DE SMUKKE RUNDE MAVER & TANKER OM BARN NUMMER TO ♡

… Har I lagt mærke til dem? Det har jeg…

Alle de smukke runde maver, der gemmer på små nye liv. I mine øjne er og bliver det noget af det smukkeste i hele denne verden – En gravid kvindekrop, der er igang med den mest fascinerende proces, nemlig at skabe et lille menneske. Jeg synes at der er store runder maver allevegne i øjeblikket, og de minder mig om, at jeg bar rundt på en mave magen til, for bare ét år siden.

For ét år siden var det endnu bare Kristoffer og jeg, tosomheden. Og vi anede ikke hvad det ville sige at være forældre, anede ikke hvilket menneske der gemte sig lige under mit maveskind, og anede ikke hvornår vores verden ville ændre sig for altid.

Hver gang jeg ser en gravid kvinde på gaden, har jeg lyst til at fortælle hende, hvor heldig hun er, hvor meget glæde, nærvær og kærlighed hun har i vente, hvor inderligt hun bør nyde sin graviditet og uvisheden om, hvilket menneske hendes fantastiske krop er ved skabe. Jeg har også lyst til at fortælle hende, at hun skal værdsætte sin uafbrudte søvn, nyde at hun kan blive liggende i sin seng lige så længe som hun ønsker om morgenen, og nyde at kunne spise sin aftensmad stille og roligt mens den stadig er varm, og ligeledes med sin kaffe.

Version 3

Jeg synes at jeg nød min graviditet og min voksende mave, men når jeg idag ser tilbage, bilder jeg mig ind at jeg både kunne og skulle have nydt det endnu mere, for hvor er det bare sindsygt kort tid af hele ens liv, hvor man er gravid…

Willum fylder 1 år om 3 måneder. 1 år… Spørgsmålet og tankerne om, hvornår vi mon godt kunne tænke os at få endnu et barn, er noget vi både er blevt spurgt om fra vores omgangskreds, og også noget vi selv går og spekulerer på.

Det kom faktisk meget bag på mig, hvor hurtigt efter fødslen af Willum, at både vi og vores omgangskreds begyndte at overveje barn nummer to.. Min forestilling var, at man overhovedet ikke tænkte eller snakkede om flere børn, før omkring halvandet til to år efter, men den forestilling holdt på ingen måde. Faktisk var Willum ikke mere end 2-3 dage gammel, førend at Kristoffer, med dyb seriøsitet i stemmen, spurgte mig hvornår man typisk fik barn nummer to…

//

Men hvornår kunne vi så godt tænke os at gøre Willum til storebror?

Hvis det ene og alene var op til mig, var jeg på mange måder frisk på, at blive gravid imorgen… Men når jeg tænker lidt nærmere over det, så stor-trives jeg i vores lille intime trekløver hvor vi, Kristoffer og jeg, kan kaste al vores kærlighed og opmærksomhed i Willums (og selvfølgelig hinandens) retning.

Lige nu er det Willums tid alene med sin mor og far, og den tid fortjener han, inden der kommer endnu én, som han skal dele sine forældre med. Desuden synes jeg, at han skal være mere klar, skal kunne flere ting selv såsom at tale og udtrykke sig, og han skal være mere bevidst om, hvad der sker omkring ham, således at han til en vis grad kan forstå hvad det betyder “at der er en baby inde i mors mave” – Det ville være så hyggeligt, at kunne dele processen og glæden med ham.

Kristoffer vil også gerne vente med barn nummer to, så det er vi enige om at gøre. Jeg ved at vi begge har interesse i at Willum og en evt lillebror – eller søster, skal kunne have glæde af hinanden både som børn, men også gerne som voksne, men det stresser os ikke. Der er 3 år og 2 måneder mellem min lillesøster og jeg, og vi er, og har altid været, meget tætte, så der er masser af tid at løbe på.

Hver ting til sin tid 

347efc3f-f423-4433-8adc-17a40579f6c7

ad45ee5e-440f-487b-ae05-458119836d23

SØVN – NÅR MAN HAR EN BABY

Det jeg frygtede aller mest ved at blive forældre var, hvordan jeg mon ville håndtere ikke at få mine 8-9 timers søvn hver nat, samt hvordan jeg mon ville takle at blive afbrudt i min nattesøvn.

Jeg har altid haft et veludviklet sovehjerte og et stort søvnbehov. Jeg kan godt lide at sove, har altid prioriteret min søvn meget højt, og jeg fungerer klart bedst når jeg får 7-8 timers søvn. Jeg har aldrig været typen der skulle op og tisse om natten, eller som har ligget søvnløs i løbet af natten – Nej, så længe jeg kan huske har jeg sovet 8-9 timer hver nat, uden nogen form for afbrydelser, også gennem hele min graviditet.

Derfor var jeg nervøs for, hvordan det ville gå, når jeg fra den ene dag til den anden, skulle nøjes med langt færre søvntimer, med en hel masse afbrydelser pga. en baby.

33923510_10215678967942431_6368230301352591360_n

Willum har ikke været den værste baby når det kommer til søvn, eller andre punkter i øvrigt, men ligesom 99% af alle andre babyer, har han siden sin ankomst, haft en eller flere opvågninger hver nat. Jeg tror måske han har sovet igennem, uden opvågninger, fem gange siden han blev født, og de øvrige nætter har han haft én, to, tre, nogen gange ti opvågninger… Heldigvis har langt de fleste opvågninger været meget korte opvågninger, hvor han bare skulle have sutten eller have lagt dynen over sig, hvorefter han sover videre, men de første par måneder, hvor nat-amningen godt kunne tage lang tid, varede nogle af opvågningerne helt op til 1,5-2 timer…

Det er jo forskelligt hvordan nybagte forældre kører nætterne, men hjemme hos os er det mig der som udgangspunkt har taget Willum hver nat, Kristoffer har selvfølgelig også hjulpet lidt til de nætter der har været særligt slemme, men ellers har jeg taget ham helt alene, af flere årsager. 1) Det er mig der er på barsel 2) Det er mig der kan amme ham 3) Hvis det var Kristoffer der tog ham, ville jeg alligevel vågne…

//

Her 8,5 måned inde i forældreskabet, med færre søvntimer og afbrudt søvn stort set hver eneste nat, går det faktisk ganske fint. Jeg havde aldrig troet, at jeg kunne klare, ikke at få mere end maks 4 timers søvn ad gangen, men det har jeg indset, at jeg sagtens kan. Det kan tælles på én hånd, hvor mange dage jeg virkelig har været udmattet og træt. Under min graviditet, var jeg ellers overbevist om, at jeg ville blive så træt, at en lur midt på dagen ville blive absolut nødvendigt for, at jeg kunne komme gennem dagen, men det har jeg heldigvis ikke haft behov for. Med moderskabet følger der i sandhed nogle helt særlige evner.

På trods af ovenstående beretning, glæder jeg mig stadig virkelig til, at Willum en dag begynder at sove igennem, uden opvågninger, flere nætter i træk. Jeg glæder mig helt sindsygt til atter at få 7-8 timers søvn i streg – Det bliver dejligt.


Hvornår begyndte jeres børn at sove igennem? Gjorde I noget særligt for at nå der til, eller kom det helt af sig selv?

… JEG FØLER MIG SOM EN PRIVILIGERET TABER

.. Sikke en overskrift, var? Men ikke desto mindre, sandt.

Det kræver vist en dybere forklaring, og den skal I selvfølgelig få.

Sagen er nemlig den, at et par stykker af mine kære og skønne medmødre fra mødreguppen, er færdige på barsel, og netop er startet på arbejde igen. At mødrene fra min mødregruppe så småt er ved at vende tilbage til det de kom fra før baby, bleer og moderskab, minder mig om den uvished som ligger foran mig, når min barsel officielt er færdig 1. august.. Jeg ved jo stadig ikke hvad jeg skal, og derfor kan jeg sommetider godt føle mig som en uambitiøs taber…

Jeg har længe skubbet tankerne og overvejelserne omkring min fremtid væk. Jeg har brugt min energi på min søn og vores barsel sammen, jeg har levet i nuet, taget én dag ad gangen, uden at spekulere for meget på, hvad der mon skulle komme efter min tilværelse i boblen. Men tiden flyver jo afsted, og snart kan jeg ikke udskyde det længere. Jeg må snart tage en beslutning. Skal jeg læse videre? Skal jeg ud og søge jobs der er relateret til min bachelor? I så fald hvilke jobs? Eller skal jeg tage det roligt og se hvordan fremtiden former sig?

33528413_10215639416393667_5999741164125683712_n

Sagen er jo også den, at min fremtid på en måde også afhænger af, hvornår vores søn får tilbudt en institutionsplads. Vi har ønsket plads til ham fra 1. august, men lige nu står han som nr. 17 til vores første prioritet, og nr. 50 til vores anden prioritet, så en plads pr. 1. august, ser ikke realistisk ud… Jeg har iøvrigt hørt en lille fugl synge om, at vi ikke skal forvente en plads før 1. december, tidligst(!) – Og sådan ser billedet vist ud i nærmest hele Københavnsområdet.

I Frederiksberg kommune som vi jo hører under, er der dog pladsgaranti, hvilket betyder, at vi senest 15. august vil blive tilbudt en institutionsplads, i en hvilken som helst institution som har plads til ham, og altså ikke i én af de institutioner vi har ønsket. Det er selvfølgelig også en mulighed vi kan benytte os af, men det kommer virkelig an på, hvilken institution vi får tilbudt, hvilket leder mig videre til det område, hvor jeg føler mig priviligeret. For hvis man skal se min situation fra et andet perspektiv, så er det jo ret luksus, at der ikke står en arbejdsplads eller et uddannelsessted og venter på mig, som er fuldstændig ligeglad med, hvornår vores søn får plads i én institution som Kristoffer og jeg har det godt med, at skulle sende vores søn afsted i mange timer hver dag.

Jeg føler mig sindsygt priviligeret over, selv at kunne styre min fremtid, og særligt at kunne styre hvornår jeg vil og kan starte på noget, om det så er arbejde eller uddannelse. Økonomisk set kan det nemlig godt køre rundt herhjemme, hvis vi vælger, at jeg skal gå længere tid hjemme med vores søn. Derfor føler jeg mig priviligeret over ikke at have en deadline for, hvornår jeg ikke længere kan holde vores søn hjemme i trygge og kærlige rammer, og jeg ser det som et kæmpe priviligium, at vi ikke er nødsaget til, at takke ja til den første institutionsplads vi får tilbudt, hvis nu det ikke føles rigtigt i vores maver.

 Når man som kvinde kigger på ens tidslinje, og sammenligner det antal år hvor man hhv. er under uddannelse, på barsel og er ude på arbejdsmarkedet, bliver det tydeligt, hvor få år man rent faktisk har på barsel.. Sagt på en anden måde; Der venter mig utrolig mange år på arbejdsmarkedet et sted ude i fremtiden, og derfor bør jeg ikke have så travlt. Jeg skal nok nå det hele, men lige nu skal jeg nyde den helt unikke tid i den søde, og krævende, barselsbobbel sammen med min søn. Denne tid sammen med ham, i denne skønne symbiose, vil jeg aldrig nogensinde få igen. Derfor vil jeg nyde den lidt endnu. Nyde at følge ham i sin udvikling hver eneste dag, og nyde at se ham interagere med jævnaldrene børn når vi er til rytmik, ses med min venindegruppe og deres babyer, eller når vi deltager i kravleklubben her på Frederiksberg der er åben hver tirsdag og torsdag.


Kære medmødre, hvordan ser jeres barsels/arbejds-situation ud? Hvornår skal jeres små mennesker starte i institution? Eller hvornår startede de i institution? Hvordan fik i kabalen til at gå op?  

… EN MEGET SVÆR BESLUTNING OM, AT SKILLE SIG AF MED SIN HUND

Dengang Willum kom til verden, havde vi en hund, Nala. En samojede med det dejligeste sind, det bedste humør og den blødeste hvide pels. Vi fik hende da hun kun var en hvalp på 8 uger, og da vi blev forældre i september sidste år, var hun 2 år gammel.

Vi havde glædet os til, at Nala skulle møde vores lille nye familiemedlem. Samojeder er nemlig kendte for at være de perfekte familiehunde og gode mod børn. Mødet mellem Nala og Willum gik også rigtig fint. Nala var meget interesseret i ham, hun var forsigtig når hun var tæt på ham, og var ellers helt som sig selv. Hendes reaktion kunne ikke være bedre.

De første 2 uger hvor Kristoffer også havde barsel, gik det okay med både at have hund og baby på 4. sal, men da Kristoffers barsel sluttede, og jeg pludselig stod alene i 9-11 timer med et spædbarn og en meget aktiv hund, blev det hele mere kompliceret og krævende….

Når jeg var alene på hjemmefronten oplevede jeg, at der hele tiden var én der krævede min tid, min opmærksomhed og min energi. Hvis ikke Willum skulle skiftes eller ammes, så skulle Nala luftes, leges med eller børstes, hun fyldte en del, og jeg kunne se hvordan hendes ture efterhånden blev kortere og kortere, både midt på dagen af mig, men også om aftenen af Kristoffer. Jeg følte mig ofte splittet, særligt de gange hvor Willum lå og sov her oppe i lejligheden, og Nala skulle ned og tisse og luftes… Jeg følte mig utilstrækkelig, og havde kontant dårlig samvittighed overfor Nala, der ikke fik samme opmærksomhed som før vi blev en familie på tre.

img_7780

Jeg tænkte meget på, om vi mon ikke bare skulle ind i en god rytme. Det burde da kunne fungere på én eller anden måde. Men så kom jeg i tanke om fremtiden, når Willum engang går i institution, og jeg ikke længere er på barsel… Og jeg forstillede mig hvordan Kristoffer inden arbejde, både skulle gå tur med Nala og aflevere Willum i vuggestue, og hvordan jeg efter arbejde først skulle hente Willum fra vuggestue, handle ind på vejen hjem, gå op til 4. sal for at hente Nala, for at gå tur med hende og Willum (der nok er både træt og sulten på det tidspunkt), for derefter igen at skulle gå op til 4. sal, denne gang med både hund i snor og barn på armen, for så at skulle begynde at lave aftensmad, inden Kristoffer kommer hjem fra arbejde.. Når aftensmaden så er spist, opvasken taget og barn (børn) puttet og sofaen kalder, skal Nala have sin aftentur, og jeg tvivler på at to forældre, der begge har været afsted på arbejde, higer efter at tage netop den tjans… Nej, jeg kunne simpelthen ikke se det fungere optimalt i praksis, og jeg indså hvordan både mine egne og Nalas behov, også ud i fremtiden, ville blive nedprioriteret. Det ville ikke være rart for nogen af os.

Jeg tænkte meget på, hvordan andre mon kunne få det til at fungere med både baby, hund, arbejde og andre praktiske gøremål, når nu jeg ikke følte at vi kunne få det til at fungere. Og jeg kom frem til, at man jo ikke altid kan sammenligne sig selv med andre, da vi jo alle har forskellige liv, indretter os forskelligt og prioriterer forskelligt. Om man både han magte en baby, en hund og en travl hverdag, kommer an på mange ting, såsom hunderace, boligfaciliteter, arbejdstider osv.

Vi kunne sagtens have beholdt Nala, men hendes behov ville ikke blive fuldt indfriet, og det syntes jeg ikke man som hundeejer kan være bekendt. Nej, som hundeejer har man et stort ansvar, og hvis ikke man kan leve op til det ansvar, må man hellere indse, at hunden bør bo hos nogle ejere, der kan tilbyde det som den hunderace nu kræver. Min personlige holdning er, at det ikke udelukkende er hunden der skal tilpasse sig sin ejers behov, men at ejeren i den grad også skal tilpasse sig hundens behov.

//

Efter nøje overvejelser tog jeg snakken med Kristoffer, en aften sidst i oktober. Jeg så desværre kun én løsning på det – At finde et andet hjem til hende. Jeg frygtede at fortælle Kristoffer det, da jeg vidste at han var virkelig, virkelig(!) glad for Nala. Han blev som forventet ked af det. Han oplevede ikke det samme problem som jeg, da han jo var på arbejde, der hvor det største problem var, nemlig når jeg var alene med både baby og hund. Alligevel kunne han godt forstå mig, og han indrømmede da også, at han nok ville have det på samme måde som jeg, hvis det var ham der var alene med dem begge så mange timer hver dag.

Et par dage efter vores snak, efter at vi begge havde vænnet os lidt til tanken om at skulle af med Nala, satte vi hende til salg.

Et sødt par fra Jylland forelskede sig hurtigt i hende, præcis ligesom vi selv havde gjort det dengang vi valgte hende. De havde i forvejen en hund af næsten samme race, og boede på et landsted lige op til en stor skov. Det var helt perfekt. Hos dem havde hun altid en legekammerat, en stor indhegnet have, og en stor skov at boltre sig i. Det skulle være dem.

ebrl3700

Det var mærkeligt ikke at have hende i lejligheden mere… Det var hårdt. Meget hårdt. De første to aftener græd vi os begge i søvn. Det lyder nok voldsomt ligefrem at græde, men de af jer som selv har hund, ved hvor meget man knytter sig til de fire-benede væsener, og for os havde Nala nærmest været vores første barn.

Den følgende uge skrev vi med Nalas nye ejere og fik sendt billeder. De var stadig meget glade for hende, og Nala var blevet bedste venner med den anden hund, og elskede den store have. Det gjorde mig glad og bekræftede mig i, at det var den helt rigtige beslutning vi havde truffet.

Om vi skal have hund igen om 5-10 år når vi måske bor i hus og har en have? Det vil jeg ikke afvise. Men nu ved jeg hvad det kræver, og ved derfor også hvad vi går ind til, hvis vi vælger at vores familie atter skal indholde en fire-benet pelset ven.

At skulle af med vores dejlige hund, var den hårdeste og sværeste beslutning nogensinde. Men sommetider er den sværeste beslutning også den rigtige.


Har I selv prøvet af tage en meget svær, men nødvendig beslutning? Har I selv hund? Og kan I forstå mine tanker og overvejelser med hensyn til både at have barn og hund på 4. sal, i en travl hverdag?

HVORNÅR ER MAN KLAR TIL BØRN?

At skulle være forældre, er en af livets støreste beslutninger. At få et barn og blive nogen mor og far, er uden tvivl én af de største ændringer man oplever igennem hele sit liv. Når man er blevet forældre, vil man være det resten af sine dage. Det er en kæmpe beslutning, og kan derfor også være en svær beslutning. Er jeg klar? Er vi klar? Hvordan bliver det? Kan vi klare opgaven? Er det for tidligt, for sent? Bør vi flytte inden? Hvad med min uddannelse, mit arbejde? 

Jeg har fundet ud af, at der er stor forskelligt på hvad der fra person til person, spiller ind og afgører, hvorvidt man er klar til at blive henholdsvis nogen mor eller far. Nogle finder det først belejligt at sætte børn i verden når begge forældre har færdiggjort deres uddannelse, andre først når de er ansat i et fuldtidsjob, mens andre afgører det ud fra deres boligsituation, deres alder osv.

31349720_10215438742776952_6351288429191364608_n

Ifølge mig er det meget enkelt; Hvis man er sammen med den partner man ønsker at tilbringe resten af livet sammen med, og begge parter føler sig klar til at få børn og varetage det ansvar der følger med, så er det bare med at springe ud i det.

Personligt har jeg selv følt mig klar til at blive mor i omkring 2-2,5 år, men man er jo to om den slags, så min bedre halvdel skulle også lige være samme sted som jeg. Det bliver man nødt til at respektere! Efterhånden som jeg kom længere og længere i min bachelor, en lyst til at gøre den færdig, inden vi skulle være forældre, og sådan endte det da også med at blive, hvilket faktisk har været rart.

Hvis man skal se anderledes på det, kunne det måske have været smart for mig at have fundet et fast job efter endt uddannelse, inden jeg blev gravid, men sådan vil der næsten hele tiden være ting, forhold og andre detaljer der godt liiiiige kunne være anderledes, eller godt liiiige måtte falde på plads først, man da vi jo havde lyst til at stifte familie, var det ikke noget der skulle holde os tilbage.

Jeg kan, som altid, kun snakke ud fra mig selv, og jeg har ikke udarbejdet 5 spørgsmål hvor svarenes resultatet kan fortælle én, hvornår det er det rette tidspunkt at få børn.. Men for vores vedkommende har det været perfekt at blive forældre til vores søn i september sidste år, jeg som 24 årig og Kristoffer som 25 årig. Vi var begge klar til den ændring i vores liv, eller Kristoffer blev nok først sådan for alvor klar til sit nye liv som far, da han stod med Willum i sine arme.. Og det at få et barn har bidraget med både udfordringer, glæde og stærke følelser, som vores efterhånden lange forhold, var klar på at håndtere.

Hvornår man er klar til at blive forældre, og hvornår et parforhold kan klare et barn, er med andre ord meget individuelt. Føles det rigtigt i maven hos begge parter, så er det nok også det rigtige.

De børn man får, vil man aldrig nogensinde fortryde 

31394372_10215438732456694_2220982791976255488_n