DEN PERFEKTE SOMMERDESSERT – PAVLOVA

Kære læsere. 

Igår havde Kristoffer fødselsdag, og i den anledning havde vi inviteret hans familie til kage og varm kakao med flødeskum.

Jeg elsker at servere flotte, og ikke mindst velsmagende kager når vi får gæster. Ofte går jeg i flere uger op til, og overvejer hvilke kager jeg skal kaste mig ud i, og meget ofte ender det med, at blive kager jeg aldrig har lavet før, fx. da jeg lavede Black Magic Chokladekage til min egen fødselsdag for kun 2 uger siden.

Mit kagevalg igår endte med 2 x drømmekage og 2 x pavlova, og opskriften til sidstnævnte vil jeg gerne dele med jer. Kagerne blev nemlig virkelig lækre med den sprøde marengs, den bløde og fede flødeskum, og de saftige, smagfulde og smukke bær på toppen. Med en pavlova på bordet, er der garanti for sommerstemning og glade gæster. Sådan var det ihvertfald herhjemme igår, og den fik mange rosende ord fra gæsterne, der iøvrigt er habile kagespisere og dermed også habile kritikere.

Pavlova er i sig selv virkelig nem at lave, men I skal være opmærksom på, at den kræver lidt tid at lave pga. den lidt lange bagetid og efterfølgende afkøling.

God fornøjelse, og velbekomme 

img_3014

Marengsbund

4 æggehvider

250g sukker

1 tsk hvidvinseddike eller hyldeblomsteddike

1 knivspids vaniljepulver

1 spsk flormelis til at drysse på bagepapiret

Fyld

2,5 dl piskefløde

1 tsk flormelis

1 knivspids vaniljepulver

Bær, mynteblade mv. efter hvad der er i sæson

Evt. Hakket chokolade

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 120 grader varmluft.

Pisk æggehviderne til der dannes lette toppe når piskeriset trækket op af massen.

Tilsæt derefter sukker lidt efter lidt under kraftig piskning.

Når halvdelen af sukkeret er pisket i, piskes eddike og vanilje i massen, hvorefter resten af sukkeret piskes i.

Når marengsmassen er sej, blank og skinnende, stoppes piskningen.

Drys 1 spsk flormelis ud på et stykke bagepapir, således at det former en cirkel.

Fordel marengsen ud på cirklen. Form gerne marengsen som en dyb tallerken.

Bag marengessbunden i den forbarmede ovn, i ca. 1,5 time.

Sluk for ovnen og lad bunden køle af i den lukkede ovn, indtil at ovnen er helt kold. Dette tager mellem 1,5-2 timer.

Når bunden er kold, placeres den forsigtigt på et fad.

Pisk fløden til den er let og luftig, og pisk derefter hurtigt flormelis og vanilje i.

Fordel flødeskummen på marengsbunden og pynt med en masse friske bær.

Drys til sidst lidt flormelis ud over kagen gennem en sigte.

Server og nyd med det samme.

img_3015

BANANPANDEKAGER – TIL BÅDE SMÅ & STORE

Så skete det (endelig). Bloggens første opskrift.

Hvem elsker ikke pandekager? Dengang jeg var barn fik vi en sjælden gang imellem pandekager til aftensmad. På ingen måde politisk korrekt, men jeg voksede op i 90’erne, og der var man bare mere ligeglad med, hvad man proppede i sine børn, og pandekager er jo noget der gør børn, og for den sags skyld også voksne, ret så lykkelige…

Igår eftermiddags blev jeg små-sulten, så jeg forsvandt ud i køkkenet for at finde noget at spise, dels til mig selv, men også til min søn. På køkkenbordet fandt jeg en meget moden banan, og fik hurtigt den ide, at lave en lille omgang bananpandekager, som vi delte. Willums første bananpandekager – og han spiste dem med stor velbehag. Så sødt ♡

Det kan godt være at det til tider er lidt mere omstændigt at have en baby som ikke kun skal ammes, men som også skal have rigtig mad.. Men det er virkelig også hyggeligt, nuttet og fascinerende at følge den proces som ens barn går igennem i overgangen fra mælk til fast føde. Den måde de udforsker maden på, føler den, iagttager den og smager den. Det er inspirerende.

31170201_10215416648944620_7155814908439822336_n

31138101_10215416646584561_2408502726271959040_n

Jeg har lavet bananpandekager mange gange. Ofte varierer jeg lidt i ingredienslisten og laver dem på slum, hvilket også var tilfældet igår, så opskriften på dem herunder er ca. mængder.

Opskrift på 5 små pandekager

1 moden banan

1 æg

0,5 dl finvalset havregryn

0,5 tsk vaniljesukker

1 skvat mælk (evt. modermælkserstatning hvis portionen er til en baby)

0,5-1 dl rugmel

Mos bananen med en gaffel, bland resten af ingredienserne i og bland. Steg pandekagerne på en pande.

Jeg stegte dem i kokosolie, da jeg synes at smagen af kokos passer perfekt til smagen af banan.

Velbekomme til både børn og voksne.