SEKS (MÅSKE) LIGEGYLIGE FACTS…

Hej søde jer. 

// Jeg kan se i mit kontrolpanel, at I stadig følger godt med herinde. Hvor er det dejligt! Tak. //

Jeg faldt over et sjovt lille indlæg, med seks spørgsmål hos smukke Ane, og tænkte med det samme, at det kunne være sjovt selv at udfylde spørgsmålene. Det er der kommet følgende svar ud af…

_______________________________________________________________________________________

Guilty pleasure//

Det skifter meget, men det sidste lange stykker tid har det været P-tærter fra Carletti, og helst dem med karamel. Har i smagt dem? Hvis ikke, så lad hellere vær, det kan blive farligt i længden. Det pudsige er, at jeg aldrig har brudt mig om dem gennem hele min barndom, men for 1 års tid siden, havde Cecilie aka. Sneglcille en større P-tærte-afhængighed, hvilket fik mig til at give dem en chance, og siden har jeg elsket dem.

Ny obsession i hverdagen//

At drikke et stort glas vand som det første hver morgen, er noget der er blevet ret helligt for mig. Efter en hel nat med fordampning, og uden væskeindtag, hungrer min krop efter at blive hydreret, særligt i disse varme sommernætter. Vandet tager jeg fra hanen istedet for det kolde fra køleskabet, da vandet helst skal være en smule tempereret for, at kroppen ikke får et chok.

Ny fashion-obsession//

Jeg går ikke op i mode, og følger den derfor meget sjældent (læs: aldrig), men jeg har for nylig fået øjnene op for vige bukser. Ikke dem der kun er vige for neden, men dem der er vige hele vejen ned. Jeg har altid bildt mig selv ind, at vige bukser kun klædte høje kvinder, med lange og slanke ben, men forleden dag prøvede jeg min venindes helt nye vige bukser og indså, at de trods mine lave 1,60, faktisk klædte mig ret godt. Derfor rundede jeg, allerede på vejen hjem fra min veninde, en Zara butik hvor jeg købte to par vige bukser med hhv. striber og prikker, og jeg er har næsten levet i dem lige siden.

Jeg kommer aldrig til at spise… //

Østers. Jeg har smagt det to gange, og hver gang har min mave været ved at kaste det den samme vej som hvor det kom fra, og den ene gang jeg fik det, var endda på en michelin-resturant…  Nej, jeg kommer nok aldrig til at forstå, hvordan folk kan finde det lækkert og velsmagende.

Mit yndlingsmusik kommer fra… // 

Phlake, Scarlet Pleasure og Florence and the Machine.

Jeg bliver aldrig god til… //

Der er nok mange ting jeg aldrig bliver god til, men én af de ting er nok, at holde køkkenet rent og ryddeligt mens jeg laver mad. Køkkenet ser altid herrens ud når jeg har lavet mad – Nogen der kan relatere?

 

10 MÅNEDER GAMMEL

I hele bloggens levetid, har jeg hver eneste måned, skrevet et indlæg om vores lille, store Willum. Ved det første indlæg var han 5 måneder gammel, og siden er resten fulgt efter, måned efter måned, helst på hans månedsdag d. 10. og ellers i dagene lige omkring d. 10. i hver måneden. Denne omgang kommer dog en hel uge efter hans månedsdag, grundet en masse personlige forhold, som har krævet min tid og slugt al min energi, men her kommer det – bedre sent end aldrig.

Størrelse

Jeg ved faktisk ikke hvad han vejer – Noget siger mig at han ikke har taget særlig meget på den seneste måned, da han pga. sygdom havde en uge hvor han faktisk kun levede af smoothies og modermælk. Derudover er han så aktiv nu, at han forbrænder en hel del i løbet af dagen. Længdemæssigt er jeg heller ikke opdateret. Der må komme nogle tal når han bliver 11 måneder.

Bevægelse 

Når det kommer til hans bevægelse, er der sket virkelig meget i løbet af den sidste måned. Han er blevet meget stærk, og har fået en helt anden kontrol over sin krop. Nu kravler han ikke kun rundt, men rejser sig også op ad alt. ALT. Stole, borde, støvsugeren, kommoder, sofaen, mine ben, ja alt der lige kan give ham en smule støtte, så han kan stå “høj” og stolt på sine små ben. Da han stadig kun kunne kravle, syntes jeg at han var alle vegne og fik fat i alt muligt, men jeg angrer mine ord, for det er da først nu at han for alvor er alle vegne. Vi kan ikke have noget stående på vores sofabord, da han kan få fat på det hele så snart at stå op ved kanten af det, og forleden dag kom jeg ud på vores badeværelse, hvor jeg blev mødt af synet af et åbent skab, og en baby siddende på gulvet med MIN tandbørste i munden…

Desuden er han stadig meget interesseret i skabe og skuffer der kan åbne og lukke, de virker som en magnet på ham, og han har da også flere gange fået sine små buttede fingre i klemme, til syneladende uden at bliver klogere af den grund. Jep, vi har nok at holde øje med herhjemme.

Inden for den sidste uges tid, er han også begyndt at gå med støtte fra enten et par voksenhænder eller sin gåvogn – Det ene ben foran det andet, mens hans små fødder skiftevis planter sig usikkert frem på gulvet, hvorefter hans lille krop vakler fremad med stor anstrengelse.

Humør

Vores søns humør har været lidt anderledes den sidste måneds tid, anderledes svingende, som jeg ikke mindes at have oplevet det før. Jeg mistænker den enorme udvikling han går igennem for tiden, hvor hans verden udvides mere og mere for hver dag, og hvor han pludselig kan stå op og iagttage verden fra et helt nyt perspektiv. Nogen kalder det tigerspring, men jeg går ikke rigtig ind for tigerspring, da det at putte børn i skemaer, på ingen måde giver mening for mig, i og med at børn er forskellige.

Mad 

Han er et rigtigt madøre, ham min søn. Han spiser glædeligt og med stor interesse, og er altid meget opmærksom og nysgerrig på når nogen omkring ham er igang med at spise. Derfor får han som oftest også lov til at smage, og hvis det er min mad han viser interesse for, ender det ofte med at vi deler, da han ellers bliver meget sur og ked af det. Særligt søde sager såsom is og kage bliver jeg nødt til at dele med ham, da han ellers føler sig snydt og bliver meget ked af det. Jeg ved ikke om det er smart i længden, men lige nu er det meget hyggeligt.

Hans morgengrød er ikke længere hans favoritmåltid, men derimod rugbrødmadder som han glædeligt spiser både morgen, middag og aften, hvis han altså får det tilbudt. Når han får rugbrød spiser han altid op, og spiser altid med stor velbehag. Af pålæg varierer det mellem leverpostej, pesto, makrel (som han er helt vild med), torskerogn og smøreost (som han også er ret begejstret for). Lige i øjeblikket er hans appetit størst til frokost, lidt mindre til morgenmad, og meget lille til aften. Udover rugbrød, er han også helt vild med banan og blåbær. Det ville faktisk ikke undre mig, hvis hans første ord bliver banan.

Udover rigtig mad, bliver han ammet 2-3 gange om dagen.

Helbred

Den faste læser ved, at Willum ikke har været ramt af sygdom – Ihvertfald ikke før han blev 9,5 måned, hvor det ramte. Hårdt. Læs evt mere her. Men kort fortalt: En onsdag eftermiddag blev vores lille søn meget træt, sløv og varm. Han fik feber og blev lagt tidligt i seng. Efter en urolig nat, vågnede vi til en feberfri baby, men sen-eftermiddag sneg feberen sig alligevel ind hos ham, 40,2 og den følgende nat var forfærdelig! Han havde det tydeligvis ikke godt. Kl 01 ringede vi til lægevagten der bad os gå til vores egen læge den følgende dag. Hos lægen, fredag middag, fik han konstateret mellemørebetændelse – En mild mellemørebetændelse, og vi blev sendt hjem med den vurdering, af det ville gå over af sig selv, og at vi kunne holde ham smertedækket med junior panodil.

Lørdag var Willum stadig ikke på toppen, langt fra, han var dog feberfri. Søndag morgen vågnede han med røde pletter på overkrop, arme og i ansigtet, og jeg googlede med det samme. Jeg fandt frem til at det måtte være en omgang tre-dags-feber som  han havde revet sig, ihverfald hvis man skal tro Netdoktor.dk. Symptomerne var klassiske, feber i tre dage, efterfuldt af råde pletter på kroppen. I løbet af søndagen hverken spiste eller drak han noget overhovedet, han sov konstant, og var meget svær at vække. Noget var galt… Vi ringede atter til lægevagten, der søndag aften sendte os til Bispebjerg Akutmodtagelse. På Bispebjerg så, lyttede og mærkede lægen på vores lille dreng, hvorefter han konstaterede at mellemørebetændelsen var forværet, og at den havde spredt sig til en halsbetændelse. Lille stakkel der ikke kan fortælle hvordan han har det. Vi fik udskrevet noget penicillin, og 1,5-2 døgn efter, kunne vi atter begynde at kende vores glade, smilende, aktive og nysgerrige lille søn, som vi sådan havde savnet.

Så altså.. 9,5 måned uden sygdom, efterfulgt af både tre-dags-feber, mellemørebetændelse og halsbetændelse. Nu håber vi ikke, at sygdom trænger sig ind igen lige foreløbig, i så fald, håber jeg at det rammer mig, fremfor Willum.

Søvn 

Som I kan læse i indlægget fra 1 måned siden var vi dengang lige kommet ind i en rigtig god vane, hvor Willum sov mange timer uden afbrydelse på sit eget værelse. Den blev desværre ødelagt da han blev ramt af en omgang tre-dags feber og mellemørebetændelse, hvor han kun ville sove i vores dobbeltseng, helt tæt på mig. Lækkert.

Efter sygdom fuldte det føromtalte tigerspring, som også betød urolig og usammenhængende søvn, der resulterede i en søn der kun sov de første timer fra 19.30-01 i sin egen seng, inden han vågnede og kun kunne falde i søvn, hvis han kom op i vores seng… Oven i sygdom og tigerspring, har solens tidelige færd på himlen, samt de høje temperaturer og varme nætter, været med til at frarøve os alle tre en god og tung nattesøvn. I Willums 9. levemåned, har han aldrig sovet dårligere, og i perioden fra Willum var 9,5-10 måneder, nåede min træthed helt nye højder.

Den sidste uges tid, efter han er fyldt 10 måneder, har heldigvis været anderledes, da han har sovet igennem hver nat indtil klokken 04-05, hvor han bliver ammet, hvorefter han sover videre 1 times tid i vores seng. Det har været vidunderligt. Babysøvn er en mærkelig størrelse.

Funny Facts

I flere måneder har han glemt at han kan klappe, men nu er han kommet i tanke om det igen, så nu mødes de små håndflader atter i et lille og entusiastisk klap.

Han stiller sig som sagt op af alt, og den anden dag gik det desværre galt, da han stod op af vores sofabord og skulle ned og sidde. Da han skulle sætte sig ned glemte han nemlig, at trække hovedet tilbage udover bordpladen, og hamrede derfor sin hage ned i bordet. Han bed sig slemt i tungen, og den ulykkelige gråd kom væltende, sammen med en hel del blod. Simpelthen så synd. Han er alle vegne, ham vores lille mand, og vi prøver at forudse uheldene, men engang imellem kommer han alligevel galt afsted.

Han er blevet nået så kilden, særligt under fødderne, under hagen og på hans mave. Den klukkende babylatter, og de blottede gummer er på ingen måde til at stå for. Mit hjerte hopper og danser.

Han elsker, ELSKER, nøgler. Alle slags nøgler. Og han kan snildt få en halv time til at gå ved blot at sidde eller kravle rundt med et nøglebundt i sine små buttede hænder.

10 måneder er en dejlig, sjov, udviklende, men også hård alder.

________________________________________________________________________________________

Læs de tidligere aldersindlæg:

5 måneder, 6 måneder, 7 måneder, 8 måneder, 9 måneder

 

NÅR LIVET VISER TÆNDER

Hej igen, i mit lille univers.

Følger I mon stadig med derude? Det er nået nær to uger siden, at jeg sidst skrev herinde, og det var bestemt ikke planlagt…

Den sidste uges tid har været én af de hårde. Jeg har ikke lyst til at komme nærmere ind på det, ihvertfald ikke lige i denne omgang, da jeg synes at det er lidt for personligt til at lade det fylde herinde, men helt kort kan jeg sige, at jeg har taget en beslutning som var nødvendig for, at tingene forhåbentlig kan blive bedre fremover.

Jeg har været hele følelsesregisteret igennem, og har både været frustreret, ked af det, såret, skuffet, glad, lettet, forvirret og elsket. Jeg er stadig forvirret og følelsesmæssig påvirket, men jeg føler, at jeg så småt kan begynde at trække vejret helt ned i lungerne igen. Livet er ikke altid for tøsedrenge, og det er jeg lige blevet mindet om.

Den sidste uge er jeg også blevet mindet om hvor søde, betænksomme og støttende mennesker jeg er omgivet af, og jeg føler mig yderst yderst priviligeret. Min familie, barndomsveninder, gamle kollegaer, studieveninder, mødregruppe osv. Jeg har fået tilbudt hjælp, lyttende øre, gode råd og kærlighed i så absurd store mængder, at jeg næsten ikke har kunne rumme det. Tak!

Ingenting er faldet på plads, og mit liv er til dels stadig et kaos, men jeg prøver at få det bedste ud af det. Heldigvis har jeg hele tiden min søn ved min side, og så kan langt det meste være ligegyldigt ♡

Alting skal nok ordne sig. Det gør det altid.

FINE SAGER TIL BØRNEVÆRELSET

Sponsoreret 

Et par stykker af jer har spurgt ind til et indlæg om Willums værelse, som jeg jo har lovet jer flere gange, og det skal nok snart komme. Vi mangler bare stadig at finde den helt rigtige lænestol derind til, og iøvrigt også en sød højdemåler, og så snart det er i hus, så følger indlægget.

Normalt er jeg typen der gerne vil have alt på plads lige med det samme – er ikke god til når ting eller processer trækkes i langdrag, ligesom det har været med indretningen af Willums værelse, men på flere måder har det været meget hyggeligt at se børneværelset tage form lidt efter lidt. En anden fordel ved at det har taget lidt længere tid er, at vi har haft tid til at se de første møbler i rummet, og ud fra det, kunne vurdere hvad der ville passe ind i forhold til både funktion, farve og størrelse. Jeg havde f.eks. udset mig denne lænestol fra start, men efter at have placeret seng, kommode og hylder, blev jeg i tvivl om hvorvidt det lige præcis var den lænestol der var den rette til værelset.

//

Som jeg teasede om i dette indlæg, har vi modtaget nogle virkelig fine ting til Willums værelse fra Villavejen. Kender I dem? Hvis ikke, så er deres hjemmeside og også deres instagramprofil et besøg værd. Deres fine træprodukter er danskproduceret og af høj kvalitet, og deres sortiment rummer både vægure, knager, vægdekoration, spejle og lamper. Desuden laves flere af deres produkter på bestilling, således at man kan gøre det personligt med navn, dato eller andet, hvilket jeg synes er noget så sødt.

På Willums værelse hænger:

Batman navneskilt til døren 

Design Plader med Willums fødselsdag, fødselsvægt, stjernetegn mm.

Tal fra 1-10

Luftballon vægur

WEEKENDFACTS #19

Glædelig søndag, kære jer.

Har I en varm kop kaffe foran jer, eller måske i hånden? Herhjemme har vi været oppe siden 05.20, så jeg har allerede drukket to kopper, og viseren har først lige rundet 10-tallet..

Det er som om, at den sidste 1,5 uge har været anderledes – Vi har haft en masse at se til, en masse aftaler, hyggelige aftaler vel og mærke. Gæster til middag en torsdag aften, årets koncert sidste lørdag i Telia-parken, studentergilde i Dragør i tirsdags, en spontan tur i sommerhus hvor vi var onsdag, torsdag og fredag, middag hos mine svigerforældre fredag aften, og en familietur til Helsingør hele dagen igår. Vi har virkelig hygget os og nydt en masse tid sammen i vores lille hjemmelavede trekløver, men selvom at alt er foregået i et behageligt barselstempo, kan jeg mærke, at jeg glæder mig til imorgen mandag, hvor en ny uge, uden de helt store aftaler starter.

Men inden vi byder en ny og frisk uge velkommen skal I, traditionen tro, have ti nye weekendfacts.

________________________________________________________________________________________

10 weekendfacts 

1// Igår brugte vi, Kristoffer, Willum og undertegnede, hele dagen i Helsingør. Det var så hyggeligt, med en to-go kaffe i hånden, at slentre op ad gågaden og ned af de smalle brostenbelagte sideveje, der tog én tilbage i tiden. Jeg faldt over den mest charmerende børnetøjbutik hvor jeg købte et par små fine blå-ternede blommers til Willum, som butiksejeren selv havde syet. Vi var også forbi Kronborg Slot, inden vi besøgte Væftets Madmarked, hvor vi delte en omgang fish’n’chips. Min første nogensinde. Det smagte virkelig godt, og var både fedtet og saltet, ligesom det skal være.

2// Efter denne omgang har Willum været på penicillin de sidste 6 dage, og får sidste omgang idag, hvilket betyder at han igen er helt på toppen. Endelig. Hver gang jeg har skulle give ham penicillinen har alt strittet på mig… Jeg vil gerne, så vidt muligt, skåne min søns lille rene krop for alverdens lægemidler, såvel som pesticider, hormonforstyrrende stoffer osv. Men selvfølgelig skulle han have penicillin mod hans mellemørebetændelse, det var der slet ingen tvivl om. Jeg er jo heller ikke interesseret i, at han har ondt.

3// Ovenpå sygdom hos familiens mindste, er både søvnrutiner og uafbrudt søvn, som vi ellers lige havde vænnet os til, røget i vasken, og det føles næsten som om at vi er startet forfra.. Okay ikke helt forfra, men vi er ihvertfald sat nogle levels tilbage. Øv.

4// Hvis jeg måtte vælge mellem at bo tæt på skov eller hav, ville jeg uden tvivl vælge hav. Jeg har en drøm om en skønne dag, at bo helt ud til vandet. Hvad siger I? Skov eller hav?

5// Stort tillykke til alle årets nye studenter. Jeg blev selv student i 2012, altså for 6 år siden, og jeg kan dårligt huske vores vogntur.. Jeg husker brudstykker fra dagen, men det er som om at dagen bare gik usandsynlig hurtigt…

6// Jeg prøver at drikke en masse vand gennem hele dagen, minimum 2 liter, og det går nogenlunde. Ulempen ved det er, at man konstant skal tisse.

7// Det fantastiske sommervejr som Danmark byder på, betyder at vores sommerplanlægning ser ud til at være en genial ide. Vi bliver nemlig hjemme i Danmark hele juli og august, og rejser først sydpå til september. Når sommeren er over Danmark, er det bare med at nyde det, så det vil vi gøre.

8// Tromlen i vores vaskemaskine er de sidste måneder blevet løs hvilket betyder, at den virkelig larmer under centrifugering. Vi burde måske skifte den, men den fungerer jo ellers upåklageligt, og vores vasketøj bliver rent. Vores underboer har endnu ikke brokket sig over larmen, så vi beholder den nok lidt endnu.

9// Jeg er mere end taknemmelig for, at Kristoffer og jeg ikke er aktive på det danske boligmarked i disse år. Det er jo helt sindsygt. Grådigt, utaknemmeligt og i mange tilfælde også uretfærdigt, og det har det efterhånden været i flere år. Vi priser os begge lykkelige for, at vi bor i en dejlig lejlighed med en perfekt beliggenhed, hvor vi pladsmæssigt kan blive boende de næste 4-5 år. Til alle dem der er på boligjagt i storbyen – I har min dybeste respekt, særligt de unge mennesker der først nu er på vej ud på det ubarmhjertige boligmarked.

10// Når vi på et tidspunkt bliver nødt til at skifte vores hjem her på 4. sal ud, bliver det nok til et hus. Den geografiske placering er vi ikke 100% enige om, men umiddelbart ender vi nok enten i Dragør, et sted nord for København, eller måske Amager. Vi må se hvad der er muligt til den tid.

________________________________________________________________________________________

Læs de atten forrige weekendfacts her:

  #1, #2, #3, #4, #5, #6, #7, #8, #9, #10, #11, #12, #13, #14, #15, #16, #17, #18