FEBERBARN MED MELLEMØREBETÆNDELSE

Hej derude, bag skærmene

Der har været stille herinde, og de af jer der følger med på min insta-story ved nok hvad det skyldes… Vores søn er nemlig ramt af sygdom, hvilket har fået os alle tre ned i knæ. Det er ben-hårdt… Der er nok flere som synes det er kedeligt at følge med i Willums feberstigninger og lægebesøg, men om ikke andet, er det det som har fyldt hjemme hos os de sidste tre-fire dage.

Den faste læser ved, at vores lille mand, i sit snart 9,5 måneders lange liv, aldrig har været syg. Det har vi heldigvis været skånet for, lige indtil i onsdags..

//

Onsdag eftermiddag indtog feberen hans lille krop. Det skete lynhurtigt, at han gik fra at være helt sig selv, til at være brand varm og meget træt. Jeg fandt termometeret frem og målte 39,5, hvilket virkelig kom bag på mig, da han hverken var pylret eller ked af det.

Natten til torsdag gik nogenlunde, men stadig med en del uro fra hans værelse, og torsdag formiddag sagde termomeret 37,7, altså feberfri. Vi var glade og forhåbningsfulde om, at det var det for denne omgang, men da det blev eftermiddag skete præcis det som også var sket dagen forinde, han blev ramt som en hammer af feberen.

Kl 17 fik vi gæster til mad, min mor, min gudmor og hendes mand, hvilket i løbet af dagen havde virket som en okay ide, men som lige inden det ringede på døren, med en baby på armen der have 38,4 i feber, virkede som verdens tåbeligeste, og ikke mindst verdens tarveligeste, overfor Willum…

I timerne fra 17-22.30 hvor vi havde gæster, var jeg ikke meget til stede.. Willum ville intet spise eller drikke, og ville helst bare hænge på mig. Jeg spiste maden der var serveret på min tallerken, men glemte både at smage på den og nyde den, da min opmærksomhed naturligvis var et helt andet sted, nemlig på min søn, som jeg kunne mærke blev varmere og varmere. Han faldt flere gange i søvn i mine arme, men vågnede hver gang kort til efter med et sæt. Kl 21.30 tog jeg hans temperatur – 40,2. Av for den.

Natten fra torsdag til fredag var forfærdelig. Willum faldt lidt i søvn, men vågnede hele tiden efter kort tid, grædende, og næsten utrøstelig. Kl. 01.30 ringede vi til vagtlægen, der spurgte ind til en masse ting. Kvinden i den anden ende af røret beroligede os, fortalte hvilke symptomer vi skulle være særligt opmærksomme på, og bad os tage forbi vores egen læge den følgende dag.

Den nat endte jeg med at sidde halvt oprejst i vores sofa hele natten, med vores søn sovende på mit bryst, og først efter kl 04, fik jeg selv en smule søvn. Det er hårdt at blive franarret sin søvn, men det er hundrede gange værre, at se sit barn have ondt, uden at kunne befri det fra sine smerter, omend det er det man har aller mest lyst til.

Fredag formiddag var vores søn igen feberfri, også da vi alle tre tog op til lægen. Lægen tjekkede ham igennem, og efter et kig i ørerne, og et lille prik i hans tommelfinger, fandt hun problemet. Mellemørebetændelse. Vores lille skat… Vi var begge lettede over, at der var en tydelig årsag til vores søns adfærd. Hun vurderede at penicillin var unødvendigt, men at 3-4 panodil junior i døgnet, samt ro og hvile, ville være nok til, at det ville gå i sig selv over weekenden.

Eftermiddagen og aftenen gik langt bedre end de forrige to døgn, og vores søn blev puttet i sin egen seng, hvor han startede med at sove et par timer eller tre. Jeg var selv så udmattet ovenpå to dårlige nætter, og to hårde døgn, at jeg også gik omkuld på sofaen, alt imens Kristoffer lå og så film. Kl. 23.30 vågnede vores søn, hvorefter han kom ind i sofaen, hvor han og jeg sov side om side hele natten, dog med et par enkelte opvågninger.

//

Siden onsdag eftermiddag har vores lille mand stort set ikke ville indtage andet et smoothies og modermælk. Ikke engang vand, blåbær eller bananpandekager, har vi kunne lokke i ham – og når vores ellers madglade dreng ikke har appetit, så er den altså gal. Først i morges kunne jeg endelig få noget grød i ham, sammen med en kop vand, og det var næsten pinligt så glad jeg blev. Glæden skyldtes to ting, 1) at han tydeligvis måtte have det bedre 2) at jeg igen kunne genkende vores gode lille Willum.

For det har, og er stadig, både hårdt og svært, at se sit et og alt have det dårligt, og ikke være sig selv. Jeg savner min søn som han ellers altid er. Glad, nysgerrig, snaksaglig, med et glimt i øjet og ikke mindst fræk. Jeg ved at han inden længe er tilbage, og det kan kun gå for langsomt. Heldigvis er der en tydelig forbedring fra igår til idag, så det går den rigtige vej.

For at snakke om noget lidt andet, og så alligevel ikke, så står Kristoffer og jeg i et dilemma. Landet ligger jo sådan, at vi er de heldige ejere af to billetter til Beyonce og Jay-Z i parken i aften, ikke kun til koncert, men også til tre-retters middag i Parken inden koncerten. Vi har for længst planlagt pasning af Willum hos min mor, men det var jo før han fik mellemørebetændelse, så spørgsmålet er nu, hvordan han mon vil tage det.. Vi har jo virkelig glædet os og set frem til denne aften, for ikke at tale om de penge vi har givet for billetterne, så lige nu går vi med den løsning at min mor kommer herhjem og passer. Hvis han så bliver ulykkelig eller umulig, kommer min mor ind til Parken med ham efter middagen, og så kommer han simpelthen med til selve koncerten i en bæresele, dyne og med høreværn. Heldigvis har vi siddepladser, så mon ikke han kan ligge sig godt til rette hos mig. Hvis det ender med at blive scenariet bliver det selvfølgelig en lidt anden koncertoplevelse for vores vedkommende, men om ikke andet ser vi det som den løsning der tiltaler os mest.

Havde det været alt andet end en koncert med verdens sejeste par, og universets bedste sangerinde, havde vi selvfølgelig aflyst på stedet, men arrangementet i aften bliver måske once in a life time. Om ikke andet må vi bare vende snuderne hjemad før tid, hvis Willum protesterer.

KRAVLEKLUB

Det er meget individuelt hvilken slags barsel man ønsker. Nogle er til det helt rolige, uden planer, uden aftaler, og at tulle rundt i nattøj de fleste af ugens dage. Andre ønsker en mere aktiv barsel med babysvømning mandag, babysalmesang tirsdag, måske “fri” onsdag, mødregruppe torsdag og rytmik fredag. Jeg er fortaler for, at man holder barsel på præcis den måde man selv føler passer til én selv og ens baby. Det handler om at aktivere, stimulere og udfordre sin baby i det omfang, som hverken er for stor eller for lille en mundfuld, og den balance finder man kun, ved at aflæse sit lille menneske.

Under vores barsel har vi gået til lidt forskelligt, men altid kun haft 1-2 dage med faste ugentlige aftaler, således at der altid har været plads til andre aftaler, og ligeledes plads til dage uden nogen planer, med fedtet hår i en knold (mest mig), det grimmeste men mest behagelige tøj  (også mest mig), en masse rolig leg på stuegulvet, og den ene tår kaffe efter den anden, gerne under en varm dyne eller et tæppe. Særligt da min søn var yngre, kunne jeg mærke på ham, at det efter en dag med aktivitet, var dejligt med en rolig dag hjemme i vante og trygge rammer, og efter en rolig dag, var han klar og frisk på endnu en dag på eventyr

I løbet af min barsel har vi, min søn og jeg, fyldt vores uger med henholdsvis to forskellige mødregrupper, én som vi blev sat sammen i gennem kommunen (læs mere i indlægget her), og én som jeg dannede sammen med mine tre(fire) veninder der har jævnaldrene babyer. Udover mødregruppe har vi i to sæsoner deltaget i babysalmesang, og er netop startet i kravleklub. Sidstenævnte er et genialt koncept, og derfor kunne jeg godt tænke mig at fortælle jer lidt mere om netop det.

Der findes sikkert mange kravleklubber rundt omkring, men den vi er begyndt at komme i, ligger her på Frederiksberg.

 To gange om ugen, fra 10-12, er der kravleklub. Konceptet er enkelt – imellem 10-12 kan man komme og gå som det lige passer ind i lur, mad osv. Kravleklubben foregår i ét stort lokale, hvor der er en hel masse legetøj, brød fra den nærmeste bager, og kaffe/te til os forældre. Til stede er der en pædagog, og mellem 10.30-11.30 er der også en pianist, der spiller en masse gode børnesange på sit klaver. Mens pianisten spiller, synger pædagogen med, og laver de fagter der hører til. Vi forældre får udleveret sangmapper, så vi har muligheden for at synge med, hvis man har lyst til det.

Ellers går det i al sin enkelthed ud på at lege, hygge sig, synge børnesange, og sludremed de andre forældre.

Første gang vi var der, skulle Willum lige se det hele an, og holdte hele tiden øje med hvor jeg var. Men idag, anden gang vi var der, var han over alle bjerge så snart jeg satte ham på gulvet, og i de to timer vi var der, opsøgte han mig kun to gange. Når vi er der, er han meget optaget af alt legetøjet, og særligt optaget af de andre børn, der aldersmæssigt er mellem 6 måneder og 2 år.

 I kravleklubben lærer Willum at omgås en masse fremmede børn og voksne. Han lærer at gå på opdagelse på egen hånd. Lærer at sige fra, og lærer at være rolig og tryg i et larmende miljø. Alt sammen noget der er med til, at gøre ham klar til, at starte i institution en skønne dag.

Idag da jeg på afstand sad og observerede ham, legende med en farverig legetøjssnegl, midt imellem alle de andre børn og deres forældre, blev jeg rørt… Tænk at han er blevet så stor, selvstændig og tryg blandt så mange fremmede ansigter, at han i ro og mag kan sidde og fordybe sig i et stykke legetøj. Tænk at han kravler hen til de andre børn fordi han er nysgerrig, og tænk at han sender de andre børns forældre store og brede smil – Min lille søn.

DE SMUKKE RUNDE MAVER & TANKER OM BARN NUMMER TO ♡

… Har I lagt mærke til dem? Det har jeg…

Alle de smukke runde maver, der gemmer på små nye liv. I mine øjne er og bliver det noget af det smukkeste i hele denne verden – En gravid kvindekrop, der er igang med den mest fascinerende proces, nemlig at skabe et lille menneske. Jeg synes at der er store runder maver allevegne i øjeblikket, og de minder mig om, at jeg bar rundt på en mave magen til, for bare ét år siden.

For ét år siden var det endnu bare Kristoffer og jeg, tosomheden. Og vi anede ikke hvad det ville sige at være forældre, anede ikke hvilket menneske der gemte sig lige under mit maveskind, og anede ikke hvornår vores verden ville ændre sig for altid.

Hver gang jeg ser en gravid kvinde på gaden, har jeg lyst til at fortælle hende, hvor heldig hun er, hvor meget glæde, nærvær og kærlighed hun har i vente, hvor inderligt hun bør nyde sin graviditet og uvisheden om, hvilket menneske hendes fantastiske krop er ved skabe. Jeg har også lyst til at fortælle hende, at hun skal værdsætte sin uafbrudte søvn, nyde at hun kan blive liggende i sin seng lige så længe som hun ønsker om morgenen, og nyde at kunne spise sin aftensmad stille og roligt mens den stadig er varm, og ligeledes med sin kaffe.

Version 3

Jeg synes at jeg nød min graviditet og min voksende mave, men når jeg idag ser tilbage, bilder jeg mig ind at jeg både kunne og skulle have nydt det endnu mere, for hvor er det bare sindsygt kort tid af hele ens liv, hvor man er gravid…

Willum fylder 1 år om 3 måneder. 1 år… Spørgsmålet og tankerne om, hvornår vi mon godt kunne tænke os at få endnu et barn, er noget vi både er blevt spurgt om fra vores omgangskreds, og også noget vi selv går og spekulerer på.

Det kom faktisk meget bag på mig, hvor hurtigt efter fødslen af Willum, at både vi og vores omgangskreds begyndte at overveje barn nummer to.. Min forestilling var, at man overhovedet ikke tænkte eller snakkede om flere børn, før omkring halvandet til to år efter, men den forestilling holdt på ingen måde. Faktisk var Willum ikke mere end 2-3 dage gammel, førend at Kristoffer, med dyb seriøsitet i stemmen, spurgte mig hvornår man typisk fik barn nummer to…

//

Men hvornår kunne vi så godt tænke os at gøre Willum til storebror?

Hvis det ene og alene var op til mig, var jeg på mange måder frisk på, at blive gravid imorgen… Men når jeg tænker lidt nærmere over det, så stor-trives jeg i vores lille intime trekløver hvor vi, Kristoffer og jeg, kan kaste al vores kærlighed og opmærksomhed i Willums (og selvfølgelig hinandens) retning.

Lige nu er det Willums tid alene med sin mor og far, og den tid fortjener han, inden der kommer endnu én, som han skal dele sine forældre med. Desuden synes jeg, at han skal være mere klar, skal kunne flere ting selv såsom at tale og udtrykke sig, og han skal være mere bevidst om, hvad der sker omkring ham, således at han til en vis grad kan forstå hvad det betyder “at der er en baby inde i mors mave” – Det ville være så hyggeligt, at kunne dele processen og glæden med ham.

Kristoffer vil også gerne vente med barn nummer to, så det er vi enige om at gøre. Jeg ved at vi begge har interesse i at Willum og en evt lillebror – eller søster, skal kunne have glæde af hinanden både som børn, men også gerne som voksne, men det stresser os ikke. Der er 3 år og 2 måneder mellem min lillesøster og jeg, og vi er, og har altid været, meget tætte, så der er masser af tid at løbe på.

Hver ting til sin tid 

347efc3f-f423-4433-8adc-17a40579f6c7

ad45ee5e-440f-487b-ae05-458119836d23

SØVN – NÅR MAN HAR EN BABY

Det jeg frygtede aller mest ved at blive forældre var, hvordan jeg mon ville håndtere ikke at få mine 8-9 timers søvn hver nat, samt hvordan jeg mon ville takle at blive afbrudt i min nattesøvn.

Jeg har altid haft et veludviklet sovehjerte og et stort søvnbehov. Jeg kan godt lide at sove, har altid prioriteret min søvn meget højt, og jeg fungerer klart bedst når jeg får 7-8 timers søvn. Jeg har aldrig været typen der skulle op og tisse om natten, eller som har ligget søvnløs i løbet af natten – Nej, så længe jeg kan huske har jeg sovet 8-9 timer hver nat, uden nogen form for afbrydelser, også gennem hele min graviditet.

Derfor var jeg nervøs for, hvordan det ville gå, når jeg fra den ene dag til den anden, skulle nøjes med langt færre søvntimer, med en hel masse afbrydelser pga. en baby.

33923510_10215678967942431_6368230301352591360_n

Willum har ikke været den værste baby når det kommer til søvn, eller andre punkter i øvrigt, men ligesom 99% af alle andre babyer, har han siden sin ankomst, haft en eller flere opvågninger hver nat. Jeg tror måske han har sovet igennem, uden opvågninger, fem gange siden han blev født, og de øvrige nætter har han haft én, to, tre, nogen gange ti opvågninger… Heldigvis har langt de fleste opvågninger været meget korte opvågninger, hvor han bare skulle have sutten eller have lagt dynen over sig, hvorefter han sover videre, men de første par måneder, hvor nat-amningen godt kunne tage lang tid, varede nogle af opvågningerne helt op til 1,5-2 timer…

Det er jo forskelligt hvordan nybagte forældre kører nætterne, men hjemme hos os er det mig der som udgangspunkt har taget Willum hver nat, Kristoffer har selvfølgelig også hjulpet lidt til de nætter der har været særligt slemme, men ellers har jeg taget ham helt alene, af flere årsager. 1) Det er mig der er på barsel 2) Det er mig der kan amme ham 3) Hvis det var Kristoffer der tog ham, ville jeg alligevel vågne…

//

Her 8,5 måned inde i forældreskabet, med færre søvntimer og afbrudt søvn stort set hver eneste nat, går det faktisk ganske fint. Jeg havde aldrig troet, at jeg kunne klare, ikke at få mere end maks 4 timers søvn ad gangen, men det har jeg indset, at jeg sagtens kan. Det kan tælles på én hånd, hvor mange dage jeg virkelig har været udmattet og træt. Under min graviditet, var jeg ellers overbevist om, at jeg ville blive så træt, at en lur midt på dagen ville blive absolut nødvendigt for, at jeg kunne komme gennem dagen, men det har jeg heldigvis ikke haft behov for. Med moderskabet følger der i sandhed nogle helt særlige evner.

På trods af ovenstående beretning, glæder jeg mig stadig virkelig til, at Willum en dag begynder at sove igennem, uden opvågninger, flere nætter i træk. Jeg glæder mig helt sindsygt til atter at få 7-8 timers søvn i streg – Det bliver dejligt.


Hvornår begyndte jeres børn at sove igennem? Gjorde I noget særligt for at nå der til, eller kom det helt af sig selv?

… JEG FØLER MIG SOM EN PRIVILIGERET TABER

.. Sikke en overskrift, var? Men ikke desto mindre, sandt.

Det kræver vist en dybere forklaring, og den skal I selvfølgelig få.

Sagen er nemlig den, at et par stykker af mine kære og skønne medmødre fra mødreguppen, er færdige på barsel, og netop er startet på arbejde igen. At mødrene fra min mødregruppe så småt er ved at vende tilbage til det de kom fra før baby, bleer og moderskab, minder mig om den uvished som ligger foran mig, når min barsel officielt er færdig 1. august.. Jeg ved jo stadig ikke hvad jeg skal, og derfor kan jeg sommetider godt føle mig som en uambitiøs taber…

Jeg har længe skubbet tankerne og overvejelserne omkring min fremtid væk. Jeg har brugt min energi på min søn og vores barsel sammen, jeg har levet i nuet, taget én dag ad gangen, uden at spekulere for meget på, hvad der mon skulle komme efter min tilværelse i boblen. Men tiden flyver jo afsted, og snart kan jeg ikke udskyde det længere. Jeg må snart tage en beslutning. Skal jeg læse videre? Skal jeg ud og søge jobs der er relateret til min bachelor? I så fald hvilke jobs? Eller skal jeg tage det roligt og se hvordan fremtiden former sig?

33528413_10215639416393667_5999741164125683712_n

Sagen er jo også den, at min fremtid på en måde også afhænger af, hvornår vores søn får tilbudt en institutionsplads. Vi har ønsket plads til ham fra 1. august, men lige nu står han som nr. 17 til vores første prioritet, og nr. 50 til vores anden prioritet, så en plads pr. 1. august, ser ikke realistisk ud… Jeg har iøvrigt hørt en lille fugl synge om, at vi ikke skal forvente en plads før 1. december, tidligst(!) – Og sådan ser billedet vist ud i nærmest hele Københavnsområdet.

I Frederiksberg kommune som vi jo hører under, er der dog pladsgaranti, hvilket betyder, at vi senest 15. august vil blive tilbudt en institutionsplads, i en hvilken som helst institution som har plads til ham, og altså ikke i én af de institutioner vi har ønsket. Det er selvfølgelig også en mulighed vi kan benytte os af, men det kommer virkelig an på, hvilken institution vi får tilbudt, hvilket leder mig videre til det område, hvor jeg føler mig priviligeret. For hvis man skal se min situation fra et andet perspektiv, så er det jo ret luksus, at der ikke står en arbejdsplads eller et uddannelsessted og venter på mig, som er fuldstændig ligeglad med, hvornår vores søn får plads i én institution som Kristoffer og jeg har det godt med, at skulle sende vores søn afsted i mange timer hver dag.

Jeg føler mig sindsygt priviligeret over, selv at kunne styre min fremtid, og særligt at kunne styre hvornår jeg vil og kan starte på noget, om det så er arbejde eller uddannelse. Økonomisk set kan det nemlig godt køre rundt herhjemme, hvis vi vælger, at jeg skal gå længere tid hjemme med vores søn. Derfor føler jeg mig priviligeret over ikke at have en deadline for, hvornår jeg ikke længere kan holde vores søn hjemme i trygge og kærlige rammer, og jeg ser det som et kæmpe priviligium, at vi ikke er nødsaget til, at takke ja til den første institutionsplads vi får tilbudt, hvis nu det ikke føles rigtigt i vores maver.

 Når man som kvinde kigger på ens tidslinje, og sammenligner det antal år hvor man hhv. er under uddannelse, på barsel og er ude på arbejdsmarkedet, bliver det tydeligt, hvor få år man rent faktisk har på barsel.. Sagt på en anden måde; Der venter mig utrolig mange år på arbejdsmarkedet et sted ude i fremtiden, og derfor bør jeg ikke have så travlt. Jeg skal nok nå det hele, men lige nu skal jeg nyde den helt unikke tid i den søde, og krævende, barselsbobbel sammen med min søn. Denne tid sammen med ham, i denne skønne symbiose, vil jeg aldrig nogensinde få igen. Derfor vil jeg nyde den lidt endnu. Nyde at følge ham i sin udvikling hver eneste dag, og nyde at se ham interagere med jævnaldrene børn når vi er til rytmik, ses med min venindegruppe og deres babyer, eller når vi deltager i kravleklubben her på Frederiksberg der er åben hver tirsdag og torsdag.


Kære medmødre, hvordan ser jeres barsels/arbejds-situation ud? Hvornår skal jeres små mennesker starte i institution? Eller hvornår startede de i institution? Hvordan fik i kabalen til at gå op?