SEKS (MÅSKE) LIGEGYLIGE FACTS…

Hej søde jer. 

// Jeg kan se i mit kontrolpanel, at I stadig følger godt med herinde. Hvor er det dejligt! Tak. //

Jeg faldt over et sjovt lille indlæg, med seks spørgsmål hos smukke Ane, og tænkte med det samme, at det kunne være sjovt selv at udfylde spørgsmålene. Det er der kommet følgende svar ud af…

_______________________________________________________________________________________

Guilty pleasure//

Det skifter meget, men det sidste lange stykker tid har det været P-tærter fra Carletti, og helst dem med karamel. Har i smagt dem? Hvis ikke, så lad hellere vær, det kan blive farligt i længden. Det pudsige er, at jeg aldrig har brudt mig om dem gennem hele min barndom, men for 1 års tid siden, havde Cecilie aka. Sneglcille en større P-tærte-afhængighed, hvilket fik mig til at give dem en chance, og siden har jeg elsket dem.

Ny obsession i hverdagen//

At drikke et stort glas vand som det første hver morgen, er noget der er blevet ret helligt for mig. Efter en hel nat med fordampning, og uden væskeindtag, hungrer min krop efter at blive hydreret, særligt i disse varme sommernætter. Vandet tager jeg fra hanen istedet for det kolde fra køleskabet, da vandet helst skal være en smule tempereret for, at kroppen ikke får et chok.

Ny fashion-obsession//

Jeg går ikke op i mode, og følger den derfor meget sjældent (læs: aldrig), men jeg har for nylig fået øjnene op for vige bukser. Ikke dem der kun er vige for neden, men dem der er vige hele vejen ned. Jeg har altid bildt mig selv ind, at vige bukser kun klædte høje kvinder, med lange og slanke ben, men forleden dag prøvede jeg min venindes helt nye vige bukser og indså, at de trods mine lave 1,60, faktisk klædte mig ret godt. Derfor rundede jeg, allerede på vejen hjem fra min veninde, en Zara butik hvor jeg købte to par vige bukser med hhv. striber og prikker, og jeg er har næsten levet i dem lige siden.

Jeg kommer aldrig til at spise… //

Østers. Jeg har smagt det to gange, og hver gang har min mave været ved at kaste det den samme vej som hvor det kom fra, og den ene gang jeg fik det, var endda på en michelin-resturant…  Nej, jeg kommer nok aldrig til at forstå, hvordan folk kan finde det lækkert og velsmagende.

Mit yndlingsmusik kommer fra… // 

Phlake, Scarlet Pleasure og Florence and the Machine.

Jeg bliver aldrig god til… //

Der er nok mange ting jeg aldrig bliver god til, men én af de ting er nok, at holde køkkenet rent og ryddeligt mens jeg laver mad. Køkkenet ser altid herrens ud når jeg har lavet mad – Nogen der kan relatere?

 

NÅR LIVET VISER TÆNDER

Hej igen, i mit lille univers.

Følger I mon stadig med derude? Det er nået nær to uger siden, at jeg sidst skrev herinde, og det var bestemt ikke planlagt…

Den sidste uges tid har været én af de hårde. Jeg har ikke lyst til at komme nærmere ind på det, ihvertfald ikke lige i denne omgang, da jeg synes at det er lidt for personligt til at lade det fylde herinde, men helt kort kan jeg sige, at jeg har taget en beslutning som var nødvendig for, at tingene forhåbentlig kan blive bedre fremover.

Jeg har været hele følelsesregisteret igennem, og har både været frustreret, ked af det, såret, skuffet, glad, lettet, forvirret og elsket. Jeg er stadig forvirret og følelsesmæssig påvirket, men jeg føler, at jeg så småt kan begynde at trække vejret helt ned i lungerne igen. Livet er ikke altid for tøsedrenge, og det er jeg lige blevet mindet om.

Den sidste uge er jeg også blevet mindet om hvor søde, betænksomme og støttende mennesker jeg er omgivet af, og jeg føler mig yderst yderst priviligeret. Min familie, barndomsveninder, gamle kollegaer, studieveninder, mødregruppe osv. Jeg har fået tilbudt hjælp, lyttende øre, gode råd og kærlighed i så absurd store mængder, at jeg næsten ikke har kunne rumme det. Tak!

Ingenting er faldet på plads, og mit liv er til dels stadig et kaos, men jeg prøver at få det bedste ud af det. Heldigvis har jeg hele tiden min søn ved min side, og så kan langt det meste være ligegyldigt ♡

Alting skal nok ordne sig. Det gør det altid.

10 OM MIG – FORTALT AF MIN LILLESØSTER

Forleden dag modtog jeg en besked fra min lillesøster; “Jeg har skrevet ti ting om dig, fortalt af mig til din blog. Altså hvis du er interesseret? :-)”, hvilket jeg syntes var ret sødt, og ikke mindst betænksomt…♡ Jeg takkede ja tak, hvorefter hun sendte dem afsted i min retning.

Med spænding, og en lille snert af nervøsitet, gik jeg igang med at læse hendes ti punkter. Det er altid sjovt, og lidt angstprovokerende, at få et indblik i hvordan folk omkring sig beskriver og opfatter én, og da jeg læste hendes punkter igennem, var jeg ved både at grine og græde. Hun kender mig vidst ret godt hende Sofie, min lillesøster der er 3 år yngre end jeg, men vi er jo også vokset op side om side, og er den dag idag meget tætte med stort set daglig sms-kontakt, flere ugentlige telefonsamtaler om alt og ingenting, og vi ses ligeledes flere gange om ugen. Vi hygger os altid sammen, og sidste år var vi både en tur i Paris, og en tur i sommerhus, bare hende og jeg. Vi er ens på mange punkter, men også vidt forskellige på andre.

//

Jeg har tidligere lavet et lignende indlæg hvor Kristoffer var forfatter til ti facts om mig, hvilket kan findes her, og nu får I ti om mig, forfattet af min lillesøster, der iøvrigt er både skøn, smuk og vidunderlig.

________________________________________________________________________________________

1// Det har altid gået Katrine på, at solen bare aldrig har ville give hende en flot brun kulør.

2// Jeg har altid ment, at Katrine var lidt af en rebel da hun var teenager. Da hun kun var tretten år, tog hun i byen første gang, uden at vores forældre vidste det. Da vi begge boede hjemme, holdte hun flere fester når vi var alene hjemme, selvfølgelig uden at fortælle det til vores forældre. Katrine har haft flere byture, hvor hun er blevet så fuld, at vores far har måtte hente hende, og der er flere historier i samme boldgade – Kan I se hvad jeg mener?

3// Katrines yndlings-shoppeitem må uden tvivl være tasker – Hun elsker tasker!

4// Kat er den bedste til at se ucharmerende ud. Sorry, not sorry Kat.

5// Hun hader når folk kommer for sent, nok fordi hun altid selv er meget punktlig, og dermed ofte er den der venter.

6// Kat har altid strugglet med sine øjenbryn, hvilket faktisk gælder os begge.. Vi blamer vores forældre for, at vi ikke har fået flotte, mørke og fyldige bryn, hvilket på mange måder havde gjort vores liv nemmere.

7// Kat er nok et af de mennesker jeg kender, som hviler aller mest i sig selv. Det beundrer jeg hende virkelig for.

8// Hun kan godt lidt at spise varme retter kolde – Især lasagne, men også laks, kartofler osv.

9// Man kan altid regne med, at få Katrines ærlige mening. Hun siger altid tingene ligeud.

10// Hun er uden tvivl den bedste storesøster!

FEBERBARN MED MELLEMØREBETÆNDELSE

Hej derude, bag skærmene

Der har været stille herinde, og de af jer der følger med på min insta-story ved nok hvad det skyldes… Vores søn er nemlig ramt af sygdom, hvilket har fået os alle tre ned i knæ. Det er ben-hårdt… Der er nok flere som synes det er kedeligt at følge med i Willums feberstigninger og lægebesøg, men om ikke andet, er det det som har fyldt hjemme hos os de sidste tre-fire dage.

Den faste læser ved, at vores lille mand, i sit snart 9,5 måneders lange liv, aldrig har været syg. Det har vi heldigvis været skånet for, lige indtil i onsdags..

//

Onsdag eftermiddag indtog feberen hans lille krop. Det skete lynhurtigt, at han gik fra at være helt sig selv, til at være brand varm og meget træt. Jeg fandt termometeret frem og målte 39,5, hvilket virkelig kom bag på mig, da han hverken var pylret eller ked af det.

Natten til torsdag gik nogenlunde, men stadig med en del uro fra hans værelse, og torsdag formiddag sagde termomeret 37,7, altså feberfri. Vi var glade og forhåbningsfulde om, at det var det for denne omgang, men da det blev eftermiddag skete præcis det som også var sket dagen forinde, han blev ramt som en hammer af feberen.

Kl 17 fik vi gæster til mad, min mor, min gudmor og hendes mand, hvilket i løbet af dagen havde virket som en okay ide, men som lige inden det ringede på døren, med en baby på armen der have 38,4 i feber, virkede som verdens tåbeligeste, og ikke mindst verdens tarveligeste, overfor Willum…

I timerne fra 17-22.30 hvor vi havde gæster, var jeg ikke meget til stede.. Willum ville intet spise eller drikke, og ville helst bare hænge på mig. Jeg spiste maden der var serveret på min tallerken, men glemte både at smage på den og nyde den, da min opmærksomhed naturligvis var et helt andet sted, nemlig på min søn, som jeg kunne mærke blev varmere og varmere. Han faldt flere gange i søvn i mine arme, men vågnede hver gang kort til efter med et sæt. Kl 21.30 tog jeg hans temperatur – 40,2. Av for den.

Natten fra torsdag til fredag var forfærdelig. Willum faldt lidt i søvn, men vågnede hele tiden efter kort tid, grædende, og næsten utrøstelig. Kl. 01.30 ringede vi til vagtlægen, der spurgte ind til en masse ting. Kvinden i den anden ende af røret beroligede os, fortalte hvilke symptomer vi skulle være særligt opmærksomme på, og bad os tage forbi vores egen læge den følgende dag.

Den nat endte jeg med at sidde halvt oprejst i vores sofa hele natten, med vores søn sovende på mit bryst, og først efter kl 04, fik jeg selv en smule søvn. Det er hårdt at blive franarret sin søvn, men det er hundrede gange værre, at se sit barn have ondt, uden at kunne befri det fra sine smerter, omend det er det man har aller mest lyst til.

Fredag formiddag var vores søn igen feberfri, også da vi alle tre tog op til lægen. Lægen tjekkede ham igennem, og efter et kig i ørerne, og et lille prik i hans tommelfinger, fandt hun problemet. Mellemørebetændelse. Vores lille skat… Vi var begge lettede over, at der var en tydelig årsag til vores søns adfærd. Hun vurderede at penicillin var unødvendigt, men at 3-4 panodil junior i døgnet, samt ro og hvile, ville være nok til, at det ville gå i sig selv over weekenden.

Eftermiddagen og aftenen gik langt bedre end de forrige to døgn, og vores søn blev puttet i sin egen seng, hvor han startede med at sove et par timer eller tre. Jeg var selv så udmattet ovenpå to dårlige nætter, og to hårde døgn, at jeg også gik omkuld på sofaen, alt imens Kristoffer lå og så film. Kl. 23.30 vågnede vores søn, hvorefter han kom ind i sofaen, hvor han og jeg sov side om side hele natten, dog med et par enkelte opvågninger.

//

Siden onsdag eftermiddag har vores lille mand stort set ikke ville indtage andet et smoothies og modermælk. Ikke engang vand, blåbær eller bananpandekager, har vi kunne lokke i ham – og når vores ellers madglade dreng ikke har appetit, så er den altså gal. Først i morges kunne jeg endelig få noget grød i ham, sammen med en kop vand, og det var næsten pinligt så glad jeg blev. Glæden skyldtes to ting, 1) at han tydeligvis måtte have det bedre 2) at jeg igen kunne genkende vores gode lille Willum.

For det har, og er stadig, både hårdt og svært, at se sit et og alt have det dårligt, og ikke være sig selv. Jeg savner min søn som han ellers altid er. Glad, nysgerrig, snaksaglig, med et glimt i øjet og ikke mindst fræk. Jeg ved at han inden længe er tilbage, og det kan kun gå for langsomt. Heldigvis er der en tydelig forbedring fra igår til idag, så det går den rigtige vej.

For at snakke om noget lidt andet, og så alligevel ikke, så står Kristoffer og jeg i et dilemma. Landet ligger jo sådan, at vi er de heldige ejere af to billetter til Beyonce og Jay-Z i parken i aften, ikke kun til koncert, men også til tre-retters middag i Parken inden koncerten. Vi har for længst planlagt pasning af Willum hos min mor, men det var jo før han fik mellemørebetændelse, så spørgsmålet er nu, hvordan han mon vil tage det.. Vi har jo virkelig glædet os og set frem til denne aften, for ikke at tale om de penge vi har givet for billetterne, så lige nu går vi med den løsning at min mor kommer herhjem og passer. Hvis han så bliver ulykkelig eller umulig, kommer min mor ind til Parken med ham efter middagen, og så kommer han simpelthen med til selve koncerten i en bæresele, dyne og med høreværn. Heldigvis har vi siddepladser, så mon ikke han kan ligge sig godt til rette hos mig. Hvis det ender med at blive scenariet bliver det selvfølgelig en lidt anden koncertoplevelse for vores vedkommende, men om ikke andet ser vi det som den løsning der tiltaler os mest.

Havde det været alt andet end en koncert med verdens sejeste par, og universets bedste sangerinde, havde vi selvfølgelig aflyst på stedet, men arrangementet i aften bliver måske once in a life time. Om ikke andet må vi bare vende snuderne hjemad før tid, hvis Willum protesterer.

DE SMUKKE RUNDE MAVER & TANKER OM BARN NUMMER TO ♡

… Har I lagt mærke til dem? Det har jeg…

Alle de smukke runde maver, der gemmer på små nye liv. I mine øjne er og bliver det noget af det smukkeste i hele denne verden – En gravid kvindekrop, der er igang med den mest fascinerende proces, nemlig at skabe et lille menneske. Jeg synes at der er store runder maver allevegne i øjeblikket, og de minder mig om, at jeg bar rundt på en mave magen til, for bare ét år siden.

For ét år siden var det endnu bare Kristoffer og jeg, tosomheden. Og vi anede ikke hvad det ville sige at være forældre, anede ikke hvilket menneske der gemte sig lige under mit maveskind, og anede ikke hvornår vores verden ville ændre sig for altid.

Hver gang jeg ser en gravid kvinde på gaden, har jeg lyst til at fortælle hende, hvor heldig hun er, hvor meget glæde, nærvær og kærlighed hun har i vente, hvor inderligt hun bør nyde sin graviditet og uvisheden om, hvilket menneske hendes fantastiske krop er ved skabe. Jeg har også lyst til at fortælle hende, at hun skal værdsætte sin uafbrudte søvn, nyde at hun kan blive liggende i sin seng lige så længe som hun ønsker om morgenen, og nyde at kunne spise sin aftensmad stille og roligt mens den stadig er varm, og ligeledes med sin kaffe.

Version 3

Jeg synes at jeg nød min graviditet og min voksende mave, men når jeg idag ser tilbage, bilder jeg mig ind at jeg både kunne og skulle have nydt det endnu mere, for hvor er det bare sindsygt kort tid af hele ens liv, hvor man er gravid…

Willum fylder 1 år om 3 måneder. 1 år… Spørgsmålet og tankerne om, hvornår vi mon godt kunne tænke os at få endnu et barn, er noget vi både er blevt spurgt om fra vores omgangskreds, og også noget vi selv går og spekulerer på.

Det kom faktisk meget bag på mig, hvor hurtigt efter fødslen af Willum, at både vi og vores omgangskreds begyndte at overveje barn nummer to.. Min forestilling var, at man overhovedet ikke tænkte eller snakkede om flere børn, før omkring halvandet til to år efter, men den forestilling holdt på ingen måde. Faktisk var Willum ikke mere end 2-3 dage gammel, førend at Kristoffer, med dyb seriøsitet i stemmen, spurgte mig hvornår man typisk fik barn nummer to…

//

Men hvornår kunne vi så godt tænke os at gøre Willum til storebror?

Hvis det ene og alene var op til mig, var jeg på mange måder frisk på, at blive gravid imorgen… Men når jeg tænker lidt nærmere over det, så stor-trives jeg i vores lille intime trekløver hvor vi, Kristoffer og jeg, kan kaste al vores kærlighed og opmærksomhed i Willums (og selvfølgelig hinandens) retning.

Lige nu er det Willums tid alene med sin mor og far, og den tid fortjener han, inden der kommer endnu én, som han skal dele sine forældre med. Desuden synes jeg, at han skal være mere klar, skal kunne flere ting selv såsom at tale og udtrykke sig, og han skal være mere bevidst om, hvad der sker omkring ham, således at han til en vis grad kan forstå hvad det betyder “at der er en baby inde i mors mave” – Det ville være så hyggeligt, at kunne dele processen og glæden med ham.

Kristoffer vil også gerne vente med barn nummer to, så det er vi enige om at gøre. Jeg ved at vi begge har interesse i at Willum og en evt lillebror – eller søster, skal kunne have glæde af hinanden både som børn, men også gerne som voksne, men det stresser os ikke. Der er 3 år og 2 måneder mellem min lillesøster og jeg, og vi er, og har altid været, meget tætte, så der er masser af tid at løbe på.

Hver ting til sin tid 

347efc3f-f423-4433-8adc-17a40579f6c7

ad45ee5e-440f-487b-ae05-458119836d23