VORES WEEKEND...

… JEG FØLER MIG SOM EN PRIVILIGERET TABER

.. Sikke en overskrift, var? Men ikke desto mindre, sandt.

Det kræver vist en dybere forklaring, og den skal I selvfølgelig få.

Sagen er nemlig den, at et par stykker af mine kære og skønne medmødre fra mødreguppen, er færdige på barsel, og netop er startet på arbejde igen. At mødrene fra min mødregruppe så småt er ved at vende tilbage til det de kom fra før baby, bleer og moderskab, minder mig om den uvished som ligger foran mig, når min barsel officielt er færdig 1. august.. Jeg ved jo stadig ikke hvad jeg skal, og derfor kan jeg sommetider godt føle mig som en uambitiøs taber…

Jeg har længe skubbet tankerne og overvejelserne omkring min fremtid væk. Jeg har brugt min energi på min søn og vores barsel sammen, jeg har levet i nuet, taget én dag ad gangen, uden at spekulere for meget på, hvad der mon skulle komme efter min tilværelse i boblen. Men tiden flyver jo afsted, og snart kan jeg ikke udskyde det længere. Jeg må snart tage en beslutning. Skal jeg læse videre? Skal jeg ud og søge jobs der er relateret til min bachelor? I så fald hvilke jobs? Eller skal jeg tage det roligt og se hvordan fremtiden former sig?

33528413_10215639416393667_5999741164125683712_n

Sagen er jo også den, at min fremtid på en måde også afhænger af, hvornår vores søn får tilbudt en institutionsplads. Vi har ønsket plads til ham fra 1. august, men lige nu står han som nr. 17 til vores første prioritet, og nr. 50 til vores anden prioritet, så en plads pr. 1. august, ser ikke realistisk ud… Jeg har iøvrigt hørt en lille fugl synge om, at vi ikke skal forvente en plads før 1. december, tidligst(!) – Og sådan ser billedet vist ud i nærmest hele Københavnsområdet.

I Frederiksberg kommune som vi jo hører under, er der dog pladsgaranti, hvilket betyder, at vi senest 15. august vil blive tilbudt en institutionsplads, i en hvilken som helst institution som har plads til ham, og altså ikke i én af de institutioner vi har ønsket. Det er selvfølgelig også en mulighed vi kan benytte os af, men det kommer virkelig an på, hvilken institution vi får tilbudt, hvilket leder mig videre til det område, hvor jeg føler mig priviligeret. For hvis man skal se min situation fra et andet perspektiv, så er det jo ret luksus, at der ikke står en arbejdsplads eller et uddannelsessted og venter på mig, som er fuldstændig ligeglad med, hvornår vores søn får plads i én institution som Kristoffer og jeg har det godt med, at skulle sende vores søn afsted i mange timer hver dag.

Jeg føler mig sindsygt priviligeret over, selv at kunne styre min fremtid, og særligt at kunne styre hvornår jeg vil og kan starte på noget, om det så er arbejde eller uddannelse. Økonomisk set kan det nemlig godt køre rundt herhjemme, hvis vi vælger, at jeg skal gå længere tid hjemme med vores søn. Derfor føler jeg mig priviligeret over ikke at have en deadline for, hvornår jeg ikke længere kan holde vores søn hjemme i trygge og kærlige rammer, og jeg ser det som et kæmpe priviligium, at vi ikke er nødsaget til, at takke ja til den første institutionsplads vi får tilbudt, hvis nu det ikke føles rigtigt i vores maver.

 Når man som kvinde kigger på ens tidslinje, og sammenligner det antal år hvor man hhv. er under uddannelse, på barsel og er ude på arbejdsmarkedet, bliver det tydeligt, hvor få år man rent faktisk har på barsel.. Sagt på en anden måde; Der venter mig utrolig mange år på arbejdsmarkedet et sted ude i fremtiden, og derfor bør jeg ikke have så travlt. Jeg skal nok nå det hele, men lige nu skal jeg nyde den helt unikke tid i den søde, og krævende, barselsbobbel sammen med min søn. Denne tid sammen med ham, i denne skønne symbiose, vil jeg aldrig nogensinde få igen. Derfor vil jeg nyde den lidt endnu. Nyde at følge ham i sin udvikling hver eneste dag, og nyde at se ham interagere med jævnaldrene børn når vi er til rytmik, ses med min venindegruppe og deres babyer, eller når vi deltager i kravleklubben her på Frederiksberg der er åben hver tirsdag og torsdag.


Kære medmødre, hvordan ser jeres barsels/arbejds-situation ud? Hvornår skal jeres små mennesker starte i institution? Eller hvornår startede de i institution? Hvordan fik i kabalen til at gå op?  

4 kommentarer

  • Sisse

    Står i præcis samme situation, og har ikke noget job der venter på mig.
    Jeg syns det er så frustrerende, ikke at kunne planlægge noget overhovedet. Har et par løse jobtilbud, men tør simpelthen ikke sige ja, da jeg ikke ved hvornår vi får tilbudt en plads..
    Heldigvis kan man jo få penge for at hjemmepasse i Frederiksberg kommune 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja, det er irriterende ikke at kunne planlægge den nærmeste fremtid, når tingene omkring institution er så uvisse…
      Ja, hjemmepasning er jo også en mulighed, overvejer du det? 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sisse

    Jeg overvejede det en periode, men har hele tiden sagt at det skulle være hendes behov, og ikke mit.. Kan mærke på hende at hun ville ha glæde af at komme ud blandt andre, så derfor har jeg droppet ideen igen.
    Men hvis hun ikke får plads i en institution vi vil ha, gør jeg det nok nogle måneder..
    Hvordan fandt du ud af, hvornår i kan forvente en plads?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Årh ja, det er jo de små menneskers behov der vejer mest, så hvis hun er klar til at komme i institution inden længe, så håber jeg da at i snart for plads til hende 🙂
      En fra min mødregruppe, hvis datter står nogenlunde samme sted som Willum, har for nyligt snakket med pladsanvisningen der fortalte at det havde lange udsigter…. Nu må vi se.

      Knus Katrine

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

VORES WEEKEND...