WEEKENDFACTS #7

FØDSELSBERETNING, 2. DEL – DA WILLUM KOM TIL VERDEN

Læs første del af min fødselsberetning her


Kl 03.05 var vi fremme på Herlev hospital. Jordemoderen vi snakkede med i telefonen tog imod os, og vi blev vist ind på en stue i fødemodtagelsen. Jordemoderen mærkede hvor åben jeg var, hvilket desværre ikke var særlig meget. 1-2 cm. Jeg blev skuffet og irriteret.

Jeg fik to elastikbånd om maven, og blev koblet til en skærm, der overvågede både mine veer og babys hjerterytme. Lyden af en ustabil hjerterytme fyldte rummet, og jordemoderen så mistænksom ud. Hun tilkaldte en læge og afmonterede scanneren, for at montere den på ny. Da scanneren igen rørte mit maveskind, hørte vi denne gang en flot hjerterytme, præcis som den har lydt ved samtlige af de scanninger vi har været gennem graviditeten. Jordemoderen grinede, så rolig ud og beroligede os, hvorefter hun over sin radio afmeldte den læge hun netop havde tilkaldt. Jordemoderen gik ud af stuen, med beskeden om at hun ville vende tilbage når hun havde overvåget scanningernes kurver inde fra sit kontor.

På stuen var Kristoffer og jeg spændte men rolige. Jeg koncentrerede mig om veerne, og svarede derfor ikke Kristoffer, der sad og ævlede på en stol ved siden af sengen.

På stuen blev lyden af lillemandens hjerte fortsat slynget ud i rummet, og et lille tal på skærmen viste hele tiden, hvor mange pulsslag hans lille hjerte slog. Vi kunne begge tydeligt høre og se på skærmen, at det lille hjerte skiftevis slog hurtigt, hvorefter det faldt en hel del, og slog meget langsomt. Ingen af os sagde særlig meget. Jeg lå konstant og kiggede på tallet på skærmen der skiftevis faldt og steg. Kristoffer bad mig lade være med at kigge på skærmen. Han kunne vidst tydeligt mærke min bekymring, og var egentlig nok også selv lidt bekymret.

Processed with VSCO with b1 preset

Efter ca. 5 minutter kom jordemoderen tilbage på stuen og fortalte som frygtet, at den svingende hjerterytme altså ikke var helt god. Hun fortalte at hans hjerterytme faldt drastisk efter hver ve, og at det desværre ikke var så godt, når nu fødslen var langt langt fra at være ovre. En anden jordemoder og en læge blev tilkaldt og de blev enige om, at sætte en elektrode på lillemandens hoved, for bedre at kunne følge hans puls. I samme indgreb ville de tage vandet, som endnu ikke var gået. De fortalte at de også ville bruge fostervandet som indikation for, hvordan vores baby havde det inde i maven. Hvis vandet var klart ville de ikke foretage sig noget, udover at forsætte overvågningen af hans hjerterytme. Men var vandet derimod grønt, vil der blive fortaget et kejsersnit. Jeg hæftede mig ikke nærmere ved det sidste scenarie – hørte det nærmest ikke, og blev umiddelbart ikke skræmt, da jeg var overbevist om, at han havde det fint, og at fostervandet selvfølgelig ville være klart…

Jordmoderen hentede nogle lange redskaber og informerede mig om, at indgrebet med elektroden som hun skulle til at foretage, nok ville være ret smertefuldt for mig da min livmoderhals kun var et par centimeter åben. Jeg bliver næsten allerede dårlig ved tanken om mere smerte udover veerne som jeg stadig har, og beder for en sikkerhedsskyld om noget jeg kan kaste op i.

Hun fortalte mig hvordan jeg skulle sprede mine ben, og beder mig tage en dyb indånding og slappe af. Avvvvv for satan!! Hele mit underliv gør ondt. Jeg spænder i hele min krop, og kan næsten ikke være i min krop. Jordemoderen har svært ved at få elektroden sat fast, og smerten fortsatte. Jordemoderen stoppede og fortalte mig, at hun desværre blev nød til at prøve igen. Kristoffer rækkede sin hånd frem, og jeg tog ham i hånden. Jeg tog en dyb indånding og prøvede virkelig at slappe af. Så snart jordemoderen forsøgte igen, blev min krop helt spændt pga. smerten, og jeg klemte Kristoffers hånd mens jeg skreg. Midt i det hele begyndte det at svimle for mine øjne, og jeg får det virkelig dårligt. “Jeg tror jeg besvimer” sagde jeg lavt, hvorefter jeg kastede op.

Det føltes som om, at jordemoderen prøvede at få det til at lykkes i evigheder, og jeg havde på den ene side lyst til at råbe, at hun skulle få sin hånd ud af mig, og at hun måtte droppe det og lade mig fuldstændig være. Og på den anden side, havde jeg lyst til at råbe, at hun fandme måtte  koncentrere sig og tage sig sammen så det kunne lykkes. Jeg vidste jo udemærket godt, at der ingen vej var udenom, og at jeg blev nødt til, at bide smerterne i mig. Det SKULLE bare lykkes…

Kl 03.55: Endelig, fucking endelig lykkedes det at få sat elektroden på hans hoved, og der blev prikket hul på fostervandet, som jeg kunne mærke omsluttede min numse og mine lår. Jeg var lettet over, at det endelig var lykkedes, men min lettelse forsvandt hurtigt, da jeg kiggede ned mellem mine ben og tydeligt kunne se, at fostervandet var mørkegrønt. Et kort sekund var der stille på stuen, indtil fødselslægen for enden af sengen kiggede på Kristoffer og Jeg og sagde “Det bliver et akut kejsersnit, og det vil blive foretaget lige om lidt”.

Alt gik i stå i mit hoved…. Det var som om, at jeg ikke helt kunne forstå hvad fødselslægen netop havde sagt til os. What!? Kejsersnit.. Jamen det var jo overhovedet ikke det jeg, eller vi, havde hverken lyst til eller havde forestillet os, at vores kærlighedsbarn skulle komme ud af min runde mave… Det kunne ikke være sandt. Et kejsersnit havde aldrig været nogen mulighed.. Jeg havde kun forberedt mig på en naturlig, vaginal fødsel. Kejsersnit havde aldrig været noget jeg skulle igennem.. Det var kun noget som andre kvinder fik foretaget. Jeg begyndte at græde og kiggede på Kristoffer, og derefter på lægen. Hendes ansigtsudtryk fik mig til at stoppe min følelsesmæssige reaktion, og jeg begynder at kunne fornemme hvordan fire, måske fem, jordemødre og læger på stuen, hurtigt gik i gang med alt muligt omkring mig. Jeg fik lagt drop i min ene hånd, derefter i den anden hånd, hvor de forsøgte tre gange at ramme min blodåre, men desværre uden held alle tre gange. Derudover fik jeg tilsluttet ilt gennem næsen, og ligner mere en syg kvinde, end en fødende kvinde…

Det gik stille og roligt mere og mere op for mig hvad der skete. Jeg havde lyst til at stortude uden hæmninger, men tanken om, at vores søn ikke havde det godt, gjorde tanken om et akut kejsersnit der ville gøre en ende på det hele, meget mere tiltalende. Desuden gjorde det også det hele lidt nemmere, at vi jo slet ikke havde noget valg. At vores søn kom ud sund og rask til os, var jo selvfølgelig det absolut vigtigeste.

Kristoffer fik udleveret noget blåt tøj som han hurtigt fik bakset på, og jeg blev hurtigt kørt afsted til operationsstuen. Allerede inden vi nåede operationsstuen præsenterede en kvindelig narkoselæge sig for mig, mens vi kørte ude på de brede hospitals gange. Hun forberedte mig på, at jeg ville blive mødt af mange mennesker inde på operationsstuen, og at der ville ske en hel masse meget hurtigt så snart vi var fremme. Jeg nikkede, smilede og prøvede at virke upåvirket af hele situationen, men sandheden var, at jeg stadig var lidt i chok over den drejning som min virkelighed pludselig havde taget. Hele vejen hen til operationsstuen kunne jeg høre, at Kristoffer og vores jordemoder gik bag portøren der kørte min seng. Det gjorde mig rolig at se og høre Kristoffer. Han var nemlig stadig bare Kristoffer som han plejede at være, min Kristoffer. Det var rart ♡

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

WEEKENDFACTS #7