludhvilet. Så ligger han og pludre, sparker dynen af og klynker lidt. De nætter hvor dette scenarie udspiller sig, er klart de dårligeste. Jeg har prøvet at finde et mønster eller en årsag til hans svingende nattesøvn, men jeg må nok indse, at der hverken er noget mønster eller nogen specifik årsag..

Om dagen sover han fint. Hans lurer om dagen påvirkes meget af hvad vi laver, men han tager typisk sin første og korteste lur 1-1,5 time efter vi er stået op, sin anden lur ved middagstid, og så igen en lur ved 16-17-tiden, inden han falder i søvn til natten omkring kl 19-19:30.

Bevægelse

I indlægget da han fyldte 5 måneder, skrev jeg: “Han elsker at sidde oprejst på sin lille blenumse og kan, hvis han sidder på et blødt underlag fx. på sin dyne eller i sofaen, faktisk sidde et par sekunder til et halvt minut helt selv uden støtte fra os.”. Kun fem dage efter, sad han hele dagen igennem, oprejst helt for sig selv, uden støtte. De sidste tre uger har han derfor, næsten ikke foretaget sig andet, end at sidde stolt og rank på sin lille ble-numse. Sundhedsplejersken siger at han er tideligt på den, og han er stadig den eneste i mødregruppen der kan sidde selv. Hans balance er ihvertfald veludviklet.

I lang tid har han kun kunne vende sig fra mave til ryg, men nu kan han også uden problemer vende sig fra ryg til mave, og gør det helst hver gang vi lægge ham på ryggen. Det betyder også, at vi nu skal være ekstra opmærksomme på hvor vi lægger ham, da han lynhurtigt kan trille ud over fx. sofakanten.

Desuden fandt hans små buttede tæer endelig vej til hans mund igår, så der befinder de sig hver gang han ligger på ryggen.

Udseende

Det er som om, at hans mørkebrune øjne bare bliver dybere og dybere. Hans fødder og håndled er blevet mere buttede, og hans øjenvipper er blevet mørkere og meget lange. Når han sover, falder hans lange mørke vipper så smukt ned over hans bløde kind, hvor jeg virkelig kan beundre dem, hvilket jeg gør i stor stil.

Hans små gummer i munden er stadig blottede uden en eneste tand. Han savler ekstraordinært meget, og har gjort det længe, men der er ingen tænder at se.

Helbred

Han har endnu ikke (syv-ni-tretten), i sit 6 måneders lange (korte) liv, været syg. Det er intet mindre end skønt, og jeg nyder at han hver dag er rask og på toppen, for én eller anden dag vil hans lille krop jo blive ramt af sygdom.

bbe42693-4af8-4db0-a6db-dddca93be66a

I aften får vi et vennepar til mad. De har også en lille dreng, Elliot, på næsten 3,5 måned.

Hvad mon I derude har af planer.. Sofa-slæng, bland-selv slik og X-faktor, eller cocktails og dans hele natten?

Lige gyldigt hvilke planer I har, må I have en skøn fredag & en vidunderlig weekend.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

BOLIG ØNSKELISTE