Jeg er jo egentlig stoppet med at skrive herinde på mit lille blogdomæne. Det er bare sket helt naturligt, da lysten ikke rigtig har været gennemtrængende, og da Willum har nået en alder, hvor der ikke efterlades mange rolige stunder, med tid til meget andet end praktiske gøremål. Sådan er det bare at have en nu 11 måneders gammel baby hjemme 24/7, der fysisk kan mere og mere for hver dag der går, hvilket kræver at moderen her hele tiden er opmærksom og klar til at gribe ind, hvis behovet melder sig, hvilket iøvrigt sker ofte.

Trods ovenstående, og den kendsgerning at jeg ikke længere skriver herinde, synes jeg alligevel at jeg vil fortsætte den månedlige tradition, hvor jeg ved min søns månedsdag skriver et indlæg om hvor han er rent størrelsesmæssigt, bevægelsesmæssigt, madmæssigt osv. Jeg gør det egentlig ikke for jeres skyld, overhovedet, men for min egen og Willums skyld, da jeg forestiller mig at det er sjovt at kunne læse om nogle år. Jeg har ikke planer om at fortsætte særlig længe, måske bare indtil næste måned hvor han bliver 1 år, og derefter kan det være, at jeg skriver et opdateret indlæg hver tredje måned’ish.

Størrelse

Helt kort – Ca. 8,8kg tung og 73cm lang.

Bevægelse

Han sidder aldrig stille. Aldrig. Bortset fra når han sidder i sin højstol og spise mad, hvor han af gode grunde ikke kan komme ret langt. Bøger fra reolen bliver konstant revet ned, fjernbetjeningen bliver suttet på, skydedørene på vores store klædeskab bliver skubbet først den ene vej, derefter den anden vej, vores Y-stole om vores spisebord skubbes rundt i hele stuen og står pludselig i det fjerneste hjørne, og ditto med hans Nomi højstol. Shit altså.

Det er krævende at have en baby på 11 måneder, og derfor bliver tiden mens han sover lur i løbet af dagen også stor-nydt. Forstå mig ret, selvom det er hårdt og krævende på mange måder, er det samtidig også dobbelt så sjovt, fantastisk og fascinerende, for i denne alder er Willum også begyndt at forstå meget mere, han er begyndt at være humoristisk og lave sjov, og er 100% bevidst når han gør det. Derudover er han blevet mere kærlig, han er begyndt selv at opsøge nærkontakt og kravler selv hen på mit skød for at putte og kramme – Hvilket er noget af det sødeste hvis i spørger mig.

Han er blevet virkelig hurtigt til at kravle, og er over alle bjerge inden man når at blinke. Han stiller sig stadig op af alt, og går langs alt han kan støtte sig op ad, og lige præcis idag er han faktisk begyndt at vandre frem og tilbage i min mors stue, med en gåvogn skubbende foran sig. Han har efterhånden fået god kontrol over kunsten at gå, og kan sagtens styre gåvognens hastighed, således at det passer til han tempo og humør. Nu mangler han bare at lære at dreje vognen så ikke han hele tiden har brug for at en voksen kommer og vender den den modsatte retning hver gang han rammer en væg eller et møbel.

De seneste 14 dages tid er han også begyndt at udforske sin balance når han står op, og slipper ofte det han ellers har rejst sig op ad, således at han i et par sekunder står og balancerer på sine små usikre ben, for derefter at lande med en bump på sin blenumse, når balancen ikke længere kan holdes. Jo, der sker altså virkelig meget når det kommer til vores lille mands bevægelse og kropskontrol, som han hele tiden øver og udforsker.

Humør

Han er glad, tilfreds og i godt humør 90% af tiden, hvilket er vidunderligt.

Han er lattermild, og er blevet meget humoristisk i løbet af den sidste måned, hvilket virkelig er både sjovt og dejligt, og som giver én så meget igen. Ligesom alle andre har han også gode og dårlige dage. Dage hvor der nogle gange skal lidt mindre til, for at gøre ham ked af det, dage hvor han er kluntet og falder meget let, og dage hvor han har lidt ekstra brug for sin mor og hendes kærlighed. På samme måde har han også dage, hvor han er belastende og krævende – de dage kan godt trække tænder ud… De dage hvor han er lidt ekstra krævende, tager jeg mig selv i at have ham hængende på hoften, alt imens jeg pakker pusletasken, børster tænder på både ham og jeg, smører madpakke og lægger make-up, fordi vi skal ud af døren og han bliver hysterisk hver gang jeg bare tænker på at sætte ham fra mig et sted på gulvet. På de krævende dage tager jeg mig selv i, at give ham lov til at hive den ene meter toiletpapir af rullen efter den anden, bare for at få 5 mintters ro til at nyde min kaffe. Hvilket iøvrigt ikke er noget jeg er særlig stolt af, men nogen gange går man bare efter “What ever works”-metoden.

Mad

Han elsker mad, og spiser for det meste alt hvad han kan komme i nærheden af, og det inkluderer også andres mad, som kommer inden for hans rækkevide. Han er meget begejstret for rugbrød, banan, kammerjunker og bær, på nær hindbær, hvilket overhovedet ikke giver mening for mig.

Han er igen blevet glad for sin havregrød om morgenen, som han får omkring 06.30. Et par timer senere får han enten en halv banan, en skive mørkt rugbrød med smør og syltetøj, eller en frugtsmoothie hvis ikke han virker så sulten. Til frokost får han altid en skive rugbrød med pålæg, og noget frugt eller nogle grønsager til. I løbet af eftermiddagen får han lidt forskelligt alt afhængig af hvad vi laver, hvad vi har, og hvor stor en appetit han har. Til aften får han enten det samme som os, eller rugbrød med pålæg med lidt grønsager til. Når han spiser, spiser han med lyd på, hver gang, uden undtagelse. Lyden er en blanding mellem knirken og mumlen. Det er så sjovt, og mange kommenterer på det.

I forhold til amningen bliver han kun ammet én gang om dagen nu, nemlig tidligt hver morgen, inden vi sådan rigtig vågner. Det er så hyggeligt, og passer helt perfekt for mig, da det betyder at han nu kan passes på alle tider af døgnet, og i princippet også kan blive puttet af andre, hvilket vi dog endnu ikke har haft behov for. Nedtrapningen af amninger har 100% været styret af Willum, han har ganske enkelt søgt brystet mindre og mindre i løbet af de sidste 4-5 måneder, og på den måde er det gået fra seks amninger i døgnet, til nu kun én enkelt gang. For mig har nedtrapningen været meget passende, og det lader til at det også har været helt naturligt for Willum. Jeg kunne dog godt forestille mig, at amningen hver morgen er én der vil holde ved det næste stykke tid. Hvis det er tilfældet, er det for mit vedkommende helt i orden, da jeg på denne måde stadig føler at mine bryster atter er mine egne, og ikke blot er mælkedepot for min søn.

Søvn

Han sover fint, ham min søn. Han sover typisk en kort lur om morgenen/formiddagen, alt efter hvornår han er stået op, og en længere lur efter frokost. Nogle dage tager han også en kort lur om eftermiddagen, men det afhænger af hvor lang en lur han har taget efter frokost, og også hvad vi ellers foretager os om eftermiddagen. Imellem 19-20 bliver han puttet til natten, og starter dagen mellem 05.30 og 06.30, typisk efter en nat med en lille smule natteroderi.

Helbred

Siden den helt store beretning omkring hans helbred sidste gang, er der heldigvis ikke det store at berette om denne måned. Ikke andet udover en omgang forkølelse, der ramte både ham og jeg, men som han var ovre efter 3-4 dage – så alt er godt.

Han elsker…

… at putte. Han er den største puttetrold og har faktisk altid været det. Mine veninder er meget misundelige over, at han gider ligge og slappe af, og også falder i søvn i mine arme og på mit bryst, da deres jævnaldrene piger, overhovedet ikke gider al den kropskontakt. Derfor føler jeg mig også meget taknemmelig over, at Willum så gerne ønsker kropskontakt, og heldig over at han selv opsøger det. Min lille puttetrold.

… at lege fangeleg, hvor jeg eller en anden kravler efter ham. Han bliver helt ekstatisk og fremstammer den sødeste babylatter.

… fortsat nøgler. Hold nu op det er bare det fedeste legetøj, og med et sæt nøgler i hånden, kan han virkelig underholde sig selv i lang tid.

… at lege titte-bøh, og aller helst hvor han selv tager sine små babyhænder op foran sine øjne, for derefter at fjerne dem i takt med et “bøøøøh”.

… at være i bad. Det har han faktisk været meget begejstret for helt fra starten af, men lige i øjeblikket, hvor det er så sindsygt varmt, knus-elsker han virkelig at komme i bad, og bliver ofte ret utilfreds når han bliver taget op, eller når bruseren bliver slukket.

… smoothieposer. Wauw! Han kunne snildt kværne flere tons. Hver gang han bare ser skyggen af en smoothiepose kører både ben og arme på ham, og hvis ikke han får den stukket i hånden så snart han har set den, bliver han sur og hysterisk. Det betyder også, at i så fald det ikke er planen at han skal have én, skal jeg gemme dem, og forsøge at komme dem i min taske uden at han ser dem. Desuden skal de ligge nederst i min taske, så ikke han ser dem.