FEBERBARN MED MELLEMØREBETÆNDELSE

WEEKENDFACTS #18

Glædelig søndag

Hvordan mon I har tilbragt jeres søndag indtil videre. Fødselsdagsfejring? tømmermænd? Kagebagning? Arbejde? eller måske ingenting?

Herhjemme har vi ikke foretaget os det store, udover en rolig gåtur forbi Landbohøjskolens Have, for at se på de farverige blomster, og to kopper kaffe til at trille hjem på. Lige nu slapper vi alle tre af, mens vi ser Bruce Den Almægtige, som jeg har set noget nær en million gange. Men det gør absolut ingenting, da jeg så kan jeg skrive denne uges Weekendfacts, og stadig følge med i filmen, som jeg iøvrigt finder ret underholdende lige gyldigt hvor mange gange jeg ser den.

_____________________________________________________________________________________

Weekendfacts 

1//  I formiddags sov Willum godt og vel 1,5 times lur på sin faders bryst, alt imens faderen selv tog en lige så lang lur. Og netop nu sover han på anden time, endnu en lur på selvsamme brystkasse. Åh altså mit hjerte…

2// Willum er stadig ikke 100% på toppen. Den utålmodige mor her, synes altså at det går lidt for langsomt, og her til morgen fandt vi små røde pletter spredt over det meste af hans krop – Det begynder at ligne symptomer på tredages-feber hvor barnet typisk har høj feber i omkring 3 dage, og efterfølgende får lyserødt udslæt når feberen har lagt sig. Tredages-feber ses kun hos børn i alderen 0,5-3 år, og kan kun fås én gang. Er der nogen af jer der har erfaringer med det? 

3// Vores date-night igår, med middag efterfulgt af OTR II-koncert i Parken, gik heldigvis ret godt, trods et barn der ikke var på toppen. Min mor og lillesøster passede ham hjemme hos os fra 16:45 og indtil 22.00, hvor han ikke længere syntes det var sjovt at være væk fra sine forældre.

I det tidsrum fik Kristoffer og Jeg nydt en lækker middag i ro og mag, bestående af lakse-cerviche til forret, timianstegt oksemørbrad m. pommes puré, brændt fennikel og trøffelfløde til hovedret, og lakrids panna cotta med passionsfrugt coulis og citronmelisse til dessert. Da middagen var færdig fandt vi vores siddepladser på A-tribunen, og nød 1 time og 15 minutters koncert, inden vi atter blev genforenet med vores søn.

4// Jay-Z overraskede mig virkelig igår. Ved ikke hvad jeg havde forventet, men han var virkelig god på den scene, cool og skabte en fest. Beyonce var selvfølgelig genial som altid – Tænk at gennemføre en verdensturné, med sådan et vildt og krævende show, når man samtidig er blevet forældre til tvillinger, for lidt under et år siden! Selvfølgelig har de nogle hjælpende hænder der tager en del af læsset på hjemmefronten, men jeg synes stadig at det er imponerende. Man må sige, at det er en tilværelse der ligger langt fra de flestes..

5// Jeg glæder mig som et lille barn til, at den nye Klovn-sæson ruller over skærmen i sensommeren. Håber ikke at den skuffer.

6// Fra imorgen kommer sommeren for alvor igen, og jeg glæder mig! Det har nu også været meget rart med lidt lavere temperaturer, men nu er jeg igen i humør til den intense sommerhede. Måske der bliver tid til årets første strandtur.

7// Hvis jeg skal være ærlig, er en tur på stranden i Danmark ikke noget der tiltaler mig særlig meget, og slet ikke med en baby… Det virker lidt uoverskueligt og besværligt med alle de ting man skal have med, og alt det sand der kommer ind alle steder, for ikke at tale om en baby der med garanti vil komme sand i munden så snart man kigger væk et split sekund. Måske jeg bare gør det mere besværligt inde i mit hoved, men jeg har samtidig på fornemmelsen af, at jeg rent faktisk har fat i noget.

8// Jeg synes lige pludselig at alle i vores omgangskreds, der har et barn der er jævnaldrene med Willum, har fået institutionsplads i én institution de har ønsket. Hvordan kan det være?? Willum står stadig som nr 16 og nr 48 på venteliste til de to institutioner vi har ønsket.

9// Den havefest vi var til sidste weekend endte i høj musik, en masse Aperol, gamle MGP-klassikere, beerpong, og en masse dans. Det var vildt hyggeligt, og skønt at få danset på den der halvfjollede teenage-måde.

10// Imorges stod jeg op til det lækreste rugbrød fra Lauras Bakery – et brød vi fik af min lillesøster igår, der kom direkte fra sit arbejde inde i torvehallerne. Det smagte fantastisk med en skive økologisk ost og jordbærsyltetøj.

_____________________________________________________________________________________

Læs de sytten forrige weekendfacts her:

  #1, #2, #3, #4, #5, #6, #7, #8, #9, #10, #11, #12, #13, #14, #15, #16, #17

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

FEBERBARN MED MELLEMØREBETÆNDELSE