VORES WEEKEND...

… EN MEGET SVÆR BESLUTNING OM, AT SKILLE SIG AF MED SIN HUND

Dengang Willum kom til verden, havde vi en hund, Nala. En samojede med det dejligeste sind, det bedste humør og den blødeste hvide pels. Vi fik hende da hun kun var en hvalp på 8 uger, og da vi blev forældre i september sidste år, var hun 2 år gammel.

Vi havde glædet os til, at Nala skulle møde vores lille nye familiemedlem. Samojeder er nemlig kendte for at være de perfekte familiehunde og gode mod børn. Mødet mellem Nala og Willum gik også rigtig fint. Nala var meget interesseret i ham, hun var forsigtig når hun var tæt på ham, og var ellers helt som sig selv. Hendes reaktion kunne ikke være bedre.

De første 2 uger hvor Kristoffer også havde barsel, gik det okay med både at have hund og baby på 4. sal, men da Kristoffers barsel sluttede, og jeg pludselig stod alene i 9-11 timer med et spædbarn og en meget aktiv hund, blev det hele mere kompliceret og krævende….

Når jeg var alene på hjemmefronten oplevede jeg, at der hele tiden var én der krævede min tid, min opmærksomhed og min energi. Hvis ikke Willum skulle skiftes eller ammes, så skulle Nala luftes, leges med eller børstes, hun fyldte en del, og jeg kunne se hvordan hendes ture efterhånden blev kortere og kortere, både midt på dagen af mig, men også om aftenen af Kristoffer. Jeg følte mig ofte splittet, særligt de gange hvor Willum lå og sov her oppe i lejligheden, og Nala skulle ned og tisse og luftes… Jeg følte mig utilstrækkelig, og havde kontant dårlig samvittighed overfor Nala, der ikke fik samme opmærksomhed som før vi blev en familie på tre.

img_7780

Jeg tænkte meget på, om vi mon ikke bare skulle ind i en god rytme. Det burde da kunne fungere på én eller anden måde. Men så kom jeg i tanke om fremtiden, når Willum engang går i institution, og jeg ikke længere er på barsel… Og jeg forstillede mig hvordan Kristoffer inden arbejde, både skulle gå tur med Nala og aflevere Willum i vuggestue, og hvordan jeg efter arbejde først skulle hente Willum fra vuggestue, handle ind på vejen hjem, gå op til 4. sal for at hente Nala, for at gå tur med hende og Willum (der nok er både træt og sulten på det tidspunkt), for derefter igen at skulle gå op til 4. sal, denne gang med både hund i snor og barn på armen, for så at skulle begynde at lave aftensmad, inden Kristoffer kommer hjem fra arbejde.. Når aftensmaden så er spist, opvasken taget og barn (børn) puttet og sofaen kalder, skal Nala have sin aftentur, og jeg tvivler på at to forældre, der begge har været afsted på arbejde, higer efter at tage netop den tjans… Nej, jeg kunne simpelthen ikke se det fungere optimalt i praksis, og jeg indså hvordan både mine egne og Nalas behov, også ud i fremtiden, ville blive nedprioriteret. Det ville ikke være rart for nogen af os.

Jeg tænkte meget på, hvordan andre mon kunne få det til at fungere med både baby, hund, arbejde og andre praktiske gøremål, når nu jeg ikke følte at vi kunne få det til at fungere. Og jeg kom frem til, at man jo ikke altid kan sammenligne sig selv med andre, da vi jo alle har forskellige liv, indretter os forskelligt og prioriterer forskelligt. Om man både han magte en baby, en hund og en travl hverdag, kommer an på mange ting, såsom hunderace, boligfaciliteter, arbejdstider osv.

Vi kunne sagtens have beholdt Nala, men hendes behov ville ikke blive fuldt indfriet, og det syntes jeg ikke man som hundeejer kan være bekendt. Nej, som hundeejer har man et stort ansvar, og hvis ikke man kan leve op til det ansvar, må man hellere indse, at hunden bør bo hos nogle ejere, der kan tilbyde det som den hunderace nu kræver. Min personlige holdning er, at det ikke udelukkende er hunden der skal tilpasse sig sin ejers behov, men at ejeren i den grad også skal tilpasse sig hundens behov.

//

Efter nøje overvejelser tog jeg snakken med Kristoffer, en aften sidst i oktober. Jeg så desværre kun én løsning på det – At finde et andet hjem til hende. Jeg frygtede at fortælle Kristoffer det, da jeg vidste at han var virkelig, virkelig(!) glad for Nala. Han blev som forventet ked af det. Han oplevede ikke det samme problem som jeg, da han jo var på arbejde, der hvor det største problem var, nemlig når jeg var alene med både baby og hund. Alligevel kunne han godt forstå mig, og han indrømmede da også, at han nok ville have det på samme måde som jeg, hvis det var ham der var alene med dem begge så mange timer hver dag.

Et par dage efter vores snak, efter at vi begge havde vænnet os lidt til tanken om at skulle af med Nala, satte vi hende til salg.

Et sødt par fra Jylland forelskede sig hurtigt i hende, præcis ligesom vi selv havde gjort det dengang vi valgte hende. De havde i forvejen en hund af næsten samme race, og boede på et landsted lige op til en stor skov. Det var helt perfekt. Hos dem havde hun altid en legekammerat, en stor indhegnet have, og en stor skov at boltre sig i. Det skulle være dem.

ebrl3700

Det var mærkeligt ikke at have hende i lejligheden mere… Det var hårdt. Meget hårdt. De første to aftener græd vi os begge i søvn. Det lyder nok voldsomt ligefrem at græde, men de af jer som selv har hund, ved hvor meget man knytter sig til de fire-benede væsener, og for os havde Nala nærmest været vores første barn.

Den følgende uge skrev vi med Nalas nye ejere og fik sendt billeder. De var stadig meget glade for hende, og Nala var blevet bedste venner med den anden hund, og elskede den store have. Det gjorde mig glad og bekræftede mig i, at det var den helt rigtige beslutning vi havde truffet.

Om vi skal have hund igen om 5-10 år når vi måske bor i hus og har en have? Det vil jeg ikke afvise. Men nu ved jeg hvad det kræver, og ved derfor også hvad vi går ind til, hvis vi vælger at vores familie atter skal indholde en fire-benet pelset ven.

At skulle af med vores dejlige hund, var den hårdeste og sværeste beslutning nogensinde. Men sommetider er den sværeste beslutning også den rigtige.


Har I selv prøvet af tage en meget svær, men nødvendig beslutning? Har I selv hund? Og kan I forstå mine tanker og overvejelser med hensyn til både at have barn og hund på 4. sal, i en travl hverdag?

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

VORES WEEKEND...