ET ÆRLIGT INDLÆG OM MINE TANKER & FØLELSER EFTER FØDSLEN…

Jeg lover jer, at dette bliver det sidste indlæg vedrørende Willums fødsel. I har simpelthen bare taget så godt imod min fødselsberetning, at jeg lige vil slå en lille, meget ærlig, sløjfe på fødselshistorien.

Læs min beretning her, her og her.

551dc66a-c9af-40b7-a1ae-365be485671f

Fødslen gik jo på ingen måder som forventet.. og det hele var en meget overvældende og hård oplevelse, som jeg skulle bruge lang tid på at bearbejde. De første mange gange jeg skulle fortælle om fødslen til familie og venner, brød jeg ud i gråd. Tårerne kunne jeg ikke holde tilbage, da jeg hver gang jeg fortalte om fødslen, blev mindet om hvor kritisk situationen egentlig havde været, og hvor godt det var, at lægerne og vores jordemoder havde handlet hurtigt.

At det endte så kritisk i et akut kejsersnit, havde jeg i lang tid svært ved at forlige mig med… Jeg var hamrende ærgerlig og følte mig snydt over, ikke at have fået lov til at føde vores søn ved hjælp af mine egne kræfter. Det var jo sådan det skulle have været, og jeg havde sådan glædet mig til at skulle opleve det, og ikke mindst føle den forløsning og stolthed over min præstation når det hele var overstået.

Sådan blev det ikke. Og dagene på barselsgangen med smerter i arret, problemer med at komme op ad sengen, og smertefulde efterveer, var virkelig heller ikke som jeg havde forestillet mig at det ville være…. Men efterhånden som jeg fik hele oplevelsen mere på afstand, og jeg fik fortalt om fødslen igen og igen, samtidig med at jeg fik delt mine tanker og følelser med min sundhedsplejerske, begyndte jeg stille og roligt at acceptere hele forløbet.

Jeg er stadig hamrende ærgerlig over, at jeg ikke fik en helt naturlig vaginal fødsel som jeg havde drømt om, men det aller vigtigeste var jo, at vores søn kom til verden sund og rask. Trods den hårde fødsel, scorede han meget overraskende 10 ud af 10 i apgar-score, hvilket gjorde mig meget lykkelig da jeg, ligesom alle andre forældre, ønskede at han fik den bedste og mest stabile start på livet som overhovedet muligt.

Kærligheden til min søn, og lettelsen over at det hele endte godt og lykkeligt, kan på ingen måder beskrives. Kristoffer og jeg nyder vores søn hver evig eneste dag, og så kan det være lige meget hvordan han kom til verden, for det vigtigeste er, at han kom, og at han har det godt ♡

Jeg har i sandhed fundet ud af, at det ikke er alt som kan planlægges, og at ikke alt går som man havde håbet på. Sommetider sker der ting som man på ingen måde er herre over, og måske det også er meget sundt, ikke altid at kunne have kontrollen.

FØDSELSBERETNING, 3. DEL – DA WILLUM KOM TIL VERDEN

Kære læsere.

Her får I tredje og sidste del af min fødselsberetning. God fornøjelse.

Læs første og anden del af min fødselsberetning her og her.


Vi ankom til operationsstuen, og en masse mennesker klædt i blåt tøj præsenterede sig på skift. Jeg prøvede stadig at virke så upåvirket som overhovedet muligt, hvorfor aner jeg ikke.. Kristoffer blev henvist til en stol, og vores jordemoder kom hen til mig. Jeg fik af vide, at jeg skulle have en epiduralblokade, og derfor skulle sætte mig op på briksen, og skyde ryg. Jeg satte mig på kanten og skød ryg så godt jeg overhovedet kunne, mens min jordemoder tog min hånd i sin. Jeg fik det dårligt, og jordemoderen fandt hurtigt en brækpose, som hun holdte foran min mund mens jeg atter kastede op. Imens fortalte narkoselægen, at hun nu vil lægge bedøvelsen i min rygsøjle, og at jeg nok ville kunne mærke et lille stik. Pludselig begyndte jeg at mærke, at der var en ve på vej. “Årh nej der kommer en ve” sagde jeg højt, med hovedet nede i posen med opkast. “Så stikker jeg” sagde narkoselægen, der enten ikke havde hørt min udmelding, eller som hørte den, men valgte at ignorere den… Lige i det øjeblik prøvede jeg at forestille mig selv set udefra; siddende på en sengekant, nøgen fra hoften og ned, skyde ryg, mens jeg kastede op i en pose, med en heftig vejrtrækning for at kunne komme gennem en ve, alt imens en narkoselæge stikkede en lang nål ind i min rygsøjle. Sikke et ynkeligt syn tænkte jeg, og som om at jordemoderen var tankelæser, sagde hun i samme sekund noget i retning af “ej hvor er du bare sej Katrine. Sikke en omgang var?. Du klarer det så flot!”.

I min position på sengekanten sad jeg med front over mod Kristoffer. Imens jeg sad der kiggede jeg kun op på ham en enkelt gang eller to. Han så rolig ud, men jeg forstillede mig hvor voldsomt det hele måtte se ud gennem hans øjne, og jeg forstillede mig også hvordan det måtte være for ham, at opleve mig gå igennem alt dette. Jeg fik virkelig ondt af ham og havde lyst til, at gå over til ham så jeg kunne give ham et kram og et kys. Jeg havde brug for at fortælle ham, at jeg trods omstændighederne havde det godt, og at jeg håbede han havde det lige sådan.

Jeg blev lagt ned på briksen, og mine ben begyndte hurtigt at summe for derefter at sove. Jeg fik lagt et kateder, og mine arme med en masse slanger og ledninger blev lagt ud fra min krop så jeg lå i et T. En af fødselslægerne bad om en status på babys hjerterytme, og jordemoderen fører sin scanner hen på mit maveskind, hvorefter lyden af en meget langsom og sløv rytme fanges. “Er det mor eller baby?” spørger lægen, “baby” svarer jordemoderen, hvorefter lægen råber noget i stil med “Operationen er gået fra en to’er til en et’er. Det skal gå hurtigt!”. Et blåt klæde blev hurtigt sat op foran mit hoved, så jeg ikke kunne se min krop. Jeg kiggede over på Kristoffer, der sad så fint med sin blå hætte på. Han smilede, blinkede med det ene øje og gav mig en trumbs up.

“Vi går i gang” sagde de to kvindelige fødselslæger, hvorefter jeg kunne fornemme deres berøring på min mave.

Kort efter spurgte en af lægerne, om faderen kiggede med. Kristoffer blev dirigeret op ved siden af mit mig så det hele. Selv kunne jeg ingenting se, men jeg iagttog og aflæste Kristoffers ansigtsudtryk. Jeg kunne mærke at der blev trukket i mit maveskind. Jeg holdte vejret. Jeg kunne se at Kristoffer smilede og rummet blev pludselig fyldt af det dejligeste babyskrig kl 04.20. “En lille fin dreng” sagde lægen. Tiden stod for en stund fuldstændig stille. Kristoffer kyssede mig, og et lille ansigt svøbt i et hvidt klæde blev holdt hen foran mit ansigt “Hej mor” sagde jordemoderen. Det første møde med min søn. Hans lille ansigt forsvandt hurtigt igen, med beskeden om, at han lige skulle et smut forbi børnelægen. Kristoffer fulgte efter, mens lægerne gik igang med at sy mig sammen.

30126435_10215280440659498_1235364480_o

I de 1-2 minutter hvor vores søn blev tjekket af børnelægen, med Kristoffer som tilskuer, lå jeg lidt for mig selv. Følelserne og tankerne kørte rundt samtidig med, at alt stod stille. Han var her! Han var her virkelig. Jeg havde lige set ham med mine egne øjne. Han burde jo ligge hos mig nu… Jeg begyndte at få tårer i øjnene. Det var første gang, i mange måneder, at vores kroppe var adskilte, og det føltes ikke rart. Han burde ligge på mit bryst så han kunne se, høre og lugte mig. Kristoffer burde også være ved mig. Vi burde alle tre være tæt på hinanden, så vi kunne se hinanden i øjnene. Vores lille nye familie. Den eneste jeg kunne se, var en mandlig læge, der holdte øje med mit blodtryk osv. han snakkede til mig “Tillykke med ham. Han er godt nok fin” sagde han. “Tak” sagde jeg, og fik endnu flere tårer i øjnene. Jeg ville se ham igen.. Hvor var min søn?

De få minutter, hvor jeg lå der “alene” føles som lang tid, men endelig kunne jeg se Kristoffer ud af min øjenkrog. I sine arme holdte han vores baby, vores søn. Han kiggede smilende og forelsket ned i klædet, og hvisker nogle ting jeg ikke kunne høre. Da han kom tættere på, kiggede han på mig med varme øjne og et stort spil om munden. Han satte sig ved siden af mit hoved, og jordemoderen hjalp med at ligge vores baby på mit bryst, med hans lille ansigt rettet mod mit. “Årh skat” udbrød jeg, og tårerne væltede ud af mine øjne, og trillede ned over mine kinder. Han kiggede intenst på mig med sine store øjne. Kristoffer lagde sit hoved helt ned til mit, og vi iagttog begge forelsket vores nye søn, Willum. Kristoffer og jeg kyssede hinanden. Endelig samlet alle tre. Vores lille familie♥

Da jeg var blevet syet sammen, kom Willum igen over i Kristoffers arme, og en portør kørte min seng hen til opvågningsstuen. Kristoffer, Willum og vores jordemoder fulgte efter. På opvågningsstuen var der helt stille. Vi var de eneste. Dejlig roligt og kun meget lidt belysning. Jordemoderen vejede og målte Willum. 2750g og 48cm lang. Han blev efterfølgende lagt over på mit bare bryst, hud til hud.

30074901_10215280440379491_1383133533_o

Jeg fik øje på et ur der hang på væggen, 05.15. Pludselig føltes det som om, at vi i de sidste timer, havde befundet os i en anden verden, og først nu var vendt tilbage til virkeligheden.

Fra ovenlysvinduerne kunne man fornemme, at det så småt var ved at blive lyst udenfor. Tanken om, at det egentlig var en hel normal søndag morgen for alle andre, var helt surrealistisk. Denne tidlige søndag morgen i september, var alt andet end normal for os ♥

Vi beundrede vores skønne smukke søn. Han var så lille, så fin, så ren og helt perfekt. Endelig var han her, min søn. Vores søn! Spændingen om hvordan han mon ville se ud var udløst. Det var vildt, at det rent faktisk var en ægte levende baby, som var vokset frem inde i min krop. Jeg tænkte på min søstre Sofie og Louise, derefter på min mor, og så min far. Jeg glædede mig allerede til, at de skulle møde ham, og blev meget stolt ved tanken.


Hvis Du har læst med hele vejen fra de første start-veer, til hvor vi lå på opvågningsstuen, så har jeg stor respekt for dig. Tak for at Du læste med!

FØDSELSBERETNING, 2. DEL – DA WILLUM KOM TIL VERDEN

Læs første del af min fødselsberetning her


Kl 03.05 var vi fremme på Herlev hospital. Jordemoderen vi snakkede med i telefonen tog imod os, og vi blev vist ind på en stue i fødemodtagelsen. Jordemoderen mærkede hvor åben jeg var, hvilket desværre ikke var særlig meget. 1-2 cm. Jeg blev skuffet og irriteret.

Jeg fik to elastikbånd om maven, og blev koblet til en skærm, der overvågede både mine veer og babys hjerterytme. Lyden af en ustabil hjerterytme fyldte rummet, og jordemoderen så mistænksom ud. Hun tilkaldte en læge og afmonterede scanneren, for at montere den på ny. Da scanneren igen rørte mit maveskind, hørte vi denne gang en flot hjerterytme, præcis som den har lydt ved samtlige af de scanninger vi har været gennem graviditeten. Jordemoderen grinede, så rolig ud og beroligede os, hvorefter hun over sin radio afmeldte den læge hun netop havde tilkaldt. Jordemoderen gik ud af stuen, med beskeden om at hun ville vende tilbage når hun havde overvåget scanningernes kurver inde fra sit kontor.

På stuen var Kristoffer og jeg spændte men rolige. Jeg koncentrerede mig om veerne, og svarede derfor ikke Kristoffer, der sad og ævlede på en stol ved siden af sengen.

På stuen blev lyden af lillemandens hjerte fortsat slynget ud i rummet, og et lille tal på skærmen viste hele tiden, hvor mange pulsslag hans lille hjerte slog. Vi kunne begge tydeligt høre og se på skærmen, at det lille hjerte skiftevis slog hurtigt, hvorefter det faldt en hel del, og slog meget langsomt. Ingen af os sagde særlig meget. Jeg lå konstant og kiggede på tallet på skærmen der skiftevis faldt og steg. Kristoffer bad mig lade være med at kigge på skærmen. Han kunne vidst tydeligt mærke min bekymring, og var egentlig nok også selv lidt bekymret.

Processed with VSCO with b1 preset

Efter ca. 5 minutter kom jordemoderen tilbage på stuen og fortalte som frygtet, at den svingende hjerterytme altså ikke var helt god. Hun fortalte at hans hjerterytme faldt drastisk efter hver ve, og at det desværre ikke var så godt, når nu fødslen var langt langt fra at være ovre. En anden jordemoder og en læge blev tilkaldt og de blev enige om, at sætte en elektrode på lillemandens hoved, for bedre at kunne følge hans puls. I samme indgreb ville de tage vandet, som endnu ikke var gået. De fortalte at de også ville bruge fostervandet som indikation for, hvordan vores baby havde det inde i maven. Hvis vandet var klart ville de ikke foretage sig noget, udover at forsætte overvågningen af hans hjerterytme. Men var vandet derimod grønt, vil der blive fortaget et kejsersnit. Jeg hæftede mig ikke nærmere ved det sidste scenarie – hørte det nærmest ikke, og blev umiddelbart ikke skræmt, da jeg var overbevist om, at han havde det fint, og at fostervandet selvfølgelig ville være klart…

Jordmoderen hentede nogle lange redskaber og informerede mig om, at indgrebet med elektroden som hun skulle til at foretage, nok ville være ret smertefuldt for mig da min livmoderhals kun var et par centimeter åben. Jeg bliver næsten allerede dårlig ved tanken om mere smerte udover veerne som jeg stadig har, og beder for en sikkerhedsskyld om noget jeg kan kaste op i.

Hun fortalte mig hvordan jeg skulle sprede mine ben, og beder mig tage en dyb indånding og slappe af. Avvvvv for satan!! Hele mit underliv gør ondt. Jeg spænder i hele min krop, og kan næsten ikke være i min krop. Jordemoderen har svært ved at få elektroden sat fast, og smerten fortsatte. Jordemoderen stoppede og fortalte mig, at hun desværre blev nød til at prøve igen. Kristoffer rækkede sin hånd frem, og jeg tog ham i hånden. Jeg tog en dyb indånding og prøvede virkelig at slappe af. Så snart jordemoderen forsøgte igen, blev min krop helt spændt pga. smerten, og jeg klemte Kristoffers hånd mens jeg skreg. Midt i det hele begyndte det at svimle for mine øjne, og jeg får det virkelig dårligt. “Jeg tror jeg besvimer” sagde jeg lavt, hvorefter jeg kastede op.

Det føltes som om, at jordemoderen prøvede at få det til at lykkes i evigheder, og jeg havde på den ene side lyst til at råbe, at hun skulle få sin hånd ud af mig, og at hun måtte droppe det og lade mig fuldstændig være. Og på den anden side, havde jeg lyst til at råbe, at hun fandme måtte  koncentrere sig og tage sig sammen så det kunne lykkes. Jeg vidste jo udemærket godt, at der ingen vej var udenom, og at jeg blev nødt til, at bide smerterne i mig. Det SKULLE bare lykkes…

Kl 03.55: Endelig, fucking endelig lykkedes det at få sat elektroden på hans hoved, og der blev prikket hul på fostervandet, som jeg kunne mærke omsluttede min numse og mine lår. Jeg var lettet over, at det endelig var lykkedes, men min lettelse forsvandt hurtigt, da jeg kiggede ned mellem mine ben og tydeligt kunne se, at fostervandet var mørkegrønt. Et kort sekund var der stille på stuen, indtil fødselslægen for enden af sengen kiggede på Kristoffer og Jeg og sagde “Det bliver et akut kejsersnit, og det vil blive foretaget lige om lidt”.

Alt gik i stå i mit hoved…. Det var som om, at jeg ikke helt kunne forstå hvad fødselslægen netop havde sagt til os. What!? Kejsersnit.. Jamen det var jo overhovedet ikke det jeg, eller vi, havde hverken lyst til eller havde forestillet os, at vores kærlighedsbarn skulle komme ud af min runde mave… Det kunne ikke være sandt. Et kejsersnit havde aldrig været nogen mulighed.. Jeg havde kun forberedt mig på en naturlig, vaginal fødsel. Kejsersnit havde aldrig været noget jeg skulle igennem.. Det var kun noget som andre kvinder fik foretaget. Jeg begyndte at græde og kiggede på Kristoffer, og derefter på lægen. Hendes ansigtsudtryk fik mig til at stoppe min følelsesmæssige reaktion, og jeg begynder at kunne fornemme hvordan fire, måske fem, jordemødre og læger på stuen, hurtigt gik i gang med alt muligt omkring mig. Jeg fik lagt drop i min ene hånd, derefter i den anden hånd, hvor de forsøgte tre gange at ramme min blodåre, men desværre uden held alle tre gange. Derudover fik jeg tilsluttet ilt gennem næsen, og ligner mere en syg kvinde, end en fødende kvinde…

Det gik stille og roligt mere og mere op for mig hvad der skete. Jeg havde lyst til at stortude uden hæmninger, men tanken om, at vores søn ikke havde det godt, gjorde tanken om et akut kejsersnit der ville gøre en ende på det hele, meget mere tiltalende. Desuden gjorde det også det hele lidt nemmere, at vi jo slet ikke havde noget valg. At vores søn kom ud sund og rask til os, var jo selvfølgelig det absolut vigtigeste.

Kristoffer fik udleveret noget blåt tøj som han hurtigt fik bakset på, og jeg blev hurtigt kørt afsted til operationsstuen. Allerede inden vi nåede operationsstuen præsenterede en kvindelig narkoselæge sig for mig, mens vi kørte ude på de brede hospitals gange. Hun forberedte mig på, at jeg ville blive mødt af mange mennesker inde på operationsstuen, og at der ville ske en hel masse meget hurtigt så snart vi var fremme. Jeg nikkede, smilede og prøvede at virke upåvirket af hele situationen, men sandheden var, at jeg stadig var lidt i chok over den drejning som min virkelighed pludselig havde taget. Hele vejen hen til operationsstuen kunne jeg høre, at Kristoffer og vores jordemoder gik bag portøren der kørte min seng. Det gjorde mig rolig at se og høre Kristoffer. Han var nemlig stadig bare Kristoffer som han plejede at være, min Kristoffer. Det var rart ♡

FØDSELSBERETNING, 1. DEL – DA WILLUM KOM TIL VERDEN

Nå.. søde jer

For at være helt ærlig, har jeg været meget i tvivl om, hvorvidt jeg ville dele min fødselsberetning herinde på mit domæne. En fødsel er jo en meget personlig, sårbar, hård og intens oplevelse, så at dele den med jer, er en smule grænseoverskridende.

Ikke desto mindre kan I jo se, at jeg alligevel har valgt at dele den med jer. Én af grundene til det er, at jeg selv både inden jeg blev gravid, men i særdeleshed også imens jeg var gravid, læste rigtig mange fødselsberetninger, hvilket var med til, at gøre mig både klogere og mere afslappet omkring det at skulle føde. Derfor vil jeg gerne bidrage med min egen personlige beretning om, hvordan vores søn kom til verden, med håbet om, at nogen af jer derude kan bruge den til noget.

Jeg har det aller bedst når jeg har kontrollen, og derfor havde jeg også gjort mig mange, virkelig(!) mange forestillinger om, hvordan fødslen skulle forløbe, men da det hele gik i gang, blev ingenting som jeg havde forestillet mig… Min erfaring er, at en fødsel er uforudsigelig og ikke til at planlægge.

Hele min fødselsberetning vil komme i tre, måske fire, dele. Her får i første del. God læselyst! ♥

img_6968

Billedet er taget 5. september 2017 – 5 dage før vores søn meldte sin ankomst.


Terminen hed søndag d. 10. september. Jeg havde den sidste måneds-tid af graviditeten, følt mig ret sikker på, at vores lille søn i min mave, ville melde sin ankomst i terminsweekenden, altså enten fredag d. 8., lørdag d. 9., eller på terminsdagen søndag d. 10. Jeg hverken troede eller håbede på, at jeg ville gå over termin. Mine to nære veninder der netop havde født, var gået henholdsvis 7 dage og 13 dage over deres termin, og ifølge statistikken over førstegangsfødende, burde der være én af os der fødte enten før termin, eller på terminen, hvilket jo så måtte være mig. Kristoffer påstod sammen med alle andre omkring mig, at jeg ville gå over termin, hvilket blot forstærkede mit ønske om, at skæbnen ville mig det præcis modsatte.

Fredag d. 8. september, 2 dage inden termin, kom og gik uden nogen baby. Jeg havde en anderledes følelse i kroppen den fredag. Nok fordi vi gik ind i den weekend, som jeg havde udråbt som fødselsweekend, hvilket jo betød, at hvis jeg fik ret, ville vi blive forældre inden mandag. Jeg var vildt spændt og meget forventningsfuld.

Lørdag d. 9. var vi til morgenmad og fødselsdagsfejring hos min mormor, der fyldte 72 år. Jeg krydsede fingre for, at lillemanden ikke havde planer om, at melde sin ankomst lige præcis denne dag, hvor både min mormor, og iøvrigt også min morfar har fødselsdag. Jeg håbede på, at han ikke skulle dele sin fødselsdag med andre i familien, men istedet kunne få sin dag helt for sig selv.

Da vi kom hjem fra fødselsdag, omkring kl 13, var både Kristoffer og jeg trætte. Vi satte en film på og slappede af i sofaen. Jeg faldt i søvn, men kun en halv times tid, før jeg vågnede igen.

Resten af eftermiddagen og starten af aftenen gik med alt og ingenting. Jeg tænkte for mig selv, at der snart skulle ske noget, hvis jeg skulle nå at føde i denne weekend…

Omkring kl 20 begyndte jeg at mærke lidt muren. Jeg slugte en panodil for at tage det, men uden virkning, tvært imod. Smerterne blev kraftigere, og omkring kl 21.30 kunne jeg fornemme, at de kom og gik i intervaller. Det var små veer. Wow, tænk hvis det ville starte nu… Jeg fortalte Kristoffer, at jeg havde lidt ondt i maven, men skjulte hvor ondt det rent faktisk gjorde, da jeg ikke ville give ham nogle forventninger om noget. Tænk nu hvis det hele gik i sig selv igen… Kl 22.30 kom veerne stadig i intervaller, og de begyndte at bide så meget, at jeg ikke kunne holde ud af, at sidde i sofaen længere, og jeg kunne næsten ikke skjule mine smerter for Kristoffer længere. Jeg gik derfor ud på badeværelset og stillede mig under bruseren. Det varme vand var skønt og en smule smertelindrende. Jeg kunne mærke spændingen stige i min krop. Kunne det virkelig være sandt, at han ville komme ud til os nu… Om 1 times tid ville kalenderen sige d. 10. september, altså terminsdagen, det var jo så perfekt, at jeg nærmest ikke kunne tro det!!

Imens jeg stod under bruseren kom Kristoffer ud på badeværelset. “Øv, jeg håbede ellers at det ville ske i nat” siger han. Jeg smiler til ham og siger “Det tror jeg faktisk også det bliver”. Han bliver vist en smule overrasket. “Mener du det? .. Hvad skal jeg gøre? Hvem skal jeg ringe til?”. Jeg griner.

Kl 23.30 slukkede jeg bruseren, og vi blev enige om, at gå i seng. Hvis vi kunne få noget søvn inden det sådan for alvor startede, ville det nok være en god ide. Det var en meget mærkelig følelse at gå i seng, når man højst sandsynligt er lige ved at gå i fødsel… Kristoffer faldt som altid hurtigt i søvn. Det plejer jeg også at gøre, men den aften kunne jeg overhovedet ikke falde i søvn. Jeg væltede rundt. Vendte mig, drejede mig, fokuserede på min vejrtrækning når der kom en ve, og tvang mine øjne til at være lukkede. Både veerne og den enorme spænding for hvad de næste par timer ville byde på gjorde, at jeg overhovedet ikke kunne finde ro.

Jeg begyndte at tage tid på veerne. Efter at have taget tid i 20-30 minutter tjekkede jeg intervallernes gennemsnit. Veerne varerede i gennemsnit 1:10 minutter, og kom med 3:15 minutters interval. What! Det var jo inden for den grænse som veerne skal være, inden at man ringer til hospitalet. Jeg troede næsten ikke på det og tog tid på dem endnu engang. Denne gang over 10-15 minutter med samme resultat. Jeg kunne ikke holde ud at ligge ned længere, og vælger derfor at gå ind i stuen, hvor jeg tænder fjernsynet for at bryde stilheden, og vandrer derefter rundt i lejligheden.  Jeg sidder lidt på hug, går videre, laver ottetaller med mine hofter og fokuserer på, at slappe af i skuldre, kæber og ansigt når veerne kommer. Til gravidyoga har jeg nemlig fået at vide, at musklerne disse steder er forbundet med musklerne i livmoderen, og når de er afslappede, bliver livmoderen det også.

Kl 01:45 vækkede jeg Kristoffer og bad ham ringe til fødemodtagelsen. Han fortalte om veerne, og jordemoderen i den anden ende af røret, gav os tilbuddet om, at komme ind og blive tjekket eller blive hjemme lidt endnu. Vi valgte det sidste, og aftalte med jordemoderen, at vi ville kom ind når veerne gjorde så ondt, at jeg ikke kunne være derhjemme længere.

Jeg sendte Kristoffer ind for at sove videre, og fortsatte selv min vandretur rundt i lejligheden. Efter kun én times tid, ca. kl. 02.45, havde veerne taget til i styrke, og jeg vækkede Kristoffer, der med det samme ringede til fødemodtagelsen og fortalte, at vi tog hjemmefra. Vi pakkede de sidste ting, kom i noget tøj, og var hurtigt ude af døren. Da vi kom ned på gaden, kunne Kristoffer i kampens hede, ikke huske hvor bilen var parkeret… Derfor gik vi først den ene vej, ingen bil.. Så den anden vej, mmh… Jeg kunne mærke, at jeg blev irriteret på Kristoffer, og han bad mig blive stående mens han fandt bilen.

Kristoffer fandt bilen, og vi kom afsted. Der var næsten ingen biler på vejene. Det passede mig glimrende. På motorvejen blev jeg dårlig pga. veerne, og fortalte lettere panisk til Kristoffer, at jeg skulle kaste op. Kristoffer svingede bilen ind i nødsporet, og jeg nåede lige akkurat at flå døren op, før jeg kastede op. Mens jeg blev færdig, fandt Kristoffer en pose frem fra bagagerummet, som jeg kastede op i resten af vejen frem til hospitalet.

MIN GRAVIDITET – 4. DEL

Glædelig fredag ★

Sikke et lækkert vejr det har været hele formiddagen, og de sidste dage iøvrigt.

Jeg elsker kulde på den måde vi får den i disse dage. Frostgræder, blå himmel og sol. Luften føles ren, og man kan fornemme at foråret er på vej.

I dette indlæg får i 4. og sidste del i min lille føljeton. Jeg har nydt at skrive om min graviditet. Jeg føler lidt at jeg har genlevet brudstykker derfra. Så hyggeligt!

Har i fået læst 1. del, 2. del og 3. del.?


Tredje trimester 

Sidste trimester. Jeg er overrasket over, at jeg allerede er nået så langt i graviditeten. Hele 2. trimester har handlet om bacheloropgaven og er derfor fløjet afsted.

Det er dejligt at have gjort min bachelor færdig. Nu kan jeg endelig koncentrere mig om mig selv om min voksende mave, og jeg har glædet mig til, at kunne komme igang med min to-do-liste-inden-baby-kommer. Den er efterhånden blevet ret lang og omfattende. Alt fra at få ordnet de sidste baby-indkøb, til hovedrengøring af vores køkken, oprydning og sortering af klædeskab, vask af alle døre og paneler og sådan fortsætter det.

 

Processed with VSCO with f2 preset

Ligesom i 2. trimester har jeg ingen særlige cravings, ingen kvalme og jeg sover stadig som en lille baby om natten. Jeg begynder dog at vågne med ondt i lænden, men det forsvinder så snart jeg er oppe og igang.

Jeg går fortsat til graviditetsyoga 3-4 gange om ugen, men styrketræner kun én gang om ugen. Jeg kan mærke at yogaen gør rigtig meget godt for mig, så det vil jeg hellere prioritere.

Gennem hele 3. trimester begynder både Kristoffer og jeg at synge til maven. Det er så hyggeligt ♥

img_6964

I 28. graviditetsuge har jeg sidste arbejdsdag på mit studiejob. Det har været det mest fantastiske job med tonsvis af søde kollegaer, så det er bestemt ikke nemt at sige farvel.

I 31. uge er vi til vækstscanning. Baby er stadig sund og rask, men ligger nu 17% under gennemsnittet rent vægtmæssigt. Alt er som det skal være så længe han ikke er mere end 22% under gennemsnittet. Han er meget aktiv og jeg mærker ham flere gange dagligt, så han har det godt. Han ligger stadig med hovedet oppe og benene nede… Det gør mig ret nervøs og jeg finder en masse videoer på nettet med øvelser og stillinger der kan få baby til at vende sig.

I løbet af 35. uge vender han sig endelig rigtigt. Jeg er så lettet da jordemoderen bekræfter det, at jeg ikke kan holde mine tårer tilbage.

I 36. uge tager jeg et par dage i sommerhus sammen med min lillesøster. Vi bader i søen, læser bøger og sidder ude på terrassen med dyner hele aftenen.

  I 37. uge er Kristoffer og jeg på besøg i 4 forskellige institutioner, så vi kan finde ud af hvilke vi ønsker at skrive den lille mand op i. Det er ret surrealistisk og meget voksent.

I 38. uge tager Kristoffer og Jeg på spa-weekend i nordsjælland. Det er dejligt at nyde tosomheden, inden vores lille menneske inden længe melder sin ankomst.

img_6800

I 39. uge 5 dage før termin er jeg til jordemoder. Han ligger fint. Jeg får en ny tid om én uge, 2 dage efter termin. Jeg fortæller min jordemoder, at jeg bestemt har tænkt mig at have min baby i armene om én uge, og at vi derfor ikke ses.

Lørdag morgen d. 9. september, dagen inden min termin, er vi til fødselsdags-morgenmad hos min mormor som fylder år. Kl 20 samme aften begynder veerne, og kl 03 om natten træder vi ind på fødemodtagelsen. Willum bliver født kl. 04:20 søndag d. 10. september på terminsdagen ♥  Desværre ved akut kejsersnit…

Må I alle have en skøn weekend.