ET LILLE AFTENSKRIV - OM MAD TIL WILLUM, EN FRYGT, & VORES PLANER I PÅSKEN...

FØDSELSBERETNING, 1. DEL – DA WILLUM KOM TIL VERDEN

Nå.. søde jer

For at være helt ærlig, har jeg været meget i tvivl om, hvorvidt jeg ville dele min fødselsberetning herinde på mit domæne. En fødsel er jo en meget personlig, sårbar, hård og intens oplevelse, så at dele den med jer, er en smule grænseoverskridende.

Ikke desto mindre kan I jo se, at jeg alligevel har valgt at dele den med jer. Én af grundene til det er, at jeg selv både inden jeg blev gravid, men i særdeleshed også imens jeg var gravid, læste rigtig mange fødselsberetninger, hvilket var med til, at gøre mig både klogere og mere afslappet omkring det at skulle føde. Derfor vil jeg gerne bidrage med min egen personlige beretning om, hvordan vores søn kom til verden, med håbet om, at nogen af jer derude kan bruge den til noget.

Jeg har det aller bedst når jeg har kontrollen, og derfor havde jeg også gjort mig mange, virkelig(!) mange forestillinger om, hvordan fødslen skulle forløbe, men da det hele gik i gang, blev ingenting som jeg havde forestillet mig… Min erfaring er, at en fødsel er uforudsigelig og ikke til at planlægge.

Hele min fødselsberetning vil komme i tre, måske fire, dele. Her får i første del. God læselyst! ♥

img_6968

Billedet er taget 5. september 2017 – 5 dage før vores søn meldte sin ankomst.


Terminen hed søndag d. 10. september. Jeg havde den sidste måneds-tid af graviditeten, følt mig ret sikker på, at vores lille søn i min mave, ville melde sin ankomst i terminsweekenden, altså enten fredag d. 8., lørdag d. 9., eller på terminsdagen søndag d. 10. Jeg hverken troede eller håbede på, at jeg ville gå over termin. Mine to nære veninder der netop havde født, var gået henholdsvis 7 dage og 13 dage over deres termin, og ifølge statistikken over førstegangsfødende, burde der være én af os der fødte enten før termin, eller på terminen, hvilket jo så måtte være mig. Kristoffer påstod sammen med alle andre omkring mig, at jeg ville gå over termin, hvilket blot forstærkede mit ønske om, at skæbnen ville mig det præcis modsatte.

Fredag d. 8. september, 2 dage inden termin, kom og gik uden nogen baby. Jeg havde en anderledes følelse i kroppen den fredag. Nok fordi vi gik ind i den weekend, som jeg havde udråbt som fødselsweekend, hvilket jo betød, at hvis jeg fik ret, ville vi blive forældre inden mandag. Jeg var vildt spændt og meget forventningsfuld.

Lørdag d. 9. var vi til morgenmad og fødselsdagsfejring hos min mormor, der fyldte 72 år. Jeg krydsede fingre for, at lillemanden ikke havde planer om, at melde sin ankomst lige præcis denne dag, hvor både min mormor, og iøvrigt også min morfar har fødselsdag. Jeg håbede på, at han ikke skulle dele sin fødselsdag med andre i familien, men istedet kunne få sin dag helt for sig selv.

Da vi kom hjem fra fødselsdag, omkring kl 13, var både Kristoffer og jeg trætte. Vi satte en film på og slappede af i sofaen. Jeg faldt i søvn, men kun en halv times tid, før jeg vågnede igen.

Resten af eftermiddagen og starten af aftenen gik med alt og ingenting. Jeg tænkte for mig selv, at der snart skulle ske noget, hvis jeg skulle nå at føde i denne weekend…

Omkring kl 20 begyndte jeg at mærke lidt muren. Jeg slugte en panodil for at tage det, men uden virkning, tvært imod. Smerterne blev kraftigere, og omkring kl 21.30 kunne jeg fornemme, at de kom og gik i intervaller. Det var små veer. Wow, tænk hvis det ville starte nu… Jeg fortalte Kristoffer, at jeg havde lidt ondt i maven, men skjulte hvor ondt det rent faktisk gjorde, da jeg ikke ville give ham nogle forventninger om noget. Tænk nu hvis det hele gik i sig selv igen… Kl 22.30 kom veerne stadig i intervaller, og de begyndte at bide så meget, at jeg ikke kunne holde ud af, at sidde i sofaen længere, og jeg kunne næsten ikke skjule mine smerter for Kristoffer længere. Jeg gik derfor ud på badeværelset og stillede mig under bruseren. Det varme vand var skønt og en smule smertelindrende. Jeg kunne mærke spændingen stige i min krop. Kunne det virkelig være sandt, at han ville komme ud til os nu… Om 1 times tid ville kalenderen sige d. 10. september, altså terminsdagen, det var jo så perfekt, at jeg nærmest ikke kunne tro det!!

Imens jeg stod under bruseren kom Kristoffer ud på badeværelset. “Øv, jeg håbede ellers at det ville ske i nat” siger han. Jeg smiler til ham og siger “Det tror jeg faktisk også det bliver”. Han bliver vist en smule overrasket. “Mener du det? .. Hvad skal jeg gøre? Hvem skal jeg ringe til?”. Jeg griner.

Kl 23.30 slukkede jeg bruseren, og vi blev enige om, at gå i seng. Hvis vi kunne få noget søvn inden det sådan for alvor startede, ville det nok være en god ide. Det var en meget mærkelig følelse at gå i seng, når man højst sandsynligt er lige ved at gå i fødsel… Kristoffer faldt som altid hurtigt i søvn. Det plejer jeg også at gøre, men den aften kunne jeg overhovedet ikke falde i søvn. Jeg væltede rundt. Vendte mig, drejede mig, fokuserede på min vejrtrækning når der kom en ve, og tvang mine øjne til at være lukkede. Både veerne og den enorme spænding for hvad de næste par timer ville byde på gjorde, at jeg overhovedet ikke kunne finde ro.

Jeg begyndte at tage tid på veerne. Efter at have taget tid i 20-30 minutter tjekkede jeg intervallernes gennemsnit. Veerne varerede i gennemsnit 1:10 minutter, og kom med 3:15 minutters interval. What! Det var jo inden for den grænse som veerne skal være, inden at man ringer til hospitalet. Jeg troede næsten ikke på det og tog tid på dem endnu engang. Denne gang over 10-15 minutter med samme resultat. Jeg kunne ikke holde ud at ligge ned længere, og vælger derfor at gå ind i stuen, hvor jeg tænder fjernsynet for at bryde stilheden, og vandrer derefter rundt i lejligheden.  Jeg sidder lidt på hug, går videre, laver ottetaller med mine hofter og fokuserer på, at slappe af i skuldre, kæber og ansigt når veerne kommer. Til gravidyoga har jeg nemlig fået at vide, at musklerne disse steder er forbundet med musklerne i livmoderen, og når de er afslappede, bliver livmoderen det også.

Kl 01:45 vækkede jeg Kristoffer og bad ham ringe til fødemodtagelsen. Han fortalte om veerne, og jordemoderen i den anden ende af røret, gav os tilbuddet om, at komme ind og blive tjekket eller blive hjemme lidt endnu. Vi valgte det sidste, og aftalte med jordemoderen, at vi ville kom ind når veerne gjorde så ondt, at jeg ikke kunne være derhjemme længere.

Jeg sendte Kristoffer ind for at sove videre, og fortsatte selv min vandretur rundt i lejligheden. Efter kun én times tid, ca. kl. 02.45, havde veerne taget til i styrke, og jeg vækkede Kristoffer, der med det samme ringede til fødemodtagelsen og fortalte, at vi tog hjemmefra. Vi pakkede de sidste ting, kom i noget tøj, og var hurtigt ude af døren. Da vi kom ned på gaden, kunne Kristoffer i kampens hede, ikke huske hvor bilen var parkeret… Derfor gik vi først den ene vej, ingen bil.. Så den anden vej, mmh… Jeg kunne mærke, at jeg blev irriteret på Kristoffer, og han bad mig blive stående mens han fandt bilen.

Kristoffer fandt bilen, og vi kom afsted. Der var næsten ingen biler på vejene. Det passede mig glimrende. På motorvejen blev jeg dårlig pga. veerne, og fortalte lettere panisk til Kristoffer, at jeg skulle kaste op. Kristoffer svingede bilen ind i nødsporet, og jeg nåede lige akkurat at flå døren op, før jeg kastede op. Mens jeg blev færdig, fandt Kristoffer en pose frem fra bagagerummet, som jeg kastede op i resten af vejen frem til hospitalet.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

ET LILLE AFTENSKRIV - OM MAD TIL WILLUM, EN FRYGT, & VORES PLANER I PÅSKEN...