LØBE-STATUS

Hej venner

Jeg skrev i denne udgave af weekendfacts, at jeg havde meldt mig ud af fitness, og gerne ville begynde at løbe henover slutningen af foråret og hele sommeren. Det blev dog kun til én enkelt tur i foråret pga. praktikaliteter.. Det er nemlig ret besværligt at passe en løbetur ind, når det skal koordineres med at Kristoffer er hjemme så Willum kan være hos ham, og det kan ikke være ved aftensmadstid, og bagefter skal der ryddes op efter aftensmaden og Willum skal puttes, og når Willum sover er jeg selv udmattet, og har bare lyst til lidt kærestetid sammen med Kristoffer.

Men nu har jeg endelig fået sat skub i løberiet. Som jeg fortalte jer i lørdags løb jeg hele tre gange i sidste uge, og idag har jeg også været afsted – Eller jeg skal måske nærmere sige “Vi” for Willum er nemlig med i en løbevogn (babyjogger), og det fungerer virkelig! Jeg er glad, Willum synes at det er hyggeligt, og Kristoffer og jeg kan nyde tosomheden når Willum er puttet om aften.

Inden jeg kom igang, var jeg spændt på, hvordan det mon ville være at løbe med en løbevogn, men det har vist sig slet ikke at være noget problem. Jeg skal ikke bruge mange krafter på at skubbe den frem foran mig, og det er kun ved sving jeg behøver at have begge hænder på styret. På lige strækninger løber jeg kun med den ene hånd på styret, således at jeg har én arm fri. Iøvrigt synes jeg det er ret hyggeligt, at have selskab på mine turer.

Nu hvor jeg har min søn med, løber jeg ikke med musik i ørerne, da jeg skal kunne høre hvis han siger noget, og samtidig også fordi jeg skal være ekstra opmærksom på biler og cyklister – Noget jeg iøvrigt har lagt mærke til er, hvor meget folk de kigger ens vej, når man kommer løbende med en løbevogn. Typisk kigger de først på mig, så på løbevognen og Willum som ligger deri, hvorefter de atter fører blikket op på mig, og videre ned ad min krop. Det er sjovt at observere. Gad vide hvad der går gennem deres hoveder..

//

Det er skønt at være kommet igang, og dejligt at bruge min krop og mærke pulsen stige, hvilket udelukkende er det som betyder noget. Jeg har ingen ambitioner for mit løb lige pt. Jeg løber ikke med pace eller nogen bestemte forventninger om, hvor langt jeg skal løbe. Jeg snørrer løbeskoene, placerer Willum i løbevognen, og løber lige præcis den rute jeg er i humør til, og hvis jeg undervejs får lyst til at løbe en anden rute, så gør jeg det. Mine løbeturer er lystbetonede, og sådan skal det blive ved med at være, så hvis der pludselig opstår en lyst til, at tage tid eller sætte mål, så gør jeg det.

Jeg var ret spændt på min kondition… Men det har vist sig, at den er langt bedre end jeg havde forventet. De lange gåture med vognen, sammen med den daglige opstigning med en efterhånden 9kg tung baby og oppakning til fjerde sal, har tydeligvis været med til at bevare noget af min muskelstyrke og lungekapacitet. Der er selvfølgelig et stykke vej til min kondition før graviditet og før moderskab, men jeg starter ikke fra nul.

Nu håber jeg bare, at min løbemotivation fortsætter gennem hele sommeren, og også gerne længere.

… DEN DER TRÆNING

Pludselig var der gået to måneder. To måneder uden træning…

Eller næsten ihvertfald. Jeg har været ude på én enkelt løbetur.

c7e8aefa-2f2c-40e3-8abd-178b762fdce5

De sidste mange år, helt præcist de sidste 9 år, har jeg trænet fast hver uge. Min træning har været lystbetonet og meget varieret. Spinning, pump, løb, combat, trx, yoga osv. Gennem min graviditet fortsatte jeg min træning, selvfølgelig tilpasset min situation. Jeg havde en ukompliceret graviditet uden gener, og derfor trænede jeg helt indtil fødslen. Den sidste måned op til termin, droppede jeg dog al styrke og konditionstræning, men dyrkede yoga 3-4 gange om ugen.

Seks uger efter fødslen begyndte jeg igen at træne. Bare stille og roligt. Jeg havde Willum med i sin lift, hvor han lå og sov så fint. Otte uger efter fødslen begyndte jeg at træne på fitnessdk’s mor/baby-hold. Et hold med 8-10 nybagte mødre, der alle har deres babyer med. Babyerne sover eller tumler rundt sammen på nogle måtter i midten af lokalet, mens vi mødre får trænet hele kroppen igennem, og det er selvfølgelig tilladt at skifte sin baby eller amme undervejs. Ret genialt!

Jeg gik fast på mor/baby-holdet fra Willum var 8 uger og indtil han fyldte 4 måneder for næsten 2 måneder siden. Men siden da, har jeg ikke været afsted… Lysten har simpelhen ikke været der.

Jo jo, jeg går da dagligt turer med barnevognen og tager også trapperne til 4. sal med baby, pusletaske og poser i armene, men det har også været alt. Når det kommer til bevægelse, er de lange trilleturer med min søn det eneste jeg har været i humør til.

I min optik skal man ikke kæmpe sig afsted til en træning, som man ikke har lyst til. Så skal man hellere finde en anden måde, hvorpå man kan få bevæget sig.

Om man træner eller ej, er også et spørgsmål om ens prioriteringer. Jeg har de sidste 9 år prioriteret at få trænet, men de seneste 2 måneder har jeg prioriteret tid sammen med min søn istedet for ♥

 De måneder hvor jeg fast deltog på mor/baby-holdet, sov Willum en hel del, og træningen kunne jeg få klaret imens han sov. I takt med at han er blevet ældre, sover han mindre og er derfor mere vågen i løbet af dagen. Det betød, at han begyndte at være vågen mens vi var til mor/baby-hold.

Når han er vågen, har han brug for min opmærksomhed og min omsorg. Han har nemlig ikke været gammel nok til, at tumle med de andre babyer. Derfor har mine prioriteringer ændret sig, og jeg prioriterede, at være 100% til stede og til rådighed for ham, fordi hans behov altid kommer i første række. Mine egne kommer derefter.

Vores lille menneske bliver snart 6 måneder. Han kan nu sidde op uden støtte, og er begyndt at vise interesse for andre babyer. Han iagttager dem nøje, og rækker undersøgende sin lille buttede hånd ud efter dem. Derfor tænker jeg, at vi måske snart skulle prøve at tage et mor/baby-hold igen, da vi nu begge to kan få noget ud af det. Jeg tror, at han er ved at have den rette alder til det. Jeg kan træne, og imens kan Willum tumle og pludre med de andre babyer ★