JEG NYDER TID I MIT EGET SELSKAB...

FØDSELSBERETNING, 3. DEL – DA WILLUM KOM TIL VERDEN

Kære læsere.

Her får I tredje og sidste del af min fødselsberetning. God fornøjelse.

Læs første og anden del af min fødselsberetning her og her.


Vi ankom til operationsstuen, og en masse mennesker klædt i blåt tøj præsenterede sig på skift. Jeg prøvede stadig at virke så upåvirket som overhovedet muligt, hvorfor aner jeg ikke.. Kristoffer blev henvist til en stol, og vores jordemoder kom hen til mig. Jeg fik af vide, at jeg skulle have en epiduralblokade, og derfor skulle sætte mig op på briksen, og skyde ryg. Jeg satte mig på kanten og skød ryg så godt jeg overhovedet kunne, mens min jordemoder tog min hånd i sin. Jeg fik det dårligt, og jordemoderen fandt hurtigt en brækpose, som hun holdte foran min mund mens jeg atter kastede op. Imens fortalte narkoselægen, at hun nu vil lægge bedøvelsen i min rygsøjle, og at jeg nok ville kunne mærke et lille stik. Pludselig begyndte jeg at mærke, at der var en ve på vej. “Årh nej der kommer en ve” sagde jeg højt, med hovedet nede i posen med opkast. “Så stikker jeg” sagde narkoselægen, der enten ikke havde hørt min udmelding, eller som hørte den, men valgte at ignorere den… Lige i det øjeblik prøvede jeg at forestille mig selv set udefra; siddende på en sengekant, nøgen fra hoften og ned, skyde ryg, mens jeg kastede op i en pose, med en heftig vejrtrækning for at kunne komme gennem en ve, alt imens en narkoselæge stikkede en lang nål ind i min rygsøjle. Sikke et ynkeligt syn tænkte jeg, og som om at jordemoderen var tankelæser, sagde hun i samme sekund noget i retning af “ej hvor er du bare sej Katrine. Sikke en omgang var?. Du klarer det så flot!”.

I min position på sengekanten sad jeg med front over mod Kristoffer. Imens jeg sad der kiggede jeg kun op på ham en enkelt gang eller to. Han så rolig ud, men jeg forstillede mig hvor voldsomt det hele måtte se ud gennem hans øjne, og jeg forstillede mig også hvordan det måtte være for ham, at opleve mig gå igennem alt dette. Jeg fik virkelig ondt af ham og havde lyst til, at gå over til ham så jeg kunne give ham et kram og et kys. Jeg havde brug for at fortælle ham, at jeg trods omstændighederne havde det godt, og at jeg håbede han havde det lige sådan.

Jeg blev lagt ned på briksen, og mine ben begyndte hurtigt at summe for derefter at sove. Jeg fik lagt et kateder, og mine arme med en masse slanger og ledninger blev lagt ud fra min krop så jeg lå i et T. En af fødselslægerne bad om en status på babys hjerterytme, og jordemoderen fører sin scanner hen på mit maveskind, hvorefter lyden af en meget langsom og sløv rytme fanges. “Er det mor eller baby?” spørger lægen, “baby” svarer jordemoderen, hvorefter lægen råber noget i stil med “Operationen er gået fra en to’er til en et’er. Det skal gå hurtigt!”. Et blåt klæde blev hurtigt sat op foran mit hoved, så jeg ikke kunne se min krop. Jeg kiggede over på Kristoffer, der sad så fint med sin blå hætte på. Han smilede, blinkede med det ene øje og gav mig en trumbs up.

“Vi går i gang” sagde de to kvindelige fødselslæger, hvorefter jeg kunne fornemme deres berøring på min mave.

Kort efter spurgte en af lægerne, om faderen kiggede med. Kristoffer blev dirigeret op ved siden af mit mig så det hele. Selv kunne jeg ingenting se, men jeg iagttog og aflæste Kristoffers ansigtsudtryk. Jeg kunne mærke at der blev trukket i mit maveskind. Jeg holdte vejret. Jeg kunne se at Kristoffer smilede og rummet blev pludselig fyldt af det dejligeste babyskrig kl 04.20. “En lille fin dreng” sagde lægen. Tiden stod for en stund fuldstændig stille. Kristoffer kyssede mig, og et lille ansigt svøbt i et hvidt klæde blev holdt hen foran mit ansigt “Hej mor” sagde jordemoderen. Det første møde med min søn. Hans lille ansigt forsvandt hurtigt igen, med beskeden om, at han lige skulle et smut forbi børnelægen. Kristoffer fulgte efter, mens lægerne gik igang med at sy mig sammen.

30126435_10215280440659498_1235364480_o

I de 1-2 minutter hvor vores søn blev tjekket af børnelægen, med Kristoffer som tilskuer, lå jeg lidt for mig selv. Følelserne og tankerne kørte rundt samtidig med, at alt stod stille. Han var her! Han var her virkelig. Jeg havde lige set ham med mine egne øjne. Han burde jo ligge hos mig nu… Jeg begyndte at få tårer i øjnene. Det var første gang, i mange måneder, at vores kroppe var adskilte, og det føltes ikke rart. Han burde ligge på mit bryst så han kunne se, høre og lugte mig. Kristoffer burde også være ved mig. Vi burde alle tre være tæt på hinanden, så vi kunne se hinanden i øjnene. Vores lille nye familie. Den eneste jeg kunne se, var en mandlig læge, der holdte øje med mit blodtryk osv. han snakkede til mig “Tillykke med ham. Han er godt nok fin” sagde han. “Tak” sagde jeg, og fik endnu flere tårer i øjnene. Jeg ville se ham igen.. Hvor var min søn?

De få minutter, hvor jeg lå der “alene” føles som lang tid, men endelig kunne jeg se Kristoffer ud af min øjenkrog. I sine arme holdte han vores baby, vores søn. Han kiggede smilende og forelsket ned i klædet, og hvisker nogle ting jeg ikke kunne høre. Da han kom tættere på, kiggede han på mig med varme øjne og et stort spil om munden. Han satte sig ved siden af mit hoved, og jordemoderen hjalp med at ligge vores baby på mit bryst, med hans lille ansigt rettet mod mit. “Årh skat” udbrød jeg, og tårerne væltede ud af mine øjne, og trillede ned over mine kinder. Han kiggede intenst på mig med sine store øjne. Kristoffer lagde sit hoved helt ned til mit, og vi iagttog begge forelsket vores nye søn, Willum. Kristoffer og jeg kyssede hinanden. Endelig samlet alle tre. Vores lille familie♥

Da jeg var blevet syet sammen, kom Willum igen over i Kristoffers arme, og en portør kørte min seng hen til opvågningsstuen. Kristoffer, Willum og vores jordemoder fulgte efter. På opvågningsstuen var der helt stille. Vi var de eneste. Dejlig roligt og kun meget lidt belysning. Jordemoderen vejede og målte Willum. 2750g og 48cm lang. Han blev efterfølgende lagt over på mit bare bryst, hud til hud.

30074901_10215280440379491_1383133533_o

Jeg fik øje på et ur der hang på væggen, 05.15. Pludselig føltes det som om, at vi i de sidste timer, havde befundet os i en anden verden, og først nu var vendt tilbage til virkeligheden.

Fra ovenlysvinduerne kunne man fornemme, at det så småt var ved at blive lyst udenfor. Tanken om, at det egentlig var en hel normal søndag morgen for alle andre, var helt surrealistisk. Denne tidlige søndag morgen i september, var alt andet end normal for os ♥

Vi beundrede vores skønne smukke søn. Han var så lille, så fin, så ren og helt perfekt. Endelig var han her, min søn. Vores søn! Spændingen om hvordan han mon ville se ud var udløst. Det var vildt, at det rent faktisk var en ægte levende baby, som var vokset frem inde i min krop. Jeg tænkte på min søstre Sofie og Louise, derefter på min mor, og så min far. Jeg glædede mig allerede til, at de skulle møde ham, og blev meget stolt ved tanken.


Hvis Du har læst med hele vejen fra de første start-veer, til hvor vi lå på opvågningsstuen, så har jeg stor respekt for dig. Tak for at Du læste med!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

JEG NYDER TID I MIT EGET SELSKAB...